”Jeg vil gerne give eleverne billetten til det gode liv”
Hvorfor blev du lærer?
- Det var en tilfældighed. Jeg var selvstændig tømrer, men ovenpå finanskrisen kunne folk ikke betale deres regninger. Så fik jeg job som instruktør på Københavns Tekniske skole i den daværende skolepraktikordning og fik efter et år tilbud om at blive faglærer. Jeg har tidligere arbejdet som pædagog i en klub, men det gjorde det nemmere for mig, at der nu var et erhvervsrettet mål, som jeg kunne klynge pædagogikken op på.
Mere om Klaus Krogh Lund-Jørgensen
- Klaus Krogh Lund-Jørgensen er 48 år og har været faglærer på NEXT på Nørrebro i ti år.
- Han fik Politikens særpris som underviser i foråret.
- Har udover at arbejde som pædagog også gået på universitetet, men valgte i stedet at uddanne sig til tømrer.
- Er tillidsrepræsentant på NEXT.
Blev du overrasket over faget?
- Folk har mange forestillinger og fordomme om de forskellige brancher. Det havde jeg også selv. Og de bliver selvfølgelig altid gjort til skamme, når først man kommer ind i dem. Sådan var det også på teknisk skole. Jeg startede selv sent med uddannelsen som tømrer, og jeg blev positivt overrasket over det faglige niveau og alle de skønne ting, man lærte på uddannelsen.
- Der er selvfølgelig nogle stereotyper i byggebranchen med bodegaintellekt, skurvognshumor eller nøgne damer på væggene, men der er også alle mulige andre, der interesserer sig for vidt forskellige ting ved siden af: Politik, idræt, teatret.
- Der kan være en tendens til, at man har en bestemt jargon i branchen – en mere direkte tone. Men der kan være meget tilspidsede situationer, og derfor skal man være direkte i sin kommunikation – men man stadig god tale pænt til hinanden. Og som faglærer tænker jeg, at vi skal lade være at reproducere alle de stereotyper, der er i branchen. Jeg synes, det er spændende at skabe et læringsrum, hvor der er plads til alle typer.
Hvad kan du godt lide ved at være lærer?
- Helt egoistisk er det da meget motiverende, at der står 20 hoveder og venter på mig. Det hjælper på ens manglende selvdisciplin. Og helt eksistentialistisk forsvinder angsten for det meningsløse, når man står der og underviser.
- Det er fedt at være på grundforløbet. Her kan du som lærer få lov at følge deres udvikling i 20 uger. Det er jo fantastisk at se en transformativ udvikling eller læring.
Vil du gerne lære eleverne noget ud over det faglige?
- I virkeligheden er det at give dem billetten til det gode liv. Jeg synes, jeg har et fedt fag. Jeg kan formidle, at man kan have et sundt og fornuftigt arbejdsliv. Man møder tidligt, men når man cykler hjem med røde kinder, er man også tidligt hjemme og har tid til sine egne interesser.
Der er ikke så meget pseudoarbejde, møder eller projekter, der skal udvikles. Folk skal have et hus at bo i, så man er ikke så meget i tvivl om, hvad man laver her.