”Lige pludselig taber jeg tråden. Det ligner slet ikke mig.”
”Du lugter virkelig dårligt!”
Det tog jeg mig selv i at udbryde højt under en yogatime i går. Jeg var kommet til at ligge ved siden af en ung pige, som hørmede af parfume. Og jeg får hovedpine af parfume. På et tidspunkt blev det simpelthen for meget for mig.
Situationen er et godt eksempel på, at jeg oplever at være blevet lige lovlig filterløs i nogle situationer. At jeg får sagt ting for skarpt eller uden at tænke mig om først. Lige der kunne jeg jo bare have flyttet mig stille og roligt.
Det er et af de symptomer, der er kommet med min begyndende overgangsalder. De første tegn startede nok for halvandet år siden, men jeg lagde først selv mærke til det for omkring et år siden. Det var et raserianfald, som gik udover min mand. ”Hvad sker der lige for mig?”, tænkte jeg. Normalt bliver jeg ikke så sur.
Det blev en øjenåbner, og jeg begyndte at koble det til andre forandringer. Jeg var blandt andet begyndt at sove dårligt efter at have været sådan en, der falder i søvn, så snart hovedet rammer puden. Min mor spurgte, om det kunne være stress, der var vendt tilbage. Men nej, det føles slet ikke på samme måde, som da jeg var sygemeldt for otte år siden.
Signe Vinther
- 52 år.
- Gift og mor til to voksne børn.
- EGU-vejleder på FGU Midtjylland.
- Mærkede de første symptomer på overgangsalder for omkring halvandet år siden.
Søvnproblemerne kommer i perioder. Pludselig kan der være 14 dage eller tre uger, hvor jeg slet ikke kan sove eller vågner om natten. Manglende søvn kan næsten ikke undgå at gå udover jobbet. I de perioder er de kognitive udfordringer, jeg oplever, særligt slemme.
Jeg har ofte hjernetåge. Jeg er ellers et ord-menneske. Jeg læser meget og kan godt lide at skrive og tale, men jeg er begyndt at miste ord. Lige pludselig taber jeg tråden. Det ligner slet ikke mig.
Under møder må jeg rode i mine noter, fordi jeg ikke kan huske en skid. Det er så trælst. Jeg er EGU-vejleder, og mange af elevplanerne er enormt håndholdte. Så det her med lige at have styr på: Hvornår er det nu, jeg skal indkalde til det og det møde? Og hvem er det nu, der skal gøre hvad?
Det kræver noget ekstra af mig nu. Og jeg må også indrømme, at der er nogle frister, der er glippet, hvilket selvfølgelig irriterer mig. Men jeg er jo også kun et menneske.
Min chef har heldigvis taget det fint. Vi har en meget åben dialog. Hun er god til lige at sige, at jeg skal passe på mig selv. Jeg har haft det fint med at fortælle hende om de symptomer, jeg oplever, men derfor er det stadig svært, når noget glipper. For jeg er perfektionistisk anlagt.
Mine til tider lige vel hurtige reaktioner kan også gå ud over kollegerne. Jeg forsøger at sige undskyld efterfølgende. Og vi har heldigvis en arbejdsplads, hvor vi er gode til at snakke om tingene.
Jeg er ikke ret god til at melde mig syg, men jeg har haft nogle dage, hvor jeg har måttet sige: ”Prøv at høre, jeg er så træt, at jeg slet ikke hænger sammen. Jeg bliver nødt til at køre hjem”.
Heldigvis har vi mulighed for at flekse ud et par dage om ugen. Det har jeg ikke tidligere benyttet mig af, men det er jeg altså begyndt på det sidste års tid. Så kan jeg komme hjem og lade op og så lave noget på et andet tidspunkt. Og ellers prøver jeg at planlægge mig ud af det, når jeg har det værst, så møderne ligger bedst muligt.
Jeg var til læge i efteråret og havde en liste over mine symptomer med. Hun tilbød mig en hormonspiral. Jeg takkede nej, for jeg synes simpelthen ikke, at den er lavet til kvinder i min alder. Nu har jeg så en tid ved en gynækolog om 14 dage. Jeg overvejer hormonbehandling og håber bare, at noget kan hjælpe, så jeg kan blive lidt mere mig selv igen.
Jeg synes, at der er vigtigt, at der er kommet fokus på overgangsalder, fordi det fylder meget, når man som mig har symptomer. Jeg hørte en podcast med en læge, der forklarede, at når østrogenniveauet går ned, så har det indflydelse på alting, fordi kvindekroppen har østrogenreceptorer i alle celler. Der gav de mærkværdige symptomer pludselig mening for mig. Som de pludselige ledsmerter, hvor man tænker: ”Okay, det er jo ikke, fordi jeg har været ude og danse hele natten, så hvorfor har jeg nu mega ondt i venstre knæ”.
I de år, hvor det er værst, er der måske brug for, at vi kvinder ikke oplever så høje krav. At vores arbejdsgiver og vi selv giver os lov til bare at være og lave de opgaver, vi kender. Altså, jeg mener, det er måske ikke lige, mens man er i den helt store overgangsalder, at man skal tage efteruddannelse eller hjælpe med det ene, det andet og det tredje? Det er måske ikke der, du skal være skemaplanlægger. Giv det til hende på 40 år, eller hende på 60 år.
Men det er selvfølgelig svært. Jeg er også selv i gang med at tage en vejlederuddannelse og har lige sagt ja til et supervisionskursus.
