Frivillig pensionist holder arm om elev
Bag om

Bedstefor­ældre og konsulenter øger trivslen

Der er brug for ekstra varme hænder til de mange unge, der mistrives på uddannelser. Erhvervsskolen Mercantec har blandt andet indført bedsteforældreordning og trivselskonsulenter. Nu dropper markant færre elever ud af deres uddannelse.

På erhvervsskolen Mercantec har man sat all in på trivslen for de unge og  nedbragt frafaldet markant. Det er blandt andet sket med en bedsteforældre-ordning, hvor seniorer bliver ansat og aflønnet 37 timer om måneden for at være en ekstra varm støtte i det daglige til de unge, der har det svært.

Seniorerne, som ikke skal have baggrund som undervisere, deltager som flue på væggen i undervisningen eller går rundt på gangene og tager en snak med de elever, som ikke har det godt. Trivselskonsulenterne tager over, når problemerne bliver mere komplicerede. Er der uddannelsesmæssige udfordringer, tager vejlederne sig af det – ligesom kontaktlærerne tager et stort ansvar. 

På den måde er arbejdsfordelingen om trivsel mellem de forskellige på plads, og læreren kan koncentrere sig om at undervise.

Jeg er ikke i tvivl om, at hvis lærerne kunne, ville de da omfavne alle deres elever.
Lena Christensen Smed
Trivselskonsulent

Lena Christensen Smed, der er ansat som trivselskonsulent på Mercantec, oplever, at lærerne har mere end rigeligt i den daglige undervisning af 30 personer i klasseværelserne. Så hvis han eller hun også skulle koncentrere sig om de flere og flere elever, der har det svært, blev der ikke tid til undervisning.

- Jeg tror, at de fleste undervisere har valgt at være undervisere, fordi de nyder deres arbejde med de unge mennesker og at sende dem videre i livet med nogle gode odds. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis de kunne, ville de da omfavne alle deres elever. Men vi ser en kraftig udvikling i mistrivsel og psykiske vanskeligheder hos de unge, så vi er nødt til at se realiteterne i øjnene.

En forlænget arm

Realiteterne er efter hendes mening, at man ikke kan undervise 30 mennesker, hvis man skal bruge halvdelen af dagen ude på gangen til private samtaler med elever. Så når læreren ikke igennem sit stof. Lena Christensen Smed og hendes kollega har for eksempel hver årligt 200 samtaler med elever, der har det skidt – hvilket svarer til omkring 12 procent af alle eleverne på Mercantec.

Vi skal heller ikke have lærere, der går ned med stress
Lena Christensen Smed
Trivselskonsulent

- Mange af vores dedikerede lærere brænder for arbejdet med de unge, men vi skal heller ikke have lærere, der går ned med stress, fordi de ikke kan nå deres undervisning, siger hun.

Hun tror, at de fleste undervisere derfor ser på trivselsmedarbejderne som ”en forlænget arm”, som en kollega, man kan give det videre til og vide, at de unge er i gode hænder.

Reducerede frafaldet enormt

Det har tilsyneladende givet god mening at lægge elevtrivslen i forskellige varme hænder. Frafaldet er gået ned på skolen fra cirka 30 procent for 15 år siden til i dag, hvor det er på 3,9 procent på grundforløbet og endnu mere på hovedforløbet.

Det fortæller uddannelseschef på Mercantec Mette Selchau. Hun står bag skolens samlede trivselskoncept og fik i øvrigt Ridderkorset for denne indsats i 2019.

- Vi blev klar over, at vi skulle gøre noget for at få flere elever til at gennemføre. Vores lærere skal jo passe undervisningen, og de har ikke tid til at tage sig af det, hvis en elev bliver ked af det. Derfor valgte vi at ansætte nogen, som havde tiden til at tage sig af de ting. Og det har bedsteforældrene, siger Mette Selchau om baggrunden for, at erhvervsskolen i dag har 22 ansatte bedsteforældre.

Det er netop ikke meningen, at de skal ind i det fagfaglige eller konkurrere med lærerne.
Mette Selchau
Uddannelseschef

De tager sig af det sociale

Når Mercantec skal ansætte bedsteforældre, lægger de vægt på, at ansøgerne er over 60 år, er sociale, vil eleverne og kan tilgå dem, samt at de har tålmodighed. Men man lægger ikke vægt på, at de har en fagfaglig baggrund – tværtimod:

- Det er netop ikke meningen, at de skal ind i det fagfaglige eller konkurrere med lærerne, siger Mette Selchau og fortæller, at de er ansat til at tage sig af den sociale del. Og eleverne er glade for dem – blandt andet, fordi de er så ”ufarlige”:

- De skal ikke give karakterer, men bare tale med de unge. De har tiden og kan hjælpe eleven med at sætte ting på plads i hovedet. Hvis eleven skal til eksamen, kan de støtte op om eleven og gøre hende eller ham lidt mere trygge. Derfor er de unge rigtig glade for bedsteforældrene. De giver dem noget helt andet.

Hun understreger, at man også er meget opmærksomme på, hvilke typer af seniorer, man får ind. 

- De skal nok også have en vis ydmyghed, for de skal ikke gå i clinch med lærerne. De skal kunne finde deres plads i klasselokalet, hvor det ikke er dem, der bestemmer, men hvor de nogle gange bare er en flue på væggen. Andre gange er de med i undervisningen som støttepersoner og kan spotte, hvordan eleverne har det, siger Mette Selchau.

Dato
Af
Foto
Colourbox