LGBT+-elevers trivsel er også dit ansvar

Der vil altså i snit sidde cirka tre elever i hver klasse eller på hvert hold, som hører til LGBT+-gruppen. Der er ifølge Jane Greve ganske vist tale om en minoritet – men en meget STOR minoritet. Og tallene for deres mistrivsel er med forskerens ord ”virkelige voldsomme og bekymrende”:

– Da vi sad med rapporten og skulle gå ud med tallene, var vi overvældede over, hvor voldsomme de var. Vi undersøger mange forskellige dimensioner af trivsel, og de viser alle en bekymrende høj andel af mistrivsel blandt LGBT+-elever. Det kan vi simpelthen ikke komme udenom.

– Det er tal, der er så markante, og som drejer sig om så stor en minoritet, at vi bliver nødt til at gøre noget ved det, pointerer professoren bag undersøgelsen, Jane Greve.

Mangler tydelige regler 

I undersøgelsen fra VIVE er det tydeligt, at der foregår mobning og diskrimination. Der bliver brugt skældsord eller drillet.

På ungdomsuddannelserne og FGU-institutionerne er der 17-26 procent af LGBT+-eleverne, der er blevet udsat for ubehagelige oplevelser inden for den seneste måned. Og på tværs af uddannelser oplever de i høj grad at blive mødt med fordomme, holdt udenfor, blive diskrimineret eller udsat for uønsket seksuel opmærksomhed og trusler om vold.

På erhvervsuddannelserne oplever en tredjedel af de LGBT+-elever, som har svaret, at de bliver udsat for ubehagelige oplevelser af deres lærere, selvom dette ikke er undersøgt nærmere i rapporten.

De ubehagelige oplevelser leder direkte til et andet faktum i analysen: Eleverne oplever ikke tydelige regler for god opførsel på deres skole i forhold til skældsord og mobning på grund af kønsidentitet eller seksuel orientering.

18 procent mener, der er regler, men at de ikke bliver overholdt. Cirka 40 procent af LGBT+-eleverne føler sig ikke trygge ved at gå til deres lærere med problemstillinger, som omhandler deres seksuelle orientering eller kønsidentitet.

Underviserens ansvar at gå foran

Susanne Branner Jespersen understreger, at det er underviserens ansvar at tage teten på at have snakken i klasserummet.

– De her unge er gået gennem et helt skolesystem, hvor de er blevet usynliggjort. Alle tekster er skrevet ind i en heteroseksuel, ciskønnet verden. De er vant til at skjule, at de falder uden for normen, for ellers bliver man hurtigt slået på plads. De unge er så vant til at være usynlige og er derfor ofte heller ikke opmærksomme på sig selv, siger Susanne Branner Jespersen og slår fast:

– Derfor er det lærerens ansvar at gå forrest og sige: Der vil statistisk set være en procentdel, som falder uden for normerne for køn og seksualitet. Hvordan sørger vi alle sammen for, at det her er et trygt fællesskab også for dem af os, der bryder med normen?

– Det kan helt lavpraktisk være at aftale, at her siger vi ikke ’bøsse’ eller ’faggot’. Vi fniser ikke, når andre taler, og vi aftaler, at hvis man oplever noget ubehageligt, så kan man altid gå til sin lærer, nævner LGBT+-talspersonen som eksempler.

Just do it – uden anledning

Det hele må også meget gerne foregå, selvom det ikke er ’uge sex’, som sekretariatschefen udtrykker det. Altså med andre ord: Lad være med at vente på en anledning. Bare gør det.

– Det er en slags tabu, hvor den fagprofessionelle lidt venter på, at eleven beder om hjælp. Men åbn selv ballet, lyder anbefalingen fra Susanne Branner Jespersen.

– Det er jo vildt ubehageligt at være den homoseksuelle, som skal stille sig frem og sige ”hey, jeg er faktisk homo, og jeg synes, det er vildt ubehageligt, når I laver bøssejokes”. Det er og bliver den fagprofessionelles ansvar at træde ind i det rum og sige ”hey alle sammen, hvordan sørger vi for, at her er rart for alle at være?”.

– Som underviser skal du først og fremmest anerkende, at jo, du har også LGBT+-elever i din klasse, for med 13,3 procent kan det ikke kun være i de andres klasser. Du skal også erkende, at du nok ikke ved nok om området – og være nysgerrig på, hvilke konsekvenser, det har for unge, når de vokser op med en følelse af at være usynlige og anderledes.

Stressende at være minoritet

Både Susanne Branner Jespersen og Jane Greve nævner i øvrigt, at LGBT+-eleverne ofte kan være mere sensitive end andre elever over for et utrygt miljø, fordi mange af dem har såkaldt ’minoritetsstress’ og tager den med sig ind i deres skolemiljø.

Minoritetsstress betegner den stress, som minoritetspersoner oplever, fordi de lever i et samfund, der udskammer afvigelser fra de gældende normer. Det er en konstant tilstand, som er unik for minoriteter. Minoritetsstress er en normal reaktion på at være en minoritet og ikke udtryk for psykisk sårbarhed. 

– De bliver stressede af hele tiden at skulle forsvare deres eksistens. Vi ved fra alle mulige andre undersøgelser, at de møder meget modstand i samfundet. Det er følelsen af at være utryg og at skulle forklare sig til familiefødselsdage og fritidsaktiviteter. Hele tiden at få stillet spørgsmålet, om det virkelig kan være rigtigt, at man har en anden kønsidentitet eller seksualitet, forklarer Jane Greve.

Vi skal forholde os til det

Den stress kan de nemt tage med sig i klasserummet, pointerer Jane Greve. Hvilket er endnu en grund til at arbejde med, at klasseværelset bliver trygt. Hun tilføjer, at det er noget, der jo også vil gavne alle andre.

Jane Greve og Susanne Branner Jespersen er også enige om, at tallene er så alarmerende, at de kalder på handling.

– Dette er en minoritet, ja – men en meget stor minoritet. Vi bliver nødt til at forholde os til de voldsomme tal for deres mistrivsel på alle uddannelsesområder. Det handler om at arbejde med at skabe tryghed, fællesskab og et inkluderende sprogbrug, lyder det fra Jane Greve.