Kommentar

Der er brug for mere fokus på FGU-lærerens rolle

Der ser ud til at være en forståelsesafstand mellem FGU-reformens helhedsbillede af lærerens rolle, og hvordan FGU-lærerne selv forstår og oplever deres rolle. Det skriver lektor Tobias Kidde Skov og adjunkt Lise Bjerg Mølgaard fra VIA University College efter at have fulgt implementeringen på to skoler. De opfordrer til at diskutere lærerens rolle

I august 2019 åbnede den nye forberedende grunduddannelse til unge, som efter grundskolen ikke var parate til at påbegynde en ungdomsuddannelse. Formålet med uddannelsen var at ruste de unge fagligt, personligt og socialt til at gennemføre en ungdomsuddannelse eller få varigt fodfæste på arbejdsmarkedet.

Vores møde med FGU’en viser et billede af en uddannelse, som stadig er ved at finde sit ståsted.
Tobias Kidde Skov og Lise Bjerg Mølgaard
Lektor og adjunkt på VIA University College

Vi har siden begyndelsen været konsulenter på implementeringen af FGU-reformen på to institutioner og har løbende observeret både lærere, deres undervisning samt eleverne. Og de mange observationer har givet os et indtryk af, at der er en forståelsesafstand mellem FGU-reformens helhedsbillede af lærerens rolle, og hvordan lærerne selv forstår og oplever deres rolle.

Vores møde med FGU’en viser et billede af en uddannelse, som stadig er ved at finde sit ståsted. Dog viser det også et tydeligt paradoks, som lærerne står i, når hverdagen som lærer på en FGU ikke ligner den undervisningsmæssige intention med FGU.

VI har på baggrund af vores indtryk interviewet FGU lærere til artiklen: ”Lærerens rolle på FGU – individuel tilpasning, omsorg og improvisation i et nyt pædagogisk landskab” udgivet i tidsskriftet Specialpædagogik, og bedt lærerne fortælle om deres rolle som FGU-lærer.

Fortællingerne viser en diskrepans mellem FGU-reformen forstået som de didaktiske principper og den hverdag, som lærerne befinder sig i. Det er en hverdag, hvor der skal skabes gode relationer, være fokus på den enkelte elev, drages omsorg og improviseres, for at undervisningen kan lykkes.

Der er store forskelle på, hvordan man forstår lærerens rolle på FGU.
Tobias Kidde Skov og Lise Bjerg Mølgaard
Lektor og adjunkt på VIA University College

Lærerne fortæller om elever, der på den ene eller anden måde er kommet bagud i skolesystemet, og som har det til fælles, at de alle har ”slået sig” på skolen. Hver enkelt FGU-elev har sin historie, sit udgangspunkt og sine forudsætninger for at starte på en FGU. Og det stiller store krav til lærernes planlægning og gennemførelse af undervisningen. Dette er et svært og udfordrende udgangspunkt, når det handler om den konkrete undervisningspraksis, og det er et elevperspektiv, som de didaktiske principper ikke tager højde for.

Lærerens rolle

Der er store forskelle på, hvordan man forstår lærerens rolle på FGU. Der er forskel på beskrivelser fra FGU-ens grundlag, og på hvordan lærerne personligt forstår og fortæller om deres roller. Undervisningen på FGU har et komplekst udgangspunkt, og lærerne, vi har snakket med, fortæller om en målgruppe, der på trods af at blive kendetegnet som værende på kanten eller en restgruppe formår at være individuelle i et fællesskab og netop være fælles om at være forskellige.

På trods af det beretter lærerne også om, at det er svært at tilrettelægge og gennemføre undervisningen, som den i første omgang er tænkt. Som lærerne fortæller, er målgruppen særlig og med meget stor diversitet, hvilket stiller store krav til rollen som lærer. Lærerne fortæller, at de ofte er nødt til at starte et helt andet sted end ved den faglige undervisning og de faglige mål, og udgangspunktet for undervisningen bliver i stedet at se og lytte til eleverne, for at forstå hvor undervisningen kan starte. 

Vi vil opfordre til at begynde at diskutere lærerens rolle og det pædagogiske formål.
Tobias Kidde Skov og Lise Bjerg Mølgaard
Lektor og adjunkt på VIA University College

Derudover bliver det af lærerne fremhævet, at den individuelle tilpasning er afgørende for at lykkes med målgruppen. Elevernes mangfoldighed, diversitet og forudsætninger gør det vanskeligt for lærerne at forestille sig og planlægge en lineær undervisning. Derfor må lærerne ofte indstille sig på at stå i et paradoks mellem henholdsvis den forberedende undervisnings intention og den faktiske undervisnings realitet. Det kræver som lærer en solid pædagogisk dømmekraft, der opbygges gennem praktiske erfaringer, observationer og oplevelser med eleverne.

Som vi ser det, så præger elevernes personlige udviklingsmuligheder og udfordringer undervisningen i sådan en grad, at hvis ikke lærerne forholder sig til dem, så bliver det svært at afvikle hensigtsmæssig undervisning. Samtidig bliver det umuligt at leve op intentionen med de didaktiske principper.

Tid til et nyt perspektiv

Vores møde med FGU-en viser et billede af en institution, som stadig er ved at finde sit ståsted og udvikle sig hen i en konkret retning. Men vores møde viser også det paradoks, som lærerne står i, hvor undervisningsmæssige intentioner med 15 didaktiske principper ikke er et retvisende billede i forhold til, hvad lærerens rolle reelt er.

Kompleksiteten, den særlige målgruppe og generelt det pædagogiske sigte står ikke tydeligt frem, når man forsøger at forstå undervisningen på FGU gennem reformens intentioner. Vi vil derfor opfordre til at begynde at diskutere lærerens rolle og det pædagogiske formål med undervisningen på FGU, inden man kigger på didaktiske og metodiske tilgange.

Hvis ikke der tages udgangspunkt i undervisningen som en kompleks virkelighed og fokuseres på lærerens rolle i undervisningen, kan det – på trods af, at FGU stadig er forholdsvis ny – blive en udfordring at forstå og udvikle den i fællesskab.

Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.

Debatindlæg og kronikker kan sendes til blad@uddannelsesforbundet.dk

Læs mere om, hvordan du sender debatindlæg eller kronikker her

Dato
Af
Tobias Kidde Skov og Lise Bjerg Mølgaard