Mentorer mod frafald – når frivillige sørger for trivslen i uddannelserne
Frivillige er i høj kurs – senest i forbindelse med Ukraine-flygtninges integration. Og frivillighed, der før var knyttet til det, der bredt kaldes civilsamfundet, har flyttet sig mere og mere over på de offentlige områder. Det vil sige, at offentlige myndigheder i stadig højere grad inddrager frivillige til at hjælpe med at løse opgaver eller projekter – også i undervisningsverdenen.
- Det er klart en tendens at gå sammen om løsninger, og fonde har været meget flinke til at give penge til den slags projekter, siger Bjarne Ibsen, der er professor på Syddansk Universitet og ekspert i blandt andet civilsamfund og frivillighed.
Senest har det Obelske Familiefond doneret 1,8 millioner kroner til et fireårigt projekt, hvor Foreningen Nydansker skal stå for rekruttering og uddannelse af frivillige mentorer. Også på Sprogcenter Slagelse er man ved at opbygge et netværk af frivillige. Og på erhvervsskolen Mercantec har man i flere år kørt en ordning med bedsteforældre, som dog har en anden funktion, da de får løn for deres trivselsindsats.
Og what’s not to like ved sådanne ordninger? Mentorer som en billig støtte i en økonomisk trængt undervisningsverden og med et stigende antal unge, der mistrives eller har sproglige udfordringer?
Er fagligheden for monopolagtig?
Brugen af frivillige stiller dog spørgsmål om, hvem der udfører en opgave bedst. I et stærkere samarbejde mellem det offentlige og frivillige kan der nemt opstå et clash mellem fagligheder. Vi definerer en stærk offentlig sektor ved, at den består af faguddannede. Det vil sige faguddannede lærere, pædagoger, socialrådgivere. Og frivilliges faglighed består i højere grad af livs- eller joberfaring, mener professor Bjarne Ibsen.
- Så på den ene side kan frivillige anfægte fagligheden. Men du kan også vende det om og spørge, om det ikke er fagligheden, der er for monopolagtig?
Professor Bjarne Ibsen henviser til, at undersøgelser inden for faglige organisationer generelt viser en positiv holdning til brugen af frivillige – også hos medarbejdere. Der er dog større skepsis, når man begynder at tale om, hvad grænserne for de frivilliges arbejde er og skal være:
- Den store diskussion handler dybest set om, hvad det er, de frivillige må. Og måske kunne man godt i højere grad begynde at diskutere, hvad det er, de frivillige kan bibringe af noget andet end de faguddannede, siger han.
At undervise er kun at undervise
Spørgsmålet er for Bjarne Ibsen, om en underviser nødvendigvis er bedre til at hjælpe en ung, der står uden for arbejdsmarked og uddannelse, end en ældre mentor med et langt livs erfaring fra virksomheder.
Lektor Niels Rosendahl Jensen fra Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU, er på mange måder enig i denne vurdering.
Han har deltaget i EU-projektet VERSO om involvering af frivillige kræfter i offentligt arbejde i flere europæiske lande. Og han mener, at ”den glade amatør”, som han kalder det, ofte kan være et godt bekendtskab og en stor støtte for unge og voksne, der måske ikke oplever skolen som den ”lykkeligste stund” i deres tilværelse. Men der knytter sig nogle overvejelser til brugen, understreger han:
- For hvis den glade amatør eventuelt giver dårlige råd, hvem skal så samle op? som han spørger.
De vigtige relationer
Spørgsmålet er også, hvad der sker med lærerens arbejde, hvis frivillige tager sig af relationsarbejdet, sprogtræningen og trivslen hos elever og kursister. Forsvinder noget af det spændende og vigtige ved lærerarbejdet så? Det er en diskussion, der især har været på plejehjem, hvor det ofte er frivillige, der tager sig af alt det hyggelige, som at sætte sig ned og snakke med de ældre, mens sundhedspersonalet tager sig af det ”tunge” arbejde, fortæller Bjarne Ibsen.
Sprogcenter: Grænserne kan defineres
Frivillige spiller ofte en stor rolle for kursisternes træning i dansk som andetsprog. De kan være en del af selve undervisningen, men også fungere som sprogtrænere uden for skolen. DSA-kursister ser ud til at have mest gavn af adgangen til både formel sprogindlæring på en sprogskole og frivillig støtte i og uden for deres klasseværelse.
Det konkluderer man i det EU-støttede VIME-projekt, der blev færdigt i 2018. Her har fire lande med forskellige praksisser fundet en model for, hvilken rolle de frivillige spiller for sprogindlæringen, og hvem der bedst gør hvad i forhold til at træne elevernes sprog.
Det er mundet ud i en lille, let tilgængelig model, der skal give både sproglærere og frivillige gode redskaber til og afklaringer om deres arbejde.
Helt overordnet er det sproglærerne, der skal sørge for fundamentet i sprogundervisningen og gøre kursisterne klar til at kommunikere og fungere i samfundet. Men de frivillige er ofte afgørende for, om kursisterne får trænet de nye sprogevner. Afgørende for at få modellen til at fungere godt, er dog koordinering og samarbejde mellem læreren og den frivillige. VIME definerer fire roller for frivillige:
- Sprogassistenten der kan være en ekstra hjælp i klasseværelset.
- Sprogcoachen som har sprogbrug i praksis som hovedfokus. Arbejdet er ledet af en koordinator eller lærer.
- Sprogkammeraten der har fokus på, at kursisten kommer ud i og lærer lokalområdet at kende for at træne sproget.
- Sprogmesteren er en frivillig, der arbejder helt uden for skolens regi og går med kursisten til læge, på biblioteker eller i børnehaven. Nuværende eller tidligere sprogkursister kan også stå for dette arbejde.
- Det vil sige, at mange af de ting, der har værdi og en kvalitet ved ens arbejde, og som man har en glæde af, tages væk.
Og Niels Rosendahl Jensen fra DPU er enig i, at det kan indebære en risiko. For læreren skal etablere, udvikle og fastholde relationer til den enkelte elev/kursist og til klassen:
- Evnen til relationsdannelse, solid faglig viden, færdigheder og kunnen er altafgørende for, at undervisningen fungerer. Og der kan altså opstå en risiko for, at dette vigtige arbejde tages ud af hænderne på lærerne, siger Niels Rosendahl Jensen.
