Lektier
Den er nummer 24 i serien Om Pædagogisk Rækkevidde i et samarbejde mellem Danmarks Lærerforening og Frie Skolers Lærerforening.
At læse lektier – eller i hvert fald få lektier for – er en afgørende del af dansk skolehistorie. Uanset om skolen er folkeskolen, videregående uddannelse, fritidsundervisning eller handler om at få førerbevis til både bil og båd.
I tidens løb har den pædagogiske vurdering af nytten og glæden ved lektierne imidlertid undergået store forandringer. Det ses tydeligt i folkeskolens regi. Den gule betænkning fra 1947 fremstiller lektielæsning som elevens mulighed for at beskæftige sig med skolearbejde derhjemme. Til andre tider har opmærksomheden ligget på omverdenens kig ind i skolemiljøet som kontakt, kontrol eller parternes gensidige glæde over resultaterne.
På bogens 72 sider kommer Annette Gregersen særdeles godt omkring i sit emne, lektier. Med et omfangsrigt og varieret stof af egne observationer og forskning, dansk forskning af ældre dato og relevant udenlandsk ditto. Alligevel giver bogen ikke noget klart svar på, om den lektie-læsende elev bliver klogere, dygtigere eller mere reflekterende. Så alt i alt udfordrer og grundstøder både forskning og erfaring, at lektier kun er “godt” eller “spild af tid”.
Lektielæsning uden indbygget lyst og erkendelse kan trods alt være den eneste gangbare måde at lære færdselsreglerne eller uregelmæssige franske verber. Det ene skal give kørekortet og viser så ellers sin styrke og berettigelse i praksis. De franske verber rækker i bedste fald ud over eksamen og til kontakt, liv og oplevelser.
Fælles er dog, at for at lektier overhovedet skal have nogen effekt – eventuelt indarbejdes i undervisningen – skal instruktion og planlægning være præcis. Med andre ord skal eleven vide, hvad der skal laves, hvorfor det skal laves, og hvordan det skal gribes an. Og sløjfen på al lektielæsning er systematisk tilbagemelding. Det giver eleven mulighed for at vurdere sin indsats og ændre eller sætte nye mål.
Alle, der i den ene eller den anden sammenhæng står som ansvarlig for at igangsætte og fastholde undervisning, vil kunne have glæde og gavn af at læse denne bog. Her er oplysning, bliver stillet spørgsmål, fremlagt forskning, videregivet erfaringer og ikke mindst rusket op i hævdvundne sandheder.