”Nogle gange tænker jeg, om jeg er ved at blive dement”
Jeg står med fødderne solidt plantet i overgangsalderen. Nogle gange tænker jeg, om jeg er ved at blive dement, fordi tingene gradvist bliver sværere. Det er svært for mig lige at sætte fingeren på, hvad der sker. Men det er, som om jeg hele tiden bruger flere ressourcer kognitivt, end jeg har. Jeg kan føle mig udbrændt.
Udover gængse gener som ømme led, tiltagende hovedpine og humørlune har jeg haft alle de store eksistentielle spørgsmål oppe at vende. Vi kvinder er jo sat i verden for at reproducere os. Så hvem er jeg, nu hvor børnene er blevet mere selvstændige? Hvad vil jeg med mit liv?
Jeg gik ned med alvorlig stress, da jeg kom tilbage fra min sidste barsel. Jeg havde været presset gennem længere tid. Og pludselig sagde kroppen fra. Det var frygteligt. Selvom mange faktorer var udslagsgivende for, at jeg endte der, kan jeg ikke lade være med at tænke, at min begyndende overgangsalder og hormonændringer kan have spillet ind.
Mange nætter vågner jeg med tankemylder. Så ligger jeg der – helt lysvågen. Det er enormt stressende og frygteligt irriterende. Jeg ved jo, at det kommer til at gå ud over min energi næste dag. I perioder er det meget voldsomt, så går jeg rundt med en følelse af influenza og tømmermænd.
Katja Line Jensen
- 50 år.
- Gift og mor til to børn.
- Uddannelses- og erhvervsvejleder.
- Mærkede de første symptomer på begyndende overgangsalder i midten af trediverne.
Når jeg ligger vågen, er det ofte tanker om arbejdet, der fylder. Nok fordi jeg generelt føler, at jeg har flere opgaver, end jeg kan bide over. Det kan godt være, at jeg for ti år siden kunne klare det, men nu synes jeg, at der sker så meget hele tiden. Og så hurtigt. Jeg skriver gule post-its i et væk, men kan ofte vågne og tænke: Åh nej, det har jeg da glemt eller shit, jeg skal også huske det.
Hedeturene kan komme ud af det blå og føles, som om temperaturen stiger til 100, uden at jeg kan komme af med varmen. Jeg føler mig fanget i min egen krop. Det er virkelig en klaustrofobisk fornemmelse, og jeg kan godt blive grebet af panik lige der. Heldigvis ved jeg efterhånden, at det går hurtigt over igen, så jeg er blevet bedre til lige at trække vejret og få ro på.
Når det hele koger, bliver jeg ofte flov, fordi folk kan se, at jeg kampsveder og er rød i hovedet i stedet for bare at sige: ”Pyha, nu får jeg det meget varmt, jeg åbner lige et vindue”. Jeg har prøvet med hormoncreme. Det hjalp på hedeturene, men jeg er stoppet igen, fordi det havde for mange andre bivirkninger.
Storrumskontorer er en udfordring, når man er i overgangsalderen. Vi sidder tre vejledere på samme kontor, og det gør, at der mange indtryk og forstyrrelser hele tiden. Det ville give mere ro i hovedet med eget kontor eller muligheden for at trække mig til et roligere sted, når der er behov for fordybelse. Vi er næsten udelukkende kvinder på min arbejdsplads, og mange af os er i den her alder, så jeg tænker, at det vil give god mening som arbejdsgiver at tænke i rammer, der kan lette arbejdsdagen på de dage, der er udfordrende på grund af gener.
Vi kan tage otte timers hjemmearbejde om ugen. Det er rart. Men der kan sagtens være nogle uger, hvor man behov for lidt mere fleksibilitet. Her vil det være fint, at man ikke skal ind og spørge om lov først. Jeg tager som regel aldrig en hel hjemmearbejdsdag, men de dage, det kan lade sig gøre, er jeg begyndt at pakke sammen klokken 14. Så får jeg lige klaret hovedet på turen hjem og kan bedre løse de sidste opgaver derhjemme.
Jeg har tidligere tænkt, at overgangsalder bare hører med til det at være kvinde. Og det gør det jo selvfølgelig også. Men altså, det kan jo for nogen gribe voldsomt ind i hverdagen. Især i det hektiske arbejdsliv, vi har i dag. Og man kan sige, at for mit vedkommende, hvor præ-overgangsalderen startede allerede i mine trediver, er det et langt arbejdsliv med gener. Jeg kan egentlig godt forstå, at jeg kan føle mig udbrændt, når jeg har kørt i så mange år med et ’brugt’ hoved.
