Arbejdsmiljøet har altid førsteprioritet

Som tillidsrepræsentant havde jeg de sidste år mødt mange kolleger, som oplevede fysiske symptomer på arbejdsbelastning. Men jeg har aldrig selv oplevet en sådan spontan fysisk reaktion – ovenikøbet pr efterkrav. Forårets belastning var tydeligvis dybere, end jeg selv havde opfattet. Jeg havde ikke ønsket og heller ikke været i stand til at sætte grænser – og så gjorde kroppen det for mig.

Mange oplever en kombination

Det var heldigvis uden varige konsekvenser. Men alle er ikke lige så heldige. Havde jeg skullet leve med den slags symptomer over en længere periode uden mulighed eller mod til at sige fra, er det ikke godt at sige, hvilke konsekvenser det kunne have haft.

Belastende psykisk arbejdsmiljø er ikke en ny foreteelse. Utallige mennesker har været udsat for – og ganske ofte helt overset – helbredsskadelige forhold med store lidelser til følge. I disse år oplever mange undervisere en kombination af en øget arbejdsmængde, ændrede opgaver, reduceret forberedelsestid og mangelfuld ledelse. Disse forhold skal takles af den enkelte lærer, samtidig med at kravene til undervisningskvaliteten er uforandrede eller forøget.

En række kolleger har fået stillet diagnosen stress af deres læge: en længerevarende overbelastning af krop og sjæl med symptomer som søvnbesvær, glemsomhed, angstanfald, humørsvingninger og selv fysiske dysfunktioner.  En sygefraværsperiode bliver ofte efterfulgt af en lang periode af delvis uarbejdsdygtighed og til tider en fuldstændig udstødelse af arbejdsmarkedet med alt, hvad det indebærer.

Efter min pensionering har jeg mødt en del andre mennesker med samme erfaringer af et arbejdsliv, der pludselig balancerer på kanten. Det slår mig, at vi går for stille med disse historier. Historierne skal samles op på arbejdspladserne og fortælles, og vi skal forsøge at påvirke såvel lovgivere, statsapparat og ledelser ved at rejse sager og anke negative afgørelser og rejse en offentlig diskussion af såvel helbredsmæssige konsekvenser som formelle anerkendelseskriterier.

Min historie fandt sted ved udgangen af arbejdsmarkedet. Selv er jeg ikke blevet dårligt behandlet, men tidligere kolleger har oplevet nedladende reaktioner fra nærmeste leder i forbindelse med sygemeldinger samt manglende forståelse for den enkeltes grænser. Det gør ondt værre, når jeg eller min kollega føler os som ”svagpissere”. Eksempler på krænkelser og manglende respekt skal hver eneste gang tages op i alle relevante sammenhænge med krav om konsekvenser over for den pågældende leder.

Mange af os er venlige mennesker. Vi har forståelse for økonomi og planlægningsproblemer. Men nogle gange bliver forståelsen for disse problemer til manglende forståelse for de konsekvenser, jeg selv eller min kollega risikerer at blive udsat for.

Ledelsen har en pligt til at være drivende i udviklingen af arbejdsmiljøet. Hvis viljen eller evnen ikke er til stede, skal der andre ledere eller andre ledelsesstrukturer til. Det er ikke let at være konsekvent i kritikken af årsrapporter, APV´er og arbejdet i Arbejdsmiljøorganisationen. Men det ér, hvad der skal til.

Og så er der det spørgsmål, der ofte tages op på generalforsamlinger eller ved frokostbordet. Ledelsesretten er alt for ofte en ret uden pligt til at leve op til kravet om et godt arbejdsliv. Og derfor må de ansatte i fællesskab, gennem forbundet eller på den enkelte arbejdsplads sikre sig indflydelse på inddragelse af den enkelte i tildeling af arbejdsopgaver og den nødvendige tid til forberedelse og restituering ovenpå særlige belastede perioder.

Det er nemt at være bagklog. Jeg mener dog selv at have forsøgt mig med ovenstående eller noget derhenad. Men jeg har tydeligvis ikke gjort det godt nok. Jeg håber, at mine erfaringer kan bidrage til en stærkere indsats.