Udsigt til førtidspension efter mobning og forrået ledelse
Mette hænger ind over bordet. Snot og tårer flyder ud. Foran hende står hendes afdelingsleder og råber.
- Det er nok nu. Jeg kan ikke mere, får hun hikstet frem.
Sammen med skolens øverste leder og tillidsrepræsentant er de samlet til et møde om Mettes sygemelding. Men fremfor en sober snak ender det som så mange gange før med et verbalt overfald fra afdelingslederen.
- Han kunne råbe ting ind i hovedet på mig og sige sætninger, hvor man ikke var i tvivl om, at han syntes, jeg var snotdum. Når vi sad til møder, hvor der kun var ham og den anden vejleder i teamet, ignorerede han mig ofte. Jeg blev fuldstændig udelukket.
- Han kunne også være venlig, og skiftene i hans humør kom typisk som lyn fra en klar himmel.
Om artiklen
Artiklen er en del af temaet ’Når arbejdet gør dig syg’, som rummer en række artikler om, hvad der sker med os og vores relationer til kolleger, ledere og elever, når der er udfordringer med arbejdsmiljøet på arbejdspladsen. Artiklerne sætter blandt andet spot på forråelse – og giver svar på, hvordan den kommer til udtryk, og hvor der er handlemuligheder for dig som medarbejder.
Artiklen her er Mettes egen personlige fortælling. Den er et udtryk for, hvordan hun oplevede sin ansættelse, og hvad oplevelserne gjorde ved hende. Vi har ikke konfronteret tidligere arbejdsgiver eller kolleger med det billede, der bliver tegnet. Af den grund undlader vi også at nævne, på hvilken skole hun var ansat. Formålet er ikke at placere skyld, men at vise, hvordan vi alle – ledere som medarbejdere – er ansvarlige for en kultur på en arbejdsplads, og at stress, slid og belastninger kan påvirke vores handlinger og vores sundhed.
Ondt i maven efter få måneder
Behandlingen fra lederen starter stort set første ansættelsesdag.
Mette kom fra en stilling, hvor hun havde koordineret ungeindsatsen i en kommune. Nu skulle hun ind og bidrage til vejledningsindsatsen på en produktionsskole.
Som skolelærer, coach og uddannelsesvejleder føler hun, at hun kommer med en stor viden og faglighed. Men det er svært at få det bragt i spil i teamet.
- Det var nærmest alt, jeg gjorde, som blev kritiseret. Måden, jeg skrev underretninger på. Måden, jeg vejledte på. Jeg brugte tit forskellige visuelle greb i min vejledning for at imødekomme elever med kognitive udfordringer. Det var latterligt, sagde han. For sådan arbejdede de ikke.
- Det blev meget ubehageligt for mig, og jeg udviklede angst, fordi jeg aldrig vidste, hvad der kom. Jeg blev ansat i april, og allerede inden sommerferien kunne jeg mærke, at jeg fik ondt i maven, når jeg kørte på arbejde. Jeg fik det decideret dårligt.
Ledelse reagerede ikke
Mette bliver først deltidssygemeldt. Hun fortæller ærligt til skolens øverste leder, hvordan arbejdsmiljøet og afdelingslederens opførsel påvirker hende. Men der sker ikke noget. Og efter at have forsøgt at vende tilbage til jobbet må hun fuldtidssygemeldes.
Som Mette husker det, var hun på det tidspunkt nummer syv eller otte i rækken af langtidssygemeldinger.
- Jeg oplevede, at der var en kultur, hvor ledelsen og de lærere, som havde været der i mange år, var en lukket gruppe. Jeg blev bagtalt, og der foregik meget bag min ryg, som jeg ikke kunne kontrollere.
- Jeg ser rødt, når nogen opfører sig grimt over for andre. Jeg havde modet til at sige: Hør her, sådan opfører man sig ikke. Det her arbejdsmiljø er ikke i orden. Den stridbarhed fra min side har sikkert været pisseirriterende, siger Mette på spørgsmålet om, hvorfor hun tror, at afdelingslederen opførte sig, som han gjorde.
- Dybest set tror jeg, at det var, fordi jeg ikke underlagde mig ham. Det tror jeg provokerede ham. Og så havde jeg en viden og gjorde måske tingene lidt mere nyt, end han ville gøre.
Forbud mod at tale med eleverne
Det er særligt hårdt for Mette, når afdelingslederens opførsel påvirker hendes arbejde med eleverne.
- Jeg oplevede flere gange at blive hevet ud af et forløb med en ung uden forklaring. Den unge kunne stå på gangen og spørge: Hvorfor må vi ikke tale sammen mere, Mette? Jeg vil gerne tale med dig.
- Hvad skulle jeg sige? En ting er, at han vil ramme mig, men at drage et ungt menneske ind i den konflikt på den måde, det er så uetisk.
Krop er alert hele tiden
Da Mette bliver fuldtidssygemeldt, har hun det meget skidt.
- Jeg var hundedårlig der. Jeg havde alle symptomer på stress, og min krop var alert hele tiden. Jeg kunne simpelthen ikke hænge sammen. Nogle gange måtte jeg lægge på gulvet for at undgå at få stimuli.
