I sort midt i timen: Henriks syn forsvandt, da stressen ramte

- Eleverne, der begyndte det år, var ekstremt skrøbelige. Vi havde stille piger med følelserne uden på tøjet, som fik angstanfald i løbet af timerne. Samtidig var flere af drengede udadreagerende og voldsomme. De råbte og slog til ting. Jeg blev ikke direkte truet med vold, men det er hårdt at være i det spændingsfelt, hvor du ikke ved, hvad du går ind til, forklarer Henrik.

-  Den usikkerhed og det at tage sig af skrøbelige og udsatte unge, det kræver et enormt overskud. Som lærere er vi heller ikke klædt på til at stå med en skrigende angstdiagnose. Vi har selvfølgelig nogle erfaringer og har også rørt lidt ved noget psykologi på seminariet. Men når unge mennesker knækker på den måde, så sætter det spor i en som underviser

- Uforudsigelighed er noget, der virkelig kan skubbe til mig, har jeg fundet ud af i den her proces.

Ophobning af belastninger

De mange episoder i starten af det nye skoleår slutter sig til et læs af belastninger, som har hobet sig op for Henrik gennem årene.

Der var de mange sygemeldinger i teamet, brokken i lærerværelsets kroge, en fyringsrunde og ekstraopgaverne, som løbende var kommet til.

Henrik forsøger at være opmærksom på, hvordan det psykiske slid og arbejdspresset påvirker hans kolleger. Han siger til flere, at de skal passe på sig selv. Men ser ikke tids nok, hvad der er ved at ske med ham selv.

- Jeg er opdraget med, at dagen, hvor man har en sygedag og ikke kan komme på arbejde, det er den dag, man er til sin egen begravelse. Jeg voksede op i en arbejdskultur, hvor der herskede en forventning om, at man skal præstere og levere. Nok også lidt over evne, siger Henrik.

- Der er også det, at når man er stresset eller er i en hård arbejdssituation, kan man ikke passe på sig selv. Det er som at bede en computer finde sin egen programmeringsfejl. Når hjernen kører på højtryk, skal der være nogle ude fra, der er opmærksomme, og som bremser dig.

Systemet som modspiller

I takt med at de unges behov for støtte og omsorg steg, gør Henriks følelse af afmagt og utilstrækkelighed det samme.  

- Det var som at slå i en pude. Det er det her med, at man gerne vil gøre en forskel for nogle unge mennesker, men man er i tvivl, om det reelt nytter noget. Der ligger bare så meget mere i undervisningsgerningen end at præsentere et fagligt pensum. Men når man så ikke føler, at systemet spiller med en, men mod en, så er det svært.

- De unge slider sig selv i stykker i konkurrencesamfundet, og deres mistrivsel bliver overført til os, der underviser dem.

Savner anerkendelse og respekt

Det er svært for Henrik at acceptere, at selvom han går til jobbet med hud og hår, så er der nogle rammer og vilkår, som står i vejen. Og når han indimellem hører eller læser fordomme om lærerfaget i medierne eller i sociale sammenhænge, så clasher de med den personlige, faglige stolthed.

- Der har ikke været meget opbakning til undervisningsfaget siden reformen i 2013, og jeg har været pissefrustreret over det. Det handler ikke om løn, men om en generel respekt for faget. Jeg står nogle gange op om natten med undervisningsideer og tanker om, hvordan jeg kan lave et bedre undervisningsmiljø.

- Når man leverer ovenud og for alvor gør, hvad man kan for at skabe en bedre skolevirkelighed for de unge mennesker, så bliver jeg rasende, når folk snakker om lærere som smådovne og nogle, der vil hjem og slå græs i stedet for at forberede sig.

Presset af egne forventninger

Som en reaktion på travlhed og pres får Henrik ofte at vide, at han ikke skal forlange så meget af sig selv. At han jo ikke behøver involvere sig så meget i eleverne eller investere så meget i undervisningen, som han gør.

Det rammer ham – for han har svært ved at gå på kompromis og sænke sine faglige standarder. Arbejdet er hans kald, som han siger.

- Jeg har en baggrund som hårdt mobbet, og så har man ikke det fedeste selvbillede. Derfor vil man gerne præstere, levere og fandeme vise dem alle sammen, ik. En af grundene til, at jeg blev underviser, var, at jeg ikke ville have, at andre skulle have den samme oplevelse i folkeskolen, som jeg selv fik.

