Mange af kursisterne kan ikke finde ud af at logge på Intra
Torsdag
Vi møder alle ind på arbejde. Både lærere og kursister. Det fik vi besked på i aftes efter statsministerens tale. Mine kolleger sidder på lærerværelset, og tillids- og arbejdsmiljørepræsentanterne forklarer, at de skal have en afklaring med ledelsen om, hvad vi skal. Vi får så besked på, at vi skal sende kursisterne hjem og fortælle dem, at det fremover bliver virtuel undervisning.
Skolen er næsten tom. Men vores basishold møder altid op. De er så pligtopfyldende. Så jeg kommer ind til en nogenlunde fyldt klasse og må fortælle kursisterne, at de skal gå hjem, og at de fremover skal bruge Intra til opgaver og beskederne fra skolen. De er ret rystede. Vi har vist dem Intra flere gange, men mange af dem ved stadig ikke, hvordan de logger ind. Jeg tænker: ”Hvorfor har I ikke sagt det før? Det er ret vigtigt.”
Jeg giver dem et sæt opgaver med og en frist for aflevering, men siger også, at de gerne må ringe over Facetime. Jeg ved, at jeg får sindssygt svært ved at forklare dem matematik over en computer. Til dem, der er helt fortabte, siger jeg, at de må tage billeder af deres afleveringer og sende til mig. Det kan de fleste finde ud af eller har børn, der kan hjælpe dem med. Jeg tænker, at det skal nok gå. De skal nok klare den. Men min bekymring er, hvad de gør, hvis de har et spørgsmål.
Vi faggruppekoordinatorer bliver introduceret til Microsoft Teams, som vi har valgt at bruge til virtuel undervisning. Jeg tænker, at det er en rigtig god idé til vores hold.
Andre kolleger har spurgt, hvorfor vi ikke bare bruger platforme. Men størstedelen af vores kursister er flygtninge fra krigs- eller borgerkrigsramte lande eller familiesammenførte og er generelt en gruppe, der ikke har digitale færdigheder. Især de ældre og kvinderne fra de mellemøstlige lande, som i nogle tilfælde ikke engang tør tænde en computer.
Vi ville ønske, at vi var blevet introduceret for Teams, inden kursisterne blev sendt hjem. Så havde vi prøvet at sætte dem ind i det her. Men jeg sætter mig ned og begynder at forberede undervisning til de næste to uger. Det er simpelthen min måde at takle det hele på. Det går dagen egentlig med. Jeg er nok færdig på skolen klokken 18.
Kort om Nazli Soroush
Hun er 35 år og matematiklærer på VUC Lyngby for basisholdene (for især flygtninge og familiesammenførte). Hun har tidligere arbejdet som lærer i Dansk som andetsprog.
Fredag
Vi hjælper hinanden med at oprette teams og prøver at finde ud af, hvordan vi får de enkelte kursister ind på holdene. Vi opretter de to hold på 20 og 24 kursister, jeg har i matematik, og der bliver oprettet et hold, hvor alle fire lærere er på, og et, hvor både holdene og lærerne er slået sammen. Det hele foregår i samarbejde mellem os, og planen er, at vi skal teste Teams mandag.
Lørdag og søndag
Lørdag begynder jeg at få beskeder fra kursister, der har rigtig svært ved at lave deres lektier. Jeg har ellers forsøgt at lægge eksempler på, hvordan man laver opgaverne, på Intra. Nogle spørger, om de må ringe op, og det får de lov til. Det tager tid. Bare at få forklaret, hvad to-tredjedele er. Til sidst må jeg sige, at ”det er der, hvor der står to i toppen, og tre nede.” Der er rigtig mange sproglige udfordringer. Jeg er jo vant til, at jeg bare kan pege på deres papir og forklare tingene. Men nu bliver de nødt til at lytte, og jeg bliver nødt til at forklare mig rigtig mange gange. Ens tålmodighed bliver virkelig sat på prøve.
Jeg har selv familie, som er magtesløs i forhold til deres børns lektier. Jeg modtager en masse billeder af børnenes opgaver, og så skal jeg Facetime og forklare dem, hvordan de skal løses. Det er godt for mig at se, at min omgangskreds – som jo er født og opvokset i Danmark – har svært ved det. Jeg finder ud af, at jeg ikke skal give mine kursister alt for meget for.
Mine forældre spørger, om jeg kommer for at spise. Vi har en tradition for at spise sammen mandag og onsdag. ”Jamen, altså,” må jeg forklare dem, ”statsministeren vil jo helst have, vi bliver hjemme.” Så jeg sidder bare alene hjemme nu.
Mandag
Alle lærere og elever er indkaldt til møde klokken 10 for at testkøre Teams. Vi skal finde ud af, om vi kan bruge det, og hvordan det fungerer. Det slår mig pludselig, at min emhætte jo er lavet af glas, og jeg bruger tavler af glas på nogle gymnasier, hvor jeg har ekstern undervisning. Derfor har jeg nogle tusser liggende i min taske. Og det vil jo være nemmere, hvis jeg tegner på den og sætter min computer op i højde på en stol, når der skal filmes. Så er det rarere at stå og undervise.
En kursist ringer. Hun har svært ved opgaven. Det har hun skrevet til mig hele weekenden. Og jeg har prøvet undervejs at få hende på Teams. Hun kommer langt om længe på. Og så siger jeg, at nu kan vi lige så godt også tage de spørgsmål, hun har. På et tidspunkt vender jeg mig for at se, om hun er med. Der kan jeg se, at hun sidder og ammer, og at der er et andet barn, der kravler på hende og råber og skriger. Så jeg siger til hende: ”ro på nu. Hvis du ikke kan nå at aflevere til tiden, så går det nok. Få lavet det her stille og roligt.”
Vi er kaldt til møde klokken 13.30 og noterer, hvem der er kommet på, og hvem ikke. Der er flere, der ringer imens, og da vi afslutter mødet, bliver jeg til it-supporter og sætter dem ind i Teams. Vi starter videosamtaler og får det hele til at fungere.
Tirsdag
Jeg har fået lidt mere ro i maven, fordi de fleste kan finde ud af at komme ind i Teams. Vi skal finde ud af, hvem vi mangler, og hvorfor vi ikke hører fra dem – og få dem på. Men de er meget tilbageholdende. De har en stor respekt for læreren og vil ikke forstyrre i stedet for at sige, at de har brug for hjælp. Jeg skal have fat i flere kursister. For jeg kan jo se ud fra de lektier, de har lavet, at der er mange huller i opgaverne, og det skal der samles op på.
Nogle af dem, vi ikke kan komme i kontakt med, er de mere svage kursister. Jeg har en kursist fra Eritrea, som er virkelig svag og i forvejen har svært ved matematik og sproget. Ham har vi slet ikke hørt fra overhovedet. Jeg kan være bange for, at jeg taber ikke bare ham, men flere i det her forløb.
Vi må forsøge at lave en form for redningsaktion. Nu må jeg ind og se at få skaffet kursisternes telefonnumre og kontakte dem.
