- Jeg har betalt en alt for høj pris
Da Jane i 2015 blev ansat på en ungdomsskole, fik hun sammen med sine kolleger hurtigt stablet et undervisningstilbud på benene til børnene i de mange flygtede syriske familier, der i månederne forinden var vandret ind i Danmark på motorvejen. Et job fuld af mening.
- Jeg elskede min skole, mine elever og at undervise. Når jeg gik ind til en undervisning, var jeg i mit es. Så kunne jeg næsten glemme alt andet omkring mig, fortæller Jane.
Hun taler i datid, fordi at sådan er det ikke længere. Hun kan ikke længere undervise og er ikke længere ansat på ungdomsskolen.
Om artiklen
Artiklen er en del af temaet ’Når arbejdet gør dig syg’, som rummer en række artikler om, hvad der sker med os og vores relationer til kolleger, ledere og elever, når der er udfordringer med arbejdsmiljøet på arbejdspladsen. Artiklerne sætter blandt andet spot på forråelse – og giver svar på, hvordan den kommer til udtryk, og hvor der er handlemuligheder for dig som medarbejder.
Artiklen her er Janes egen personlige fortælling. Den er et udtryk for, hvordan hun oplevede sin ansættelse, og hvad oplevelserne gjorde ved hende. Vi har ikke konfronteret tidligere arbejdsgiver eller kolleger med det billede, der bliver tegnet. Af den grund undlader vi også at nævne, på hvilken skole hun var ansat. Formålet er ikke at placere skyld, men at vise, hvordan vi alle – ledere som medarbejdere – er ansvarlige for en kultur på en arbejdsplads, og at stress, slid og belastninger kan påvirke vores handlinger og vores sundhed.
Ny leder – store forandringer
Det hele begynder et par år efter ansættelsen, da der bliver skiftet ud i ledelsen. Janes nærmeste leder bliver forfremmet. Hun får derfor en ny daglig leder.
Skiftet markerer både en ændret ledelsesstil og en ny undervisningskultur for Jane og kollegerne.
- Han fortæller meget hurtigt, at nu er det ham, der bestemmer, for han er lederen. Kan vi ikke acceptere det, så kan vi finde et andet arbejde. Tidligere var der en flad ledelse, hvor vores leder viste os stor tillid, så vi er slet ikke vant til det diktatoriske og meget bestemmende.
- Han (den nye leder, red.) vil straks have indført nogle ting i forhold til de her arabiske elever. For det første skal de have seksualundervisning, og hvis ikke, vi kan fortælle pigerne, hvorfor de bliver våde i skridtet, så skal han nok gøre det. Pigerne skal også med til svømning. Altså sådan nogle ting. Han kender ikke noget til tosprogsundervisning eller kulturen, så det er vanskeligt. Vi føler os trådt for nært, for vi har arbejdet konstruktivt og har fået mange ting igennem i to år.
Kontrol og humørsyge
De nye rammer for undervisningen med blandt andet tvungen seksual- og svømmeundervisning påvirker Janes faglige stolthed. Og samtidig er det svært at være i den nye daglige leders kontrollerende adfærd.
- Vi fik at vide, at vi skulle være til rådighed fra kl. 7-17. Alle tidligere aftaler og forståelsespapirer mellem ledelse og tillidsrepræsentant, skrottede han. Han kom tit med arbejdsopgaver med meget kort deadline, så vi skulle hele tiden tjekke vores mail. Vi fik også at vide, at vi skulle have telefoner liggende ved siden af os i undervisningen. Ringede han, så skulle vi tage den. Han ringede næsten altid midt i min undervisning.
- Når han kom, vidste vi aldrig, hvilket humør han var i. Han kunne være glad og rose så meget, at man næsten ikke kunne holde det ud. Og så kunne man møde ham en time efter, hvor han pludselig var diktatorisk, hård i sit sprog og grænseoverskridende.
Ekspert om den nye leders adfærd
Dorthe Birkmose er psykolog og ekspert i forråelse. Hun ser tydelige tegn på forråelse i den nye leders handlinger.
- Den nye leders adfærd er brutal, seksualiserende, konfliktsøgende og dominerende. Det kunne være fristende at diagnosticere ham som personlighedsforstyrret; men jeg ved ikke, hvorfor han fået smag for forråelsen i så ekstrem grad, som det beskrives her.
- Den nye leders forråelse ses tydeligt, idet han skælder ud, nedgør, truer og tvinger Jane til at behandle eleverne på måder, der strider imod alt, hvad hun ved og tror på. Dermed udsættes Jane for gentagne og systematiske krænkelser.
- Dertil kommer den psykologiske utryghed ved humørsvingningerne, de besynderlige krav om, at medarbejderne skal stå til hans rådighed, og udsagnene om, at han bestemmer. Det må have været surrealistisk for medarbejderne at blive