Fra job til job – korte ansættelser er dagligdag for lærere

Mange afskedigelsessager

Problemet med de prekære stillinger, hvor der ikke er de mest basale rettigheder i form af løn under sygdom, ferie med løn, pension og lignende, er velkendt på folkeoplysningsområdet. Men nu viser tendensen sig også mere og mere på det erhvervsrettede område og ikke mindst på et turbulent område som dansk som andetsprog.

Her viser den seneste optælling fra Uddannelsesforbundet, at der fra begyndelsen af 2018 til sensommeren 2020 var 962 fyringer af lærere på de skoleområder i dansk som andetsprog, hvor Uddannelsesforbundets medlemmer arbejder. Det skyldes store omvæltninger i vilkår og kursistgrupper og behøver ikke være ensbetydende med, at alle de afskedigede fremover skal arbejde på usikre forhold. Men det sker i stadig højere grad, siger Jørgen Fick Andersen, der er formand for sektionen af lærere i dansk som andetsprog i Uddannelsesforbundet.

- Det, vi især ser lige nu, er mange ansættelser på timeløn og tidsbegrænsede ansættelser, siger han og forklarer, at det dels giver stor usikkerhed for den enkelte, dels begrænsninger på for eksempel et område som lønforsikring, hvor man ikke kan få en forsikring, hvis man kun er ansat i en tidsbegrænset periode.

- Det sker, fordi markedet er budt i bund. Så er der ikke penge til anstændige ansættelser mere. Hvis man har vundet et udbud til en meget lav pris, er man nødt til at finde ud af, hvordan man alligevel kan tjene penge, forklarer han.

Sker både i offentlig og privat sektor

Corona-tiden har om ikke forstærket tendensen, så bragt op til overfladen, hvor udsatte mange er i deres indkomst- og ansættelsestryghed.

Det siger arbejdslivsforsker og ph.d. Janne Gleerup fra RUC, der i sin forskning har beskæftiget sig med det prekære arbejdsmarked.

- Det er gået op for folk, at den såkaldte flexicurity-model efterhånden er mere flex end security, og at man ikke sådan uden videre bare kan leve for de dagpengesatser, der er nu. For nu rammer arbejdsløshed alle mulige mennesker i alle mulige brancher, siger hun og tilføjer, at på den måde er der nogle ting lige nu, som er under forandring.

Janne Gleerup kigger som arbejdslivsforsker primært på det kvalitative aspekt ved usikre ansættelser og mindre på statistik, men der har på nogle områder været en stigning, forklarer hun. Og den er ujævnt fordelt. Det er branchebestemt og afhænger i mange tilfælde af traditioner inden for forskellige brancher.

- Især i fag med tradition for deltid ser vi prekære ansættelser, og det er i det offentlige typisk kvindefag, men ikke kun, påpeger hun.

Det er også i høj grad brancher, der er under pres på grund af for eksempel internationalisering, men også på grund af økonomien, som i den offentlige sektor er skåret ned.

- Det betyder, at presset i forhold til at finansiere undervisning øges, og så er det fristende at gøre brug af midlertidige ansættelser. Så i den offentlige sektor sker de prekære ansættelser vidtgående på grund af nedskæringer, og hvor man tænker, at det er billigere at have de ansatte på den her måde, siger hun.

Usikre vilkår for den enkelte – og arbejdspladsen

På det mere individuelle plan giver det problemer for den enkelte at have meget usikre betingelser for indkomst og planlægning – at man er nødt til at leve lidt fra hånden til munden. Før de unge har stiftet familie, kan de måske godt leve med det.

- Men når de pludselig skal købe en lejlighed, kan de ikke få lån i banken, og så melder problemerne sig, siger Janne Gleerup.

Og på arbejdspladsniveau kan det måske være fristende på kort sigt at have mange svingdørsansættelser for arbejdsgiverne. Men det kan gå ud over kontinuitet og kvalitet i arbejdet, hvis der er for mange løst ansatte. Det øger også presset på de fastansatte, for det er dem, der må tage ansvar, når de andre kommer og går, ligesom de løst ansatte ikke er med til at planlægge langsigtet. Endelig kan stor udskiftning gå ud over arbejdsmiljøet, de kollegiale relationer og samarbejdet, siger hun:

- Alle de indre komponenter i arbejdet kan komme under pres, hvis der er for mange løst ansatte.

