Når et Nej får os videre
Lene, du kender vores målgruppe. Og er der noget, som mange af de unge på FGU, EUD, VUC og sprogskoler har oplevet, er det at få et nej. Vil du ikke skrive en kronik om din nye bog?
Nogenlunde sådan blev jeg spurgt af Uddannelsesbladet. Og selvfølgelig vil jeg gerne det. Bogen hedder Det kreative nej – om at bruge afvisninger som drivkraft og er skrevet til dem, der gerne vil lære lidt om, hvad man kan gøre med afvisninger. Hvordan man kan forstå dem, tackle dem eller bare lade dem være, som de er. Afvisninger kan være irriterende eller lammende, men de kan også fungere som en drivkraft for nye handlinger i verden, og det er mest det sidste, jeg er optaget af i bogen.
Sejre på trods og møgirriterende nej’er
For ja, nogle gange er der ikke noget bedre end at vise, at man kunne, selvom der kom et nej. Jeg har en lille case med i bogen om en kvinde, der insisterer på at komme i lære hos en mester, selvom han først afviser hende. Hun kontakter ham tre gange, og det lykkes til sidst. Nogle gange skal man jo simpelthen bare blive ved for at komme i mål. Andre gange er det en sejr i sig selv at lykkes. Måske på trods.
Det kan selvfølgelig også være noget regulært møg at få et nej. Der findes afvisninger og nej-oplevelser, hvor der ikke er noget som helst at tage med videre. Man kan nemlig ikke arbejde sig ud af alle afvisninger. Nogle af dem er bare i verden, og de kan gøre aldeles ondt. De kan slukke håb og lede til opgivelse. Andre afvisninger ender med at blive dem, vi tackler og vinder over.
Skab stærke fællesskaber
Vi kan blive bedre til at håndtere afvisninger. Det forudsætter ofte, at vi finder ind i fællesskaber, der kan gøre os stærkere sammen, end vi er alene.
Et af de fænomener, jeg udfordrer i bogen, er faktisk forestillingen om, at vi alle sammen bare skal blive mere robuste. Det tror jeg ikke på. Som jeg skriver, kan det være tungt at gå rundt med rustning på. Det er langt bedre at satse på stærke fællesskaber. Vi skal altså vende blikket mere udad end indad. Eller rettere sagt: Vi kan hjælpe hinanden med at blive bedre til at tackle afvisninger, til at tale om dem og til at blive klogere sammen i kraft af det, der ikke lykkes.
Har mødt mange unge
Jeg har som forsker lavet mange projekter på især erhvervsskoler om læreprocesser og om frafald. Jeg har været ambassadør for produktionsskolerne. Jeg har mødt en del unge der, som i den grad har prøvet at blive afvist. De har også inspireret mig i forbindelse med bogen, selv om jeg ikke har noget decideret kapitel i bogen om dem. Der kunne godt have været et sådant kapitel, og på et tidspunkt stod det og blinkede på min computer som en ide. Men jeg havde nok mere lyst til at skrive om, at vi alle bliver afvist indimellem.
Så jeg valgte at skrive mere generisk om afvisninger og om, at vi lever i et adgangssamfund, der kræver af os, at vi optimerer vores deltagelse og adgangsmuligheder i alle slags livskontekster og naturligvis også i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.
Når vi skal kæmpe (med andre) om at få plads i for eksempel uddannelsessystemet, så gør det risikoen for afvisninger stor. Når kærligheden skal omsættes på et marked, hvor du skal præsentere en række ydre kendetegn på en datingportal for overhovedet at blive set, så er chancen for usynlighed ret stort. Det værste er slet ikke at blive set. Som når vi går forbi rengøringsassistenten eller den hjemløse på gaden uden at værdige dem et blik. Så er det næsten bedre med en regulær afvisning, der kan mærkes.
For afvisningen er en anerkendelseshandling. Vi ser den anden gennem den respons, vi giver. Afvisningen er altid relationel. Det er også derfor, den er interessant. Den efterlader os måske alene på perronen, men vi kan godt mærke den anden, selvom vi står der lidt ensomme tilbage. Det er bedre end slet ikke at kunne mærke noget.
Vi bærer på fortællinger om afvisninger
Afvisninger er noget, vi alle kender til. Mine fortællinger i bogen viser, at vi bærer afvisningshandlinger med os livslangt. Vores erfaringer med afvisninger er med til at bestemme, hvordan vi klarer dem og kan have gjort os mere eller mindre sensitive. Det gælder for alle, men for nogle har afvisninger langt større konsekvenser end for andre.
Stigende ulighed og mere uretfærdighed i verden gør, at mulighederne er mere ulige fordelt. Vi har fået at vide, at der er muligheder for livslang selvrealisering, men når vi så konstaterer, at det ikke er hele sandheden, er vreden en helt konsekvent medspiller. Det er nemlig ikke sandt, at der er adgang for alle. Så måske skal vi faktisk holde op med at sige det.
Mere ærlighed, der kan bære den anden
Hvis der er en hovedambition med bogen, er det at opfordre til, at vi bliver bedre til at lave nogle ærlige fællesskaber.
Som jeg sagde til en journalist for nylig: ”Vores chefer og lærere skal blive bedre til at lægge tonen for mindre konkurrence og mere ærlighed”. Det var for eksempel enormt formativt for mig, at min professor Steiner Kvale i sin tid sagde: ”Lene, alle får afvist sit arbejde. Også de dygtige”. Så den dag jeg fik min første afvisning, tænkte jeg bare: ”Nå, der kom den”. Og jeg tror, at jeg vidste, at han kunne være med til at bære mit arbejde igennem.
Det har vi alle sammen brug for. At der er en, der bærer lidt indimellem. I pædagogisk arbejde er det en hovedpointe. Vi løfter ikke for at elevere livslangt, men for at bære lidt, indtil den anden er mere flyvefærdig. En lille, men ikke uvæsentlig og måske lidt tabuiseret del af dette er at lære at sige nej og at lære den anden at komme videre alligevel. Nej’et kan være kreativt.
Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.
Debatindlæg og kronikker kan sendes til blad@uddannelsesforbundet.dk
Læs mere om, hvordan du sender debatindlæg eller kronikker her
