Ingrid var succesfuld selvstændig, men lærerdrømmen vandt
Nu var det der saftsuseme igen. Stillingsopslaget fra Uddannelsescenter Holstebro, hvor de søgte en faglærer til bygningsmalerne.
Ingrid Thise Bang var blevet tippet første gang, det var slået op. Men hun slog det hen. Timingen var der ikke.
- Jeg var startet som selvstændig maler fem år forinden og havde fået virkelig godt gang i min virksomhed med en god kundegruppe og mange spændende opgaver – også med lidt specielle nicheting som gamle præstetavler. Så det var en kæmpestor beslutning for mig, siger Ingrid Thise Bang.
Og altså også en for stor beslutning, da hun så opslaget første gang. Da stillingen så blev genopslået, kunne hun ikke længere lægge låg på lysten til lærerfaget.
- Nu gør jeg det, sagde jeg til mig selv. Det er jo ikke så tit, den mulighed opstår.
- Min mand er heldigvis superstøttende, uanset hvad jeg kommer i tanke om. Så han bakkede op, og det betød selvfølgelig meget. For det var jo en beslutning, der også har stor betydning for vores økonomi og familieliv.
Fik lov til at nørde faget
Tanken om at blive lærer havde spiret i flere år.
Ingrid Thise Bang er uddannet bygningsmaler. Siden blev hun byggetekniker, inden hun søgte tilbage til malerfaget og kastede sig ud som selvstændig.
Da muligheden for et sporskifte til faglærer bød sig, var hun 42 år. Skuldrene var så småt begyndt at brokke sig efter mange år med fysisk krævende arbejde. Men det var ikke så meget det, der fik hende til at lukke virksomheden ned. Det var mest af alt et motiveret tilvalg af rollen som lærer.
- Interessen stammer nok i virkeligheden helt tilbage fra dengang, jeg selv gik i skole. Her fik vi lov til virkelig at nørde faget på en helt anden måde, end der er tid til, når man kommer ud i virkeligheden. Og jeg havde en lærer dengang, som bare fik det hele til at se så nemt ud, husker Ingrid Thise Bang.
Stor stolthed
I dag er det tre år siden, at hun i løbet af en hæsblæsende måned fik ryddet ordrebogen og begyndte at tage den daglige vej fra hjemmet i Herning til skolen i Holstebro.
- Jeg er meget glad for mit valg og positivt overrasket over, hvor megagivende det er at arbejde med mennesker på den her måde.
- Altså, jeg bliver så stolt af eleverne, når de lykkes. Der er jo mange af dem, som har dårlige erfaringer med skolen, og det kan kræve rigtig meget arbejde at få dem til at synes, at skolen er en god idé. Så når de kommer igennem et skoleforløb eller bliver færdige med uddannelsen, så er det bare fedt.
Alder og erfaring er en bonus
Hvor nogle oplever, at et sporskifte bliver sværere med alderen, fordi man ikke længere kan køre i samme tempo som i de yngre år, ser Ingrid Thise Bang sin alder som et stort plus i jobbet som ny faglærer.
- Jeg kunne helt sikkert ikke have gjort det her, da jeg var i tyverne. Jeg hviler helt anderledes i mig selv nu, siger hun.
- Den livserfaring, jeg har med mig, og den større selvsikkerhed, jeg oplever efter at være blevet fyrre, er meget vigtig, tror jeg. At jeg kan udstråle en ro, smitter af på min undervisning – for eleverne afspejler jo mit humør. Sådan er det bare. Er jeg urolig, stresset eller i dårligt humør, så bliver eleverne det også nemt.
Angstprovokerende start
Rolig var måske ikke lige den følelse, hun vil hæfte på de første optrædener som lærer. For det krævede tilvænning pludselig at skulle stå og tale foran et helt hold.
- Det var virkelig angstprovokerende. Pludselig var det jo mit ansvar, at de fik lært det her.
- Men det skal man bare igennem, og jeg vænnede mig da også hurtigt til det, siger Ingrid Thise Bang, som giver kollegerne i teamet en stor del af æren.
