Hvornår er en krammer krænkende?
Søren, som vi har kaldt ham i artiklen om 'Grimme rygter blev taget i opløbet', blev ramt af elevrygter. Relationsarbejdet med eleverne er meget vigtigt i hans funktion som lærer. Nogle kommer med diagnoser, mistrivsel, skolevægring og har ofte brug for en særlig tæt voksenkontakt med læreren.
Men hvordan balancerer man det som lærer, så eleverne ikke føler, man går over grænsen verbalt eller fysisk? Og hvornår kan en venlig bemærkning eller velment krammer misforstås?
– Vi er meget opmærksomme på den krænkelseskultur, der er. Der er helt sikkert kommet mere fokus på, hvad man kan gøre som lærer og leder, end der har været før, slår Sørens leder fast. Uddannelsesbladet har af hensyn til Søren og skolen valgt at gøre begge anonyme.
– Det er noget, vi tænker over: Hvordan vi agerer med unge mennesker, så der ikke er noget, der kan misforstås, samtidig med, at vi er omsorgsfulde, har gode relationer og ikke er bange for berøring, siger hun og forklarer, at de har med udskolingselever at gøre. Derfor er for eksempel ’krammere’ oftest ikke på tale.
– Der, hvor vi er mest opmærksomme på det, er ved samtaler. Hvad kan vi gøre, hvis en ung elev er ked af det og har brug for at sidde med læreren under fire øjne, så der ikke opstår noget bagefter?
Derfor er der nu glasdøre i skolens samtalerum i 10. klasse, så man ikke som lærer sidder med eleven i et lille rum med lukkede døre.
– Det er i særdeleshed de mandlige lærere, der har haft et ønske om at få det, fortæller hun.
Mindre kønsbestemt fremover
Lederen betegner sig selv som ”sådan en voksen, der lige tager fat i andre”:
- Jeg står ofte bag en af drengene i Sørens klasse og masserer ham på ryggen, fordi han har så meget uro. Det kan han godt lide. Men der er også nogle elever, hvor jeg kan se, at hvis jeg bare snitter dem på armen, føler de det ubehageligt. Det har altid været der, men jeg tror, at det er heldigt, at jeg har været kvinde. Fremover vil jeg være mere obs på, at det ikke mere kun er kønsbestemt.
Er det en begrænsning i arbejdet, at man skal være lidt agtpågivende?
- Jeg synes, at hele kulturen omkring krænkelser gør, at noget bliver mere unaturligt og lidt forskruet. Det er ikke sundt for nogen i samfundet. Det relaterer sig selvfølgelig til her, siger hun.
Det handler om at få skabt en kultur
Konsulent og forsker Jonas Sprogøe har ikke stiftet bekendtskab med problematikken på de skoler – EUD og FGU – han udfører
konsulentarbejde for.
– Min oplevelse er, at man rigtig gerne vil have nogle gode relationer til eleven, fordi man er overbevist om, at det er vejen til at få skabt nogle gode forløb. Man er meget optaget af elevernes trivsel og velvære. Det, jeg derfor bedst kan koble det med, er i forhold til relationskompetence og vigtigheden af at kunne håndtere de her ting, understreger Jonas Sprogøe.
Han er cand.mag., ph.d. og konsulent for firmaet Bedre Praksis, der arbejder med læring og udvikling i organisationer. Han samarbejder med ledelse og lærere på EUD og FGU og har langvarig erfaring med projekter om organisationskultur, og hvordan man kan arbejde med at skabe en lærende kultur. Så på spørgsmålet om, om det er blevet vigtigt for en lærer, hvordan han eller hun skal gebærde sig i forhold til for eksempel at give en krammer til en elev, svarer han:
– Det handler ofte om, at man får skabt en slags ordensregler. Jeg råder undervisere til at få samtaler om arbejdsplads- og
værkstedskultur og klassekultur: Hvordan vil vi gerne være sammen? I den forbindelse kan man også med den enkelte elev tale om, hvad der er okay: Må jeg for eksempel give en krammer? På den måde kan man foregribe situationer mere upfront, mener Jonas Sprogøe.
