Efter prisen: ”Det nytter, tænker man”
- Det er selvfølgelig et personligt skulderklap af format, man får, og et løft rent mentalt: Det nytter, tænker man, siger Finn Pedersen om den pris, han modtog:
- Jeg tror, det er en menneskelig ting, at man gerne vil have en anerkendelse for det, man gør.
Finn Pedersen har været ansat på EUC Nord i 40 år den 1. august i år og har her været med til at bygge restaureringsuddannelse i Håndværkerakademiet op. Han synes ikke, at han har ændret sin tilgang til sin undervisning efter at have fået denne udmærkelse. Men han har brugt pengene til at blive klogere på sit fag.
Så brændte Børsen
Finn Pedersen ville have brugt pengene fra prisen på en rejse til Paris for at være med til at bygge Notre Dame, men da der ikke var murere involveret i arbejdet, tog han i stedet med sin hustru en runde i Danmark og så på restaureringer, som Realdania står bag.
- Det gav et kick, men også både viden og meget inspiration. På vores restaurerings-uddannelse tænker folk ofte på bindingsværk. Men der er både stilarter som murermester-, patricier- og funkisvillaer, som vi fik kigget på, fortæller Finn Pedersen.
Da Børsen-bygningen i København brændte, var der stadig penge tilbage til at tage til årsmødet i Nordisk Kalkforum i Stockholm. Finn Pedersen fik her kontakt til arkitekten, som står for restaureringen af Børsen, som opfordrede ham om at komme og blive vist rundt der. Det gjorde han.
Efter prisen – hvad så?
Hvad betyder en pris som Byggeriets Faglærerpris for modtageren selv – og hvad bliver pengene brugt på? Det har Uddannelsesbladet spurgt tre tidligere vindere om.
Og vinderen - Danmarks bedste faglærer i 2026 - anlægsstruktørfaglærer Luna Iburg deler ud af sine erfaringer med, hvordan man kan tiltrække og holde fast i eleverne på uddannelsen her.
- Det var virkelig interessant og ret godt i forhold til den restaureringsuddannelse, vi driver her, at der er vilje til at genopbygge Børsen, mener Finn Pedersen.
Finn Pedersens ihærdige arbejde for anerkendelse af bæredygtig restaurering, som han fik prisen for, mærkes mere og mere på hans efteruddannelser på HåndværkerAkademiet. Kursisterne taler om, at de skal passe på tingene, og også branchen arbejder for bæredygtighed, hvilket er ”fedt”, siger Finn Pedersen, der skal hjælpe Byggeriets uddannelser med at sætte flere grønne kurser op.
Finn Pedersen skal på pension 1. september. Det er hans søn, der overtager restaureringsuddannelsen på skolen.
HåndværkerAkademiet
Er et efteruddannelsestilbud på EUC Nord om at udvikle bygge- og anlægsbranchen.
Det åbne værksted i Akademiet består af fleksible kursustilbud – blandt andet Finn Pedersens restaureringsuddannelse – hvor man som håndværker selv kan bestemme starttidspunkt og sammensætte uddannelse efter behov.