Hun forsøger igen at komme tilbage i jobbet, men en dag rydder hun skrivebordet, inden hun går hjem.
Inderst inde ved hun, at hun nok ikke kommer tilbage. Hun ringer til sin læge om morgenen. Du skal sygemeldes på fuld tid NU, lyder beskeden.
Ekspert om Mettes fortælling: Flere forråede faresignaler
Psykolog Dorthe Birkmose ser flere eksempler på forråelse i Mettes fortælling:
– Det kraftigste faresignal er devalueringerne. Både stemningen af, at hun er forkert, men også at hendes uddannelse og måde at arbejde på bliver nedgjort, affærdiget og latterliggjort.
- Mette siger, at hun blev kritiseret, men kritik indebærer dialog og et håb om bedring – det er der intet af i de kommentarer, Mette fik. Hun bliver devalueret. Og det gør ondt! Gentagne devalueringer æder ind på et menneske, og til sidst vil man begynde at tro, at det, man får at vide, er rigtigt.
– Humørskift og råberi er også faresignaler sammen med en hård tone og negativ omtale af elever og forældre.
- Og så er der faresignalet i alt det, der mangler. For hvor var Mettes kolleger henne? Hvorfor fik hun bare at vide, at "sådan er hun overfor mange", når en kollega havde svinet hende til? Det er klare faresignaler, når kolleger ikke træder til og hjælper, og når tydelig forrået adfærd stiltiende accepteres.
Du kan jo ingenting
Mette kommer med hjælp fra Uddannelsesforbundet ud af ansættelsen med en fratrædelsesgodtgørelse.
Hun skifter til et job i en kommunal UU-vejledning. Allerede første dag får hun en smagsprøve på, hvad der er i vente.
- Jeg bliver mødt af en kollega, der siger: Hvorfor fanden er du blevet ansat. Du er jo skolelærer, hvad skulle du kunne byde ind med her. Helt ordret er det det, hun siger. Jeg tænker, hvad søren skete der?
Kollega hænger i struben
Tonen og kritikken fra den enkelte kollega fortsætter i dagligdagen og på teammøder. Det er kendt i personalegruppen, at man skal træde varsomt i nærheden af netop hende.
- Sådan havde hun været over for mange, fik jeg at vide. Hun gik fuldstændig amok indimellem og svinede folk til. Og hun fik plads til det. Der var ikke en ledelse eller en teamleder, der satte hende på plads.
– Hun hang i struben på mig. Sagde jeg A, sagde hun Å. Hun var hele tiden efter mig.
Ingen sparring til det svære
Selvom Mette klarer sig godt i stillingen, gør den hårde tone og forråelsen i teamet det svært at udholde arbejdet psykisk.
– Jeg havde ikke nogen at sparre med i teamet. Jeg kunne komme fra et møde, hvor en sagsbehandler i kommunen havde markeret sig over for mig, og hvor jeg måtte sætte mig igennem. Forsøgte jeg at vende det i teamet, kunne min kollega for eksempel sige: Ej, sagde du det? Hvad tænker du på?
Reaktioner, som gør det utrygt for Mette at søge råd og sparring. Hun oplever samtidig at blive bedt om at gå på kompromis med sin faglighed.
– Man havde opbygget en tone og en måde at omtale forældre og elever på, hvor det var blevet i orden at tale grimt om dem og ikke forstå. Hvis der var en elev, som var krævende og som skreg og kastede med bøgerne, så var han irriterende og et forfærdeligt barn. Og det var også, fordi hans forældre var endnu værre.
– Det var meget fjernt fra min måde at arbejde på. Hvis jeg havde en elev, som hang i gardinerne, så jeg på, hvad han ville sige med det? Den tilgang har jeg haft til alle forældre og unge. Men så fik jeg for eksempel at vide, at jeg ikke skulle bruge min tid på forældresamarbejdet. Det var ikke vigtigt, sagde de, så det skulle jeg stoppe med og i stedet have fokus på selve opgaven.
En af dem
Mette forsøger at holde den forråede kultur på arbejdspladsen på afstand. Men da en ny kollega bliver ansat i teamet, kan hun mærke, at den har sneget sig ind på hende:
– Jeg blev lige så slem, som alle dem, der havde stået og kigget på mig. Pludselig var det hendes strube, der stod for skud. Hende, der blev overfuset og bagtalt, og jeg gjorde ikke andet end at tænke: Godt det ikke er mig. Jeg slipper nu. Gudskelov!
– Jeg handlede ikke på det. For jeg kunne simpelthen ikke. Jeg var så presset på det tidspunkt. Det har jeg bøvlet meget med siden. At jeg blev en af dem. Men jeg havde ikke mere at komme med.
Dorthe Birkmose om kollegernes passivitet
I begge ansættelser oplevede Mette, at kolleger stiltiende så til, mens hun blev udsat for verbale angreb.