Problem på flere niveauer

Janne Gleerup ser det også som et samfundsproblem, at der er flere og flere, der oplever, at de ikke kan komme med på a-holdet, og at de altid er dårligere stillet. Det kan give anledning til polariseringer, og at man mister tilliden til, at det for eksempel nytter noget at være medlem af en fagforening:

- Dermed kan hele partssystemet (at fagforeninger og arbejdergiverorganisationer indgår aftalerne for arbejdsmarkedet, red.) på sigt blive undermineret, hvis mange ansatte ikke er med i aftalerne for den store normalgruppe på arbejdsmarkedet. Det kan presse vores grundmodel for samfundet, som jo afhænger af partssamarbejdet. Svækkes modellen, hvis man ikke har nogle medlemmer, fordi de melder sig ud, er det ikke stærkt, siger hun.

RUC-forskeren tilføjer, at hvis de ringe ansættelser uden overenskomst breder sig, og opbakningen til systemet forsvinder, kan det svække hele arbejdsmarkedsmodellen, som jo er en integreret del af vores velfærdsmodel.

- Så på lang sigt kan det give nogle samfundsmæssige konsekvenser, som måske ikke er de ønskede, men som vi skal være opmærksomme på.

Overenskomster er svaret

Formanden for Uddannelsesforbundet, Hanne Pontoppidan, mener, at vejen frem til større sikkerhed for regulære jobs er at få dækket alle områderne med overenskomster. Det er dem, der giver den ansættelsesmæssige tryghed for den enkelte.

- Det er dog alt andet lige lettere, hvis der er tale om større arbejdspladser. Derfor er det en stor udfordring for os, når der hele tiden opstår nye, mindre private udbydere af for eksempel danskundervisning eller VEU. Men det er en opgave, vi bare skal bide skeer med. For det er ikke kun lærerne og os, det er et problem for, at denne privatisering sker, pointerer Hanne Pontoppidan.

- Det er i de kortuddannedes interesse, at det er de offentligt anerkendte tilbud, der bruges, fordi det giver nogle nationalt anerkendte kompetencer, som kan bruges – også ved jobskifte. Og det er i de mindre virksomheders interesse, fordi de ikke har råd til selv at stå for indkøb og kvalitetssikring af private forløb.

- Derfor skal vi gerne sikre, at de offentlige voksen- og efteruddannelsestilbud, der er regulerede, er så relevante og tilgængelige, at de vælges forud for de private tilbud, der ligger uden for lovgivningen, siger Hanne Pontoppidan.

I forhold til de sidste mange års turbulens på danskuddannelsesområdet på sprogcentrene med konkurrence på stadig dårligere vilkår arbejder Uddannelsesforbundet for, at kommunerne stiller et tilstrækkeligt og kvalitativt tilbud til rådighed for indvandrerne.

- For vi ved, at gode danskkundskaber betyder bedre jobadgang og bedre mulighed for integration. Derfor bør det også være i alle kommuners interesse at give rammerne for gode danskkundskaber til borgerne gennem gode rammer for lærerne. Alternativt kan de jo ende med at mange flere på offentlig forsørgelse på den lange bane, siger Hanne Pontoppidan.

Kampen er også politisk

Herudover er der en række forhold, der skal løses med de eksisterende forhandlingsmodparter via overenskomstforhandlingerne, mener formanden:

- Men kampen er i høj grad også politisk. Hvis jobcentrene satte hælene i i forhold til at bruge firmaer uden overenskomst, og hvis kommunerne krævede, at det var en betingelse for at vinde et udbud, at man havde overenskomst med den organisation, der traditionelt er på området, så ville vi være nået et godt stykke vej. Men når man bare lader stå til og overlader kampen til aktørerne, fordi man ”ikke vil blande sig”, samtidig med at man hele tiden laver nye udbud, der konstant presser prisen nedad, så er man reelt med til at skubbe på udviklingen.

Og, understreger Hanne Pontoppidan:

- Uanset hvad slutter vores kamp for at få overenskomstdækning af alle vores medlemmer – også dem inden for folkeoplysningen – aldrig.