- Jeg havde noget sidemandsoplæring til at starte med, inden jeg blev kastet ud i det på egen hånd. Det fungerede godt, at jeg havde mulighed for lige at se det an og danne mit eget indtryk af, hvordan jeg selv ville gøre.
- Mine kolleger var også rigtig gode til at sætte mig ind i, hvordan jeg kunne gribe undervisningen an. De introducerede mig blandt andet for helhedsmodellen, siger hun og forklarer, at det den didaktiske model, de bruger i teamet i planlægningen af undervisningen, så de sikrer at komme omkring alt.
- Den har været virkelig god at kende fra start af.
Om Ingrid Thise Bang
- 45 år.
- Ansat som faglærer på Uddannelsescenter Holstebro siden maj 2022.
- Tilknyttet bygningsmaleruddannelsen, hvor hun primært underviser på grundforløb 2.
- Uddannet bygningsmaler fra Teknisk Skole i Holstebro og byggetekniker fra Erhvervsakademi MidtVest i Holstebro.
- Arbejdede senest fem år som selvstændig maler, inden hun skiftede spor og blev faglærer.
Elever skærper argumentation
Som nystartet faglærer var Ingrid Thise Bangs værktøjskasse pakket med de nyeste tendenser og teknikker fra den virkelige malerverden. Men hun erfarede hurtigt, at det handler om meget mere end afdækning og penselstrøg, når man står der foran en gruppe unge mennesker.
Og som mange andre, der skifter spor til faglærerollen, havde hun hverken didaktiske eller pædagogiske redskaber at gribe til.
- Jeg har været vant til, at når man som lærling får en besked, så klapper man hælene i og gør, som der er blevet sagt. Sådan er det altså ikke med eleverne her på skolen. De lader sig ikke bare spise af med: ”Fordi jeg siger det.” De vil have en forklaring på tingene, siger Ingrid Thise Bang og tilføjer med et smil, at det også giver en god ballast til morrollen derhjemme, hvor hun har en søn på samme alder som mange af eleverne.
- Jeg er blevet meget bedre til at forholde mig kritisk til det, jeg fortæller, eller beder eleverne om. Og det er jo fedt at få det lært, men det betyder altså, at man har en helt anden hjerneaktivitet i gang som lærer end som maler.
Uddannelse koster kræfter
For øjeblikket er Ingrid Thise Bang i gang med diplomuddannelsen i erhvervspædagogik – den man kalder DEP’en. Den eller en tilsvarende uddannelse er obligatorisk for nye faglærere og skal være påbegyndt inden for de første to år af ansættelsen.
At tage DEP’en fylder didaktiske og pædagogiske greb i værktøjskassen, men det gør også, at hjerneaktiviteten er ekstra højspændt hos Ingrid Thise Bang i de uger, uddannelsen står på.
- Jeg lærer helt vildt meget af at tage DEP’en. Det skal der overhovedet ikke herske nogen tvivl om. Og det er spændende. Men det er også hårdt og svært, synes jeg. Det tager meget af min energi at skulle læse den her diplom, fordi det er så teoretisk og skriftligt med opgaveskrivning og eksamener. Jeg kan 100 procent godt forstå, at vi skal have den, men jeg tror, at for mange håndværkere er det nok en stor omstilling. Sådan har jeg det i hvert fald selv.
På rette hylde
Når hun kommer hjem fra en arbejdsdag nu, er det med en friskere krop, men et trættere hoved, der både skal lære nyt og fordøje dagens undervisning.
- Jeg kan opleve de frustrationer, som kan komme, når eleverne bare ikke gør det, man gerne vil have dem til. Når man arbejder med mennesker, er det sværere at styre, hvad der sker. Det var nemmere før, hvor det bare var mig selv, der bestemte, hvad der skulle ske og hvornår, siger Ingrid Thise Bang, der dog ikke er i tvivl om, at hun er landet på rette hylde.
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke kan savne den fleksibilitet, der er i at være selvstændig. Men jeg synes, det er så givende at undervise, så det er det værd. Det er det bare.