En passivitet, man let kan ty til, fordi det er slidsomt at stå uden for fællesskabet. Passiviteten er dog ødelæggende, fortæller Dorthe Birkmose:
– Hvis situationerne var filmet, ville det være let at se forråelsen hos lederen og den kollega, der kunne gå amok. Man skal kigge bedre efter for at bemærke de mange, der ser til uden at reagere.
- Det er barskt, at Mette bliver overfuset, devalueret og skældt ud. Det er dog ikke nok til at knække Mette, at en enkelt leder eller kollega er modbydelig over for hende. Det, der knækker hende, er at stå helt alene. At ingen hjælper hende.
Tudeture i nødsporet
Når Mette har fri, må hun ofte køre ud i nødsporet, fordi hun bare græder og græder. Hun er i den grad psykisk påvirket af arbejdet.
- Jeg knækker fuldstændig. Som i FULDSTÆNDIG. Om morgenen og aftenen tog jeg mig sammen for min datters skyld. Hun gik i gymnasiet dengang. Men så snart hun var ude af døren, klaskede jeg sammen. Jeg var helt derude, hvor jeg tænkte, er det her liv værd at leve? Jeg vendte alt indad og tænkte: Hvis du bare havde gjort. Kunne du ikke bare have sagt.
- Det er jo bund og grund dårlig ledelse og voksenmobning, jeg har oplevet. Jeg har alle symptomer på PTSD (posttraumatisk stressforstyrrelse, red.), men jeg kan ikke få behandling eller hjælp til det, fordi der ikke er én hændelse, som har været udløsende.
Mobning på arbejdet, kan give selvmordstanker
Det har længe været kendt, at mobning på arbejdspladsen gør alvorlig skade på dem, den rammer.
Depressive lidelser, langvarigt sygefravær og udstødelse fra arbejdsmarkedet er tidligere påviste konsekvenser.
Nu viser et nyt studie fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), at mobbede medarbejdere også har næsten dobbelt så stor risiko for selvmord eller selvmordsforsøg sammenlignet med personer, der ikke har været udsat for mobning.
Søg hjælp, hvis du går med tanker om selvmord
- Du kan kontakte Livslinjens telefonrådgivning på 70 201 201 alle dage fra klokken 11-05.
- Arbejdstilsynet har en hotline, hvor du kan ringe anonymt på 70 22 12 80 og få hjælp, hvis du har oplevet krænkende handlinger, mobning eller seksuel chikane på arbejdspladsen.
Kronisk syg af belastninger
I dag er det fire år siden, Mette blev sygemeldt fra jobbet som UU-vejleder. For to år siden fik hun konstateret en kronisk stofskiftesygdom forårsaget af de belastninger, hun har været udsat for. Fordi hendes krop stadig er i et konstant højt alarmberedskab, kan den ikke tage imod behandling for sygdommen. På den måde har arbejdet haft en høj pris – både fysisk og psykisk.
– Jeg har alle de klassiske symptomer på stress. Kan ikke sove, finde ro eller samle mig om noget. Jeg har altid vinterbadet, men bare det at køre ud til vandet og tilbage igen kan være så overstimulerende, at jeg ikke kan mere resten af den dag. Jeg kan ikke strikke. Jeg kan ikke sy.
- Min kæreste og jeg skulle være flyttet sammen. Det kan vi ikke, for jeg har ikke altid overskud til at være en del af de snakke, man har i løbet af en dag. Jeg er hele tiden nødt til at energivurdere og må lægge hviledage ind.
- Jeg har det stadigvæk rigtig dårligt. Og så er der den her vrede over, at der findes mennesker, der er sådan her. Og en vrede på mig selv over, at jeg ikke vendte mig om og gik.
Mette om fremtiden
De fagpersoner, der er omkring Mette, peger på, at hun bør få en førtidspension. Men det er hårdt at forlige sig med, at mobning og forrået ledelse har fået lov at sætte så dybe spor.
– Det er et hårdt sted at lande i sit liv. For så er det jo en endestation.
- Jeg ved godt, at det er det eneste rigtige, for jeg kan ikke. Jeg har prøvet at være i praktik, men jeg kunne dårligt være der en time om ugen, så måtte jeg hjem og lægge mig.
- Dybest set håber jeg, at min angst og stress falder mere til ro. At min autoimmune sygdom og min krop falder til ro, hvis jeg får en førtidspension og presset fra det kommunale system forsvinder.
- Jeg håber, at jeg på sigt kan begynde at strikke igen, og at jeg måske kan lave noget frivilligt arbejde. Jeg vil gerne hjælpe til på et kattehjem, eller måske blive læsemutter for indskolingselever.
Mettes råd, hvis du står i en lignende situation:
- Vend dig om og gå væk. Gå væk fra en arbejdsplads, hvor du kan mærke, at det ikke er rigtigt for dig. Det er ligegyldigt, hvad dit hoved siger, du bør gøre. Gå væk! Find dig noget nyt, kom videre. Du skal passe på dig selv.
- Vær forankret i en fagforening. Det har gjort en afgørende forskel for mig. Uden konsulenterne i Uddannelsesforbundet, havde jeg ikke været her i dag.
