En konkurs med konsekvenser
Det var et chok for medarbejderne, da konkursen på AMU-Vest i Esbjerg blev en realitet den 19. december 2024. Men flere lærere havde alligevel et lille håb om at blive virksomhedsoverdraget til erhvervsskolen Rybners i Esbjerg, der midlertidigt fik overdraget uddannelsesudbuddet.
- Da vi hørte, at uddannelsesudbuddet var flyttet til Rybners, forventede vi, at vi også flyttede med, siger René Villadsen, der var tillidsrepræsentant og faglærer på AMU-Vest.
Forskellen på fritstilling og afskedigelse
Hvis en medarbejder bliver afskediget på almindelig vis, skal han eller hun stille sin arbejdskraft til rådighed i opsigelsesperioden, medmindre vedkommende bliver fritstillet. I begge tilfælde er medarbejderen berettiget til løn i opsigelsesperioden.
Ved en konkurs bliver medarbejderne fritstillet af boets kurator. Det betyder, at medarbejderne ikke længere skal arbejde, men heller ikke modtager løn i opsigelsesperioden.
Situationen så nemlig ud til at ligne den, som AVU-underviserne på VUC Syd oplevede i august 2024. Her blev Handelsskolen IBC i Kolding pålagt at overtage uddannelsesudbuddet, da VUC Syd gik konkurs. Alle AVU-undervisere på nær én blev virksomhedsoverdraget, det vil sige beholdt deres rettigheder, ligesom kursisterne stadig fik det samme lokale uddannelsestilbud.
Men virkeligheden er blevet en anden for AMU-Vests medarbejdere. Kun to af skolens 19 lærere blev virksomhedsoverdraget til Rybners, og det er stadig uafklaret, om esbjergenserne vil få de samme uddannelsestilbud i lokalområdet.
Et system bygget over mange år
En konkurs på en uddannelsesinstitution har store konsekvenser for mange. Blandt andet for de fritstillede faglærere på AMU-Vest. I december blev der travlt i Uddannelsesforbundets sekretariat med at hjælpe dem, der ikke blev virksomhedsoverdraget, og som nu stod uden job og fast indkomst.
- Mange af dem var – og er – vrede. De føler ikke, at de har fået en ordentlig behandling, fortæller konsulent Anne-Marie Otto, der sammen med kollegerne hjalp medlemmerne med at låne til lønnen og få anmeldt krav til Lønmodtagernes Garantifond.
Lønmodtagernes Garantifond
Man kan anmelde den manglende løn i opsigelsesperioden til Lønmodtagernes Garantifond, hvor det er muligt at få op til 160.000 kroner (efter skat) i manglende lønudbetaling.
Da Lønmodtagernes Garantifond ikke udbetaler løbende, har Uddannelsesforbundet ydet lån til faglærerne på AMU-Vest, indtil der kommer penge fra Lønmodtagernes Garantifond.
To, der stadig er vrede over forløbet op til konkursen og de efterfølgende konsekvenser, er René Villadsen og tidligere arbejdsmiljørepræsentant på AMU-Vest, Johnny Christian Nielsen.
De spørger sig selv, om man i Børne- og Undervisningsministeriet har overvejet, hvor store konsekvenser det har at lukke en specialiseret uddannelsesinstitution som AMU. Den er tilpasset det lokale område, virksomhederne, eleverne og kursisterne i blandt andet offshore-branchen, som dækker hav-, olie-, gas- og vind-industrien.
- Det, der har taget så lang tid at bygge op, kan man jo ikke bare flytte på fem minutter, siger René Villadsen, der er faglærer inden for transportområdet.
Han bliver bakket op af Johnny Christian Nielsen:
- Det er et helt maskineri, man lukker ned. Et system, der er bygget op over så mange år i lokalområdet, siger han.
En konkurs er også dyr
En konkurs koster i sig selv i forhold til at rydde op i boet og rede alle trådene ud.
Kammeradvokaten har lavet en foreløbig status efter AMU-Vests konkurs, hvor det fremgår, at man indtil videre har brugt 1.482 timer á cirka 1.350 kroner. I alt 2.2 millioner kroner. Arbejdet (og udgifterne til det) er dog langt fra færdige og vil løbende blive opgjort.
Næste kreditorinformation vil blive sendt senest den 5. oktober 2025.
Ministerens garanti
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) udtalte i en pressemeddelelse om konkursen, at han ville ”garantere, at der fortsat bliver mulighed for at tage de erhvervsuddannelser og kurser, som AMU-Vest hidtil har udbudt, i den del af landet”.
Den garanti kan Johnny Christian Nielsen dog ikke se indfriet, som situationen er nu:
- Vi har jo for eksempel varetaget uddannelserne for bygnings- og anlægsstruktører, kloakmester og rørlægger i Vestjylland. Det er der ikke mere noget af her i området. De elever, vi havde, er flyttet til enten Haderslev eller Learnmark i Horsens. Hvis Tesfayes garanti havde holdt, havde jeg jo været i gang sammen med kollegerne nu, konstaterer han, der er uddannet brolægger og underviste på struktøruddannelserne på AMU-Vest.
Han peger på, at elever og kursister ikke er garanteret uddannelser i ’den del af landet’, når de enten skal køre til Haderslev i Sønderjylland – cirka 80 kilometer fra Esbjerg – eller til Learnmark i midtjyske Horsens, der ligger 123 kilometer væk.
AMU-Vest er derudover indrettet til blandt andet højderedning, anhugning, rigning og overflade-behandling. Og netop den sidste uddannelse - Overfladebehandlingsuddannelsen – er et eksempel på en specialiseret uddannelse, der nu er flyttet uden for lokalområdet til Tradium i Randers.
* FKB er
Branchens Fælles Kompetencebeskrivelse. AMU-uddannelser udvikles med udgangspunkt i disse og beskriver dermed et speciale og de kompetencer, der hører til.
Ikke lige til at ’fikse’
Overfladebehandlingsuddannelsen har historisk været delt i to specialer: Industrilakering hos Tradium i Randers og Konstruktion på AMU-Vest i Esbjerg. Men begge skoler har været godkendt til branchens FKB*, oplyser områdedirektør på Tradium, Bent Oppelstrup.

- De elever, der har haft uddannelsesaftale i specialet Konstruktion, er kommet i klemme, fordi Esbjerg har lukket. Vi har fået et pålæg af STUK om, at vi skal fikse det, og det er vi i gang med nu, siger han og fortæller, at de første elever er startet.
Men der er forskel på specialerne, og dermed hvilken branche de retter sig imod: Mens Tradiums Industrilakering foregår indendørs med stort fokus på finishingen, har man i Esbjerg fokuseret på offshore-delen med ’store emner’ – for eksempel havvindmøller – som først og fremmest skal være robuste til vind og vejr, oplyser han.
Derfor har de ikke alt udstyret til Konstruktionsspecialet på Tradium, og det er temmelig dyrt at anskaffe.
- Det er ikke muligt at fikse sådan en uddannelse med et knipseslag. Der er nogle forhold, der skal være i orden først, siger Bent Oppelstrup, men oplyser, at man over tid har planer om at udbygge kapaciteten på området – hvis de faglige udvalg og branchen mener, det er nødvendigt.
Tradium vil håndtere Konstruktionsspecialet anderledes, da man ikke kan rumme de samme store emner som i Esbjerg. Men man kan tilbyde undervisning med de samme discipliner, samme sværhedsgrad og ”krummelurer” – bare i en mindre skala, understreger Bent Oppelstrup.
Brug for kompetencerne i lokalområdet
De lokale politikere i det vestjyske – blandt andre to af Tesfayes partifæller fra Socialdemokratiet – har udtrykt den samme bekymring, som de to faglærere over, om kursister og elever i Esbjerg og omegn får tilbud om uddannelse, der knytter sig til lokalområdet og de lokale virksomheder, som blandt andet offshore-branchen.
For eksempel siger Anne Catherine Hoxcer Nielsen, som er udvalgsformand for socialdemokraterne i beskæftigelsesudvalget i Varde Kommune, til Jyske Vestkysten:
”Det er jo det arbejdsmarked, vi har i Vestjylland. Det er jo de kompetencer, vi har behov for her”, lyder det.
Svar fra STUK
Det har ikke været muligt med et baggrundsinterview, lyder det fra Børne- og Undervisningsministeriets Styrelse for Undervisning og Kvalitet. De har sendt dette skriftlige svar:
* Samtlige AMU-udbud (FKB’er) – herunder dem, som AMU-Vest har været godkendt til at varetage – er i udbud som en del af den samlede udbudsrunde i 2025. Og på EUD-området er der indledt en særlig udbudsrunde med de erhvervsuddannelser, som AMU-Vest var godkendt til at udbyde, lyder det fra STUK.
* Rybners’ midlertidige udbudsgodkendelser gælder til den 31. december 2025, hvorefter Rybners kun vil have udbudsgodkendelsen til de udbud, som institutionen eventuelt har søgt om og fået godkendelse til i forbindelse med udbudsrunderne”.
Udbud kan placeres i andre geografiske områder
Rybners’ midlertidige udbudsgodkendelser gælder til den 31. december 2025. Men hvor de øvrige arbejdsmarkedsuddannelser og erhvervsuddannelser, som AMU-Vest var godkendt til at varetage, lander, er for tidligt at sige. De er i øjeblikket sendt i udbud, og en endelig afklaring af, hvor den lokale arbejdskraft fremover skal uddannes, forventes først i efteråret.
I udbudsmaterialet er der taget hensyn til, at der skal sikres et geografisk dækkende udbud for Esbjerg og omegn: ”Ansøgere skal være opmærksomme på, at udbudsrunden igangsættes som følge af et potentielt udækket uddannelsesbehov omkring Esbjerg”. Men: ”Det vil dog være muligt at placere udbud i andre geografiske områder ud fra en samlet vurdering med brug af kriterierne”.
Så om kursister og elever fra Esbjerg og omegn fremover skal uddannes i de uddannelser, som AMU-Vest hidtil har varetaget – og om det bliver i ’den del af landet’ – vil først vise, når udbuddet er færdigt.
Lige nu er i alt 11 af de tidligere medarbejdere fra AMU-Vest kommet i arbejde – heraf de to, der blev virksomhedsoverdraget til Rybners. En er for eksempel rykket til Learnmark, en til EUC Syd, en tredje til AMU Syd og en fjerde til DEKRA.