"Jeg fik at vide, at jeg havde stress"
Hjernetågen er nok det værste. Jeg har sådan en følelse af at være inde i en osteklokke. Jeg kan ikke koncentrere mig og glemmer ting. Navne. Aftaler. Samtaler. Jeg har ellers altid været virkelig god til at huske. Nu kan jeg stå og tale med en elev den ene dag, og den næste dag kan jeg nærmest ikke huske, hvad vi talte om. Jeg oplever også at mangle ord, når jeg skal sige noget. Det er nærmest lidt demensagtigt.
De første tegn kom allerede i slutningen af trediverne. Jeg kunne få kraftige humørsvingninger og raserianfald. Ud af det blå og over ganske små ting. Dengang koblede jeg det ikke til overgangsalder. Men jeg tror allerede, det startede der. Min mor gik også meget tidligt i overgangsalder.
I dag er rækken af symptomer og gener lang. Og de er taget til i styrke. Udover hjernetåge kæmper jeg med kraftig hovedpine, en enorm træthed, humørsvingninger, depressive tanker og ømme led. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har fået taget blodprøver for at finde ud af, om jeg har gigt i mine fingre. Det har jeg ikke.
Der er også gener, som kommer i perioder. Halsbrand, hedeture, svingende blodsukker, uro i kroppen og en skærpet lugtesans. Jeg kan nogle gange fornemme en skraldespand på flere meters afstand. Jeg kan også pludselig få en helt uforklarlig kløe. I sommer var det min overarm. Man kunne ikke se noget på huden, men det kløede helt vanvittigt i to måneder i streg, og jeg fik blodsprængninger under huden.
Christina Dalby Nielsen
- 52 år.
- Gift og mor til to børn.
- Uddannelsesvejleder på Tradium.
- Har tidligere været underviser, kontaktlærer og SPS-ansvarlig på en anden erhvervsskole.
- Mærkede de første begyndende tegn på overgangsalder i slutningen af trediverne.
Generne påvirker mit arbejdsliv meget. Jeg har dage, hvor jeg ikke kan komme ud af sengen. Det er særligt op til min menstruation, hvor jeg får meget kraftig hovedpine. Når jeg er rigtig træt, kan jeg også få en følelse af influenza i hele kroppen. Det koster nogle sygedage, når det er slemt. Derfor har jeg også valgt at fortælle min leder, at jeg oplever begyndende overgangsalder. Jeg har brug for at være åben om, hvorfor jeg af og til ikke er i stand til at tage på arbejde. Heldigvis føler jeg mig hørt.
Jeg skiftede job sidste år efter næsten 19 år på samme arbejdsplads. Mine gener spillede en afgørende rolle i den beslutning. Mængden af opgaver og kompleksiteten i jobbet blev simpelthen for uoverskuelig for mig til sidst. Når man har dage, hvor man kigger på skærmen og tænker ”hvad er det nu, jeg skal i dag?”, så dur det ikke.
I dag er jeg uddannelsesvejleder og ikke både underviser, SPS-ansvarlig, konstitueret leder og kontaktlærer på samme tid. Det har givet mere ro. Men mine gener er der stadig. De dage, hvor jeg har det værst, er det svært at have overskud til at være der for de mest sårbare elever.
Jeg er ked af konstant at mangle overskud. At føle, at jeg ikke er god nok. At jeg er utilstrækkelig. Det var svært at skifte job. Når folk sagde hej på gangen, så var jeg simpelthen i tvivl om, hvem de var, og om jeg havde mødt dem. Der blev det meget tydeligt for mig, at min hukommelse er påvirket.
Det krævede selvfølgelig mod at åbne op. Det er svært at vise sårbarhed på den måde. Især over for ens nye leder. Jeg ville jo nødigt have, at hun fik det indtryk, at jeg ikke har styr på tingene. Men jeg havde brug for at være ærlig.
Det er en god hjælp for mig, at jeg kan flekse min tid. De dage, hvor jeg er nødt til at give op og lægge mig i sengen, kan jeg gå tidligere hjem og hente timerne på et andet tidspunkt. Det betyder også meget at kunne tage en hjemmearbejdsdag i ny og næ. På arbejdet ville det nok være godt, hvis jeg ind imellem kunne tage ti minutters pause, hvor jeg gik en tur eller lukkede øjnene. Men det er svært at praktisere det, når først dagen er i gang. Det er ofte først, når jeg sætter mig i bilen og kører hjem, at jeg for alvor opdager, hvor træt jeg er.
Nogle dage går jeg i seng allerede ved 19-20-tiden. Så kan jeg ikke mere. Når jeg skal sove, rammer uroen i kroppen. Særligt i benene. Det er sådan en følelse af, at hele mit nervesystem bare står og sitrer.
Jeg tænker tit, at det kan simpelthen ikke være rigtigt, at jeg og andre kvinder skal have det sådan her. Når jeg vover at sige det højt, får jeg ofte at vide, at overgangsalderen jo er en naturlig proces, som man bare skal igennem. Men mange sygdomme er også noget, man skal igennem – dem gør vi alligevel noget ved. Så hvorfor ikke også forsøge at gøre noget for at lette denne periode?
Jeg har ikke følt mig hørt hos min læge. Når jeg har spurgt, om det kan være overgangsalder, bliver det affejet og kørt over på noget andet. Fordi jeg stadig har menstruation og ikke har voldsomme hedeture, som er de officielle kendetegn ved overgangsalder, bliver jeg afvist. Engang fik jeg for eksempel at vide, at jeg havde stress. Og jeg følte mig vitterligt ikke stresset, men man bliver jo i tvivl, når ens læge siger det. Han ved vel bedst?
For fem-seks år fik jeg tilbudt hormoncreme af en gynækolog. Men jeg turde ikke på grund af den øgede risiko for blandt andet brystkræft. Siden er mængden af symptomer dog steget og steget. Og jeg er kommet frem til, at det negative ved mine gener overstiger den risiko. Heldigvis er der også kommet meget ny viden og udvikling i forhold til hormoner siden dengang, man advarede om brystkræft. Derfor startede jeg for nylig i hormonbehandling. Jeg håber, at det kan være nøglen til, jeg får noget af mit overskud tilbage.
