Efter DEP'en får vi lærere tilbage, der kan sætte ord på det, de laver
På Uddannelsescenter Holstebro – UC Holstebro – prioriterer og planlægger de, at alle lærere får den Diplomuddannelse i Erhvervspædagogik (DEP), som de har krav på.
At DEP'en kører planmæssigt skyldes blandt andet, at slagterfaglærer og tillidsrepræsentant Birgit Vind Madsen mange gange har italesat over for ledelsen, at de skal overholde kravet i bekendtgørelsen. En faglærer skal have en DEP inden for de første fire år af sin ansættelse.
Nu er det en prioritet hos ledelsen, og det er Birgit Vind Madsen ”utroligt glad for”:
- Det er jo en helt ny profession, du skal i gang med, når du skal være lærer efter at have været ude i erhvervslivet. Når du er der, udfylder du typisk en profession, hvor du producerer noget. Og som lærer skal du lige pludselig ind og producere viden og læring hos de unge mennesker. Det er bare en helt anden tilgang, siger hun.
Har du svært ved at få lov at tage DEP'en?
Seneste TALIS-undersøgelse viste, at otte ud af ti faglærere med op til fem års undervisererfaring kun har den fagspecifikke uddannelse, som de underviser i, men ingen viden og teori om undervisningsopgaven.
Det er til trods for, at faglærere på erhvervsskoler skal have erhvervspædagogiske kompetencer svarende til en gennemført Diplomuddannelse i erhvervspædagogik (det man kalder DEP’en) senest fire år efter ansættelsen.
Møder du modstand mod at komme afsted på DEP’en, så vis din leder artiklen her, der beskriver, hvordan de på Uddannelsescenter Holstebro har fået planlægningen af DEP’en op at køre.
Planen
Som ny faglærer på UC Holstebro ligger det fast, at man skal bruge det første år på at finde ud af, om jobbet er noget for en.
Og så er der tre år tilbage til at uddanne sig til DEP'en inden for den fireårige ramme, som bekendtgørelsen kræver. DEP'en er på seks moduler, så det passer med, at den nye lærer hvert halve år skal afsted på et modul i seks uger, hvis vedkommende er på fuldtidsuddannelsen.
- Det er nemt at have med i baghovedet både for lærere og for ledelsen: De ved, at de cirka hvert halve år skal afsted, siger Birgit Vind Madsen.
Det er som at komme i lære igen
Birgit Vind Madsen har siddet med på DEG’s årsmøde og hørt nogle skoleledere tale DEP'en ”voldsomt ned”:
- Det blev jeg ked af at høre på. Også når man ved, hvordan det er på ens egen skole, hvor kollegerne er glade for at gå på DEP'en og føler, at de kommer hjem med noget, siger hun.
Hun forstår godt, at det fra lærerens side kan være en stor mundfuld at gå i gang med en diplomuddannelse.
- Jeg er selv uddannet slagter og har et fagsprog inden for slagterfaget. Så når jeg skal have et fagsprog inden for den pædagogiske verden og skal lære alle de her termer og teorier at kende, er det som at komme i lære igen. Men det er jo nødvendigt, for at vi kan begå os i bekendtgørelser og projekter, og hvad vi ellers har, siger hun.
Birgit Vind Madsen ser også en anden gevinst. Når kollegerne kommer hjem fra DEP'en, fortæller de typisk kollegerne, hvad de har lært og lavet, på et lærermøde:
- De kommer hjem med den nyeste viden inden for pædagogik og didaktik, så det vil jo være tosset ikke at vidensdele. Dermed kan vi andre i afdelingen blive inspirerede. Den vidensdeling er så vigtig for os, der har en gammel PG (Pædagogikum, der kom før DEP’en, red.). Vi bliver også opdaterede i forhold til, hvad der rører sig, siger hun.
EUD-chef: Det handler om at prioritere DEP'en
Jan Fædder Lillelund er EUD-chef på UC Holstebro. Han peger på, at den primære årsag til, at det nu kører på skinner med DEP’en, først og fremmest skyldes, at det er et krav:
- Det er nu en gang rammerne, og så kan vi lige så godt få det bedste ud af det. Det er også det, jeg giver udtryk for over for mine lederkolleger: “I kan godt blive ved at brokke jer, men det svarer til, at I brokker jer over vejret”. Vi kan jo også tage regntøj på, siger han, men tilføjer, at faglærerne også kommer tilbage fra skolen med en fornuftig “gevinst”:
- Vi får nogle lærere tilbage, der kan sætte ord på det, de går og laver. Og når man kan det, kan man også bedre udvikle, siger han og tilføjer, at det også betyder, at faglærerne taler det samme sprog og får teorier, de kan bruge. Et eksempel på det er en af skolens mekanikerfaglærere på GF1.
- Det var noget rod i værkstederne, og han kunne ikke forstå det, for han synes jo, faget var det sjoveste i verden. Men så læste han i en teori på et modul, at nogle elever havde brug for at blive skærmet lidt. Og så lavede han det, han i starten kaldte ’grisestier’: Han satte små skillevægge op i værkstederne, så den enkelte ikke blev forstyrret af andre end sig selv.
Fik en mentor
På UC Holstebro er de meget ærlige om kravene, når de ansætter faglærere: De får besked på, at der skal læses nogle sider for at blive lærer. Til gengæld får de også nogle ”rækværker”, hvis der er brug for det, forklarer Jan Fædder Lillelund.
Blandt andet syntes en lærer, at det første modul var ved at tage livet af hende. Hun bestod det kun lige med nød og næppe. Efter det satte skolen en mentor på, som hjalp hende igennem resten af modulerne. Og hun fik bedre og bedre karakterer igennem hele forløbet, fortæller han.
- Vi har også en gut, der er faglærer på chaufføruddannelsen, som gik ud af skolen i 8. eller 9. klasse. Han er lige nu i gang med at skrive sin afsluttende opgave og virker glad og tilfreds med det.
Det handler om prioriteter
Men selv med prioritering og planlægning kan der være udfordringer med at få kørt alle DEP-lærere igennem på UC Holstebro.
- Det er ikke nemt, lad os bare sige det sådan. Dels er der små afdelinger, der er sårbare, dels afdelinger, hvor vi har været i gang med at gennemføre et stort generationsskifte blandt lærerne, siger Jan Fædder Lillelund.
Han kan dog fortælle, at de nu kun har en enkelt afdeling tilbage, hvor faglærerne ikke har fået eller er i gang med DEP’en.
- Det handler i bund og grund om at prioritere det og sige, at det er sådan, det er. Er der så noget, vi ikke kan lave? Ja, en gang imellem – for eksempel nogle projekter, lærerne ikke kan være en del af. Eller at den uddannelse, lærerne kan få, i perioder kun er DEP’en. Der er ikke plads til for eksempel fagfaglig uddannelse eller andet, siger han.