- Når din identitet som underviser er stærkt iboende i dig, så lægger du også et stort pres på dig selv. Du har dig selv med ind i klasselokalet. Men kan jeg ikke bruge mig selv i undervisningen, så er mit grundlag for at være der væk. Skal jeg præstere, hvad jeg synes er hæderlig undervisning, så er det, hvor alle elever er med og føler sig lyttet til og trygge.

Synet forsvandt

Den dag, det går galt for Henrik, har han været til et møde med skolens arbejdsmiljørepræsentant. De vender de voldsomme episoder, teamet har haft med elever i skoleårets start. Ikke lang tid forinden var en elev besvimet i undervisningen. De havde frygtet, at eleven døde i hænderne på dem.

Henrik kan mærke, at det er ubehageligt at tale om hændelserne. Men har når ikke at holde pause, inden undervisningen kalder.

Midt i timen kan han pludselig ikke se eleverne.

Aldrig sig selv igen

Henrik må forlade undervisningen. Hans syn er sløret, og det føles som om hans øjne konstant står i vand.

Det viser sig, at han har fået øjenmigræne. En belastningsreaktion, som kan opstå som følge af stress.

Henrik bliver sygemeldt. Og fra den dag er meget forandret.

- Når man går ned med stress, så bliver man syg i identiteten. Syg i sig selv kan man sige. Jeg kunne mærke, at jeg mistede lidt lysten til at undervise og til at være sammen med de her unge mennesker. Der er en masse ting, som jeg før har været glad for, som er gået i stykker.

- Du bliver aldrig dig selv efter en stressdiagnose. Men forhåbentlig bliver man klogere, mere eftertænksom og reflekteret. Som jeg sagde til min psykolog: Det er slut med at være en fandens karl.

Klodsmajor i eget liv

Med sygemeldingen følger en med Henriks egne ord lang, voldsom og fuldstændig sindssyg proces.

I den første tid hjælper ro, hvile, gåture, yoga og meditation med at dæmpe stressniveauet i krop og sind.

Men det står også klart for Henrik, at der er behov for forandringer. Overvejelser og tanker om fremtiden fylder.

Han beskriver det med billedet af et tomt skrivebord, hvor alt er kastet ned på gulvet – arbejdsopgaver, interesser og relationer. Spørgsmålet er, hvilke genstande der skal tilbage på bordpladen.

- Det er den hårde del, når man skal til at samle det op igen. Jeg havde nogle dage, hvor jeg bare lå og spekulerede. For det var jo mit liv.

- Da jeg snakkede med min ven om det, kom han til at tænke på spillet klodsmajor. Og jeg synes, at det er et fantastisk billede på, hvad der sker når en diagnose som stress rammer. Man har bygget et tårn, der skal række til himlen. Man tænker, at man er helt fantastisk og aldrig bliver glemt. Og lige pludselig så ramler det ned.

Orlov og tid til en tænkepause

Efter at være vendt tilbage til undervisningen på EUD10 har Henrik valgt at tage et års selvbetalt orlov fra sit job.

Han er ikke sikker på, at han skal tilbage og undervise.

- Jeg kunne mærke, at jeg ikke var klar til at undervise, og faktisk tror jeg, at jeg skal ud af klasselokalet. Jeg vil stadig gerne de unge mennesker, men jeg kan mærke, at jeg har svært ved at overskue undervisningen. Det bruger mange af mine ressourcer med den uforudsigelighed, der er.

Orloven kommer til at gøre et indhug i familiens økonomi, men heldigvis bakkede Henriks kone ham op, da han præsenterede ideen. Og generelt har hun hele vejen igennem været en uvurderlig støtte, fremhæver Henrik:

- Min kone har virkelig stået last og brast med mig i den her proces. Det var helt klart hende, der kastede redningskransen og fik mig hevet i land, da jeg lå og padlede rundt derude, hvor jeg ikke kunne bunde.

Henriks plan er lige nu at færdiggøre den pædagogiske diplomuddannelse, han er i gang med. Og derefter håber han at kunne få lov at gøre en forskel som matematiskvejleder for elever med talblindhed.