Online-undervisning er som at miste sin krop som lærer

Hun er lektor i biologisk kognition ved DPU under Aarhus Universitet.

Theresa Schilhab forsker i menneskers interaktion med teknologi – altså hvad der foregår i hjernen, når vi lærer, sanser og interagerer med andre i blandt andet digitale rum.

Væk fra katederets pondus

At afkode bevægelser og omgivelser er betydeligt vanskeligere i digitale rum end i naturlige rum, forklarer hun med henvisning til mit Teams-interview med hende.

- Jeg kan se, at du sidder i en sofa. Men jeg kan kun se, at den er lysegrå, og at den står helt op ad en hvid væg uden billeder. Så det er meget svært for mig at danne mig et indtryk af dig, eksemplificerer hun.

- Der er stor forskel på at lytte til en, som sidder i en sofa og en, der står bag et kateder. Fra hele vores rejse igennem uddannelsessystemet ved vi, at når man står lidt hævet, lidt isoleret fra andre, så får man en særlig pondus. Hvad sker der så, når man som lærer – ligesom jeg lige nu – sidder i sit soveværelse? Hvad sker der, når mine omgivelser forandrer sig, i forhold til det budskab, jeg kommer med? spørger Theresa Schilhab udfordrende.

Nogle af spørgsmålene, hun stiller, er hun og hendes forsker-kolleger først ved at finde svar på. Andre af udfordringerne ved online-undervisningen er allerede tydelige for Theresa Schilhab, der selv har undervist sine studerende online under corona-nedlukningen.

Kan ikke se hævede øjenbryn

Ser man online-undervisning fra underviserens perspektiv, betyder hjemmearbejdspladsen, at det er vanskeligere at bevæge sig rundt, og at man lettere bliver begrænset i sin gestik og mimik. Er man for aktiv og gestikulerer for meget online, kan det samtidig være forvirrende og flimrende for modtageren.

Underviseren har omvendt også svært ved at se, hvad den enkelte elev foretager sig, fordi de kun optræder på små billeder. Deler man sin skærm, kan man slet ikke se de andre længere.

- Det betyder, at det er svært at have øjenkontakt og dermed se, hvordan de responderer. Derfor bliver man meget afhængig af hele tiden at spørge dem, om de har forstået, det man har sagt, og om det, man har sagt, giver mening, forklarer Theresa Schilhab.

Dermed bliver undervisningen mere opdelt.

- Enten er det mig, der taler eller dem, som siger noget. I et klasselokale kan du se, hvis der er en, som hæver øjenbrynene. Så online bliver ens fornemmelse af, hvor eleverne er, amputeret. Og dermed bliver det vanskeligere at tilpasse sin undervisning til situationen, forklarer Theresa Schilhab.

Endnu flere forstyrrelser

Pludselig kommer min treårige datter ind til mig i gæsteværelset. Vi har valgt at holde hende hjemme fra børnehaven, og nu vil hun have mig til at købe et nyt spil til hende på iPaden. Først siger jeg nej, men fordi jeg sidder midt i et interview med den interviewede lige over for mig – omend på en skærm – ender jeg alligevel med at bruge 17 kroner på underholdning – eller snarere distraktion – til min datter.

- Til gengæld får man nogle gange indblik i folks liv, som man ellers ikke ville få, griner Theresa Schilhab og bruger situationen til at tale om forstyrrelser, som der er flere af, når man arbejder hjemmefra.

- Det er simpelthen en anden måde at arbejde på, når man er i sit hjem. Når din datter kommer ind til dig, så er det jo, fordi du sidder der, forklarer hun.

Ifølge neurobiologen kan man som underviser ganske vist bruge forstyrrelser som greb i sin undervisning. Men når man har fysisk kontakt, kan man som underviser meget lettere få en fornemmelse for, hvornår det er naturligt at lave en afbrydelse, hvor man tester, om eleverne nu også har lyttet efter. I online-undervisning er det meget mere påtrykt, mindre intuitivt og styret af situationen.

- Man bliver meget mere afhængig af at gå til undervisning ekstremt metodisk og systematisk. Tingene skal ekspliciteres og defineres meget mere på grund af distancen. I fysisk undervisning er meget mere givet, forklarer Theresa Schilhab.

Elever skal selv finde motivation

Ser man online-undervisning fra modtagerens perspektiv, er en udfordring, at det er meget vanskeligere for eleven at holde motivationen.

- Det eneste, der skal holde dig til ilden og sikre, at du lytter efter, er din egen evne til at holde fokus på det, som bliver sagt. Det kræver en meget stor egenmotivation. Og når vi taler om elever og kursister, som måske ikke har haft så positive erfaringer med uddannelsessystemet, så er det ikke sikkert, at de kan gå til den opgave med stor tro på egne evner, påpeger Theresa Schilhab.

Samtidig er online-undervisning er en læringsform, som er mere belastende for vores kognition – altså vores læringsmuligheder.

- Når man går ind i et klasselokale, afkoder man helt ubevidst, hvem der formentlig skal sige noget, og hvad vedkommende vil sige. Alt det er med til at understøtte, hvordan vi forstår og lærer. Når det bliver taget væk, så skal vi tolke i en ny – næsten kun verbal – situation. Og den tolkning er hård ved læringssystemet, forklarer Theresa Schilhab.

Underviserens ord er med andre ord langt fra det, som fylder mest i læring. Når man forsøger at tillægge mening til det, man hører, sker det ud over i konteksten nemlig også på baggrund af viden, man har i forvejen. Forhold, som man har oplevet mange gange, men som man ikke er bevidst om, at man genkalder sig.

Socialt samvær er uundværligt

For voksenelever og -kursister kan manglen på samvær være en anden mangel ved digital undervisning.

- Det spiller formentlig en kæmpe rolle, at man kan spejle sig i andre mennesker, når man bliver undervist. At man oplever, at man er en del af et fællesskab. Man bliver motiveret af at se, hvad andre gør, når man skal opnå den målrettethed, som skal til, for at man kan lære. De andre er med til at understrege, ”at det her er vigtigt”, bare ved at de er til stede, påpeger Theresa Schilhab.

Hun henviser til en af hendes studerende, der fornyeligt har skrevet en opgave, som undersøgte voksenuddannelsers online-undervisning under corona-nedlukningerne. En af konklusionerne var, at de savner socialt samvær – at have adgang til andre. En anden konklusion var, at eleverne oftere havde brug for personlig vejledning og feedback for at blive fastholdt.

Tilbage i sovesofaen i mit gæsteværelse har også jeg brug for at komme væk fra skærmen og til lidt socialt samvær. Min koncentrationsevne er for længst opbrugt. Jeg runder derfor interviewet af, så venligt som jeg kan, og glæder mig til at forstyrre min datter ved at udspørge hende om, hvad det egentlig er for et iPad-spil, jeg har købt til hende.