Pia Baastrup
Tæt på

Folkeoplyser blev afskediget og genansat 44 gange og har ikke ret til pension

Pia Baastrup har i 22 år haft regelmæssig an­sæt­telse som folke­oplyser på den samme skole. Men hun har ikke som de fleste andre på arbejds­markedet optjent til pension imens. Hun er nemlig ansat efter statens timeløns­cirkulære.

Keramiker og folkeoplyser Pia Baastrup er netop blevet 64 år. En alder, hvor overvejelserne om pension typisk melder sig. Og de er blevet særlig aktuelle, fordi hun nu er langtidssyg igen.

Pia Baastrup ved én ting: Hun har ikke optjent ret til arbejdsmarkedspension. Hun har ganske vist været ansat det samme sted – på Kofoeds skole – i 22 år. Men det er sket på vilkårene fra statens timelønscirkulære. Her bliver man ansat fra sæson til sæson og uden de rettigheder, andre lønmodtagere har – for eksempel til en arbejdsmarkedspension.

- Det cirkulære blev lavet til dem, der har aftenskoleundervisning som hobby ved siden af deres arbejde. Det er ikke lavet til en som mig, der har skullet leve af det, siger Pia Baastrup.

Der har været stort fokus på projektansættelser og atypiske ansættelser i medierne den seneste måned. Blandt andet fordi en undersøgelse fra tænketanken Cevea viser, at omkring 300.000 danskere arbejder uden den tryghed i ansættelsen, som andre på arbejdsmarkedet har opnået. 

Jeg har jo været glad for at kunne arbejde med mit fag sammen med eleverne og med mine kolleger. Derfor er jeg blevet der.
Pia Baastrup
Keramiker og folkeoplyser

Under al kritik

Både regeringen og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har ligeledes udtrykt ønske om at få et mere velorganiseret dansk arbejdsmarked. Men om det også skal gælde statens ”egne” ansatte – det vil sige dem, der har arbejde i folkeoplysningen som hovedbeskæftigelse – er der ingen meldinger om.

- Det er under al kritik. Vi har jo kæmpet i årevis for, at det blev lavet om. Men min skole har rettens ord for, at de ansættelsesvilkår er i orden, så min skole har egentlig ikke gjort noget forkert, siger Pia Baastrup.Hun tilføjer, at hver gang de ansatte folkeoplysere ”pipper op om”, at det er unfair, siger arbejdspladsen, at hvis det skal ændres, skal de afskedige en masse på grund af økonomien.

Ikke nemt at få arbejde andre steder

Pia Baastrup er blevet afskediget og genansat 44 gange på Kofoeds skole i de 22 år, hun har været ansat. Før hver sæson får hun en ny ansættelse på timeløn, og tilsvarende bliver hun afskediget efter sæsonen. Er hun blevet syg, er hun røget på sygedagpenge. Og er der helligdage, hvor hun skulle have undervist, får hun heller ikke løn. Det samme gælder i de tre måneder om året, hvor skolen er lukket.

Helt galt økonomisk gik det, da Pia Baastrup blev ramt af meget alvorlig sygdom og var sygemeldt i tæt på to år. En sag, som Uddannelsesbladet i sin tid skrev om. Her røg hun også på sygedagpenge og måtte søge legater for at klare sig, fordi det slog fuldstændigt hul på hendes i forvejen sårbare økonomi som deltidsansat.

Samtidig oplevede hun det paradoksale, at en fastansat kollega på stedet, der også var syg, dels fik løn under sygdom, dels udbetalt en forsikringssum for kritisk sygdom på 100.000 kroner. Pia Bastrup fik ingenting.

- Jeg røg på sygedagpenge – og vi arbejdede samme sted, siger hun.

Men hvorfor bliver du så ved under de vilkår?

- Det er ikke nemt at finde andet arbejde som keramiker, og jeg har jo været glad for at kunne arbejde med mit fag sammen med eleverne og med mine kolleger. Derfor er jeg blevet der, siger Pia Baastrup.

Hun har ved siden af kørt sit eget keramikerfirma, hvor hun laver og sælger sine produkter. Men det har hun aldrig kunnet leve af. Derfor har hun haft arbejde som folkeoplyser ved siden af, hvor hun har kunnet komprimere sin arbejdstid, så hun de øvrige dage kunne arbejde for sig selv. Det har på mange måder fungeret for hende – så længe hun ikke blev syg.

Keramiker med nedslidt skulder

For Pia Baastrup er igen blevet sygemeldt. Nu med diagnosen udbrændthed og en nedslidt skulder.

- Jeg er slidt ned. Og de her ansættelsesforhold har i hvert fald ikke gjort det bedre, siger hun og fortæller, at hun har svært ved at forestille sig, at hun skal kunne fortsætte på arbejdsmarkedet, til hun er 67 år.

Derfor har hun søgt seniorpension, som hun meget håber går igennem.

- Det er min situation nu. Jeg er keramiker, og jeg er sygemeldt med en ødelagt skulder! Hvis jeg ikke får seniorpension, kan jeg først få folkepension som 67-årig. Og så har jeg kun den at leve af, siger hun.

Dato
Af
Foto
Kirstine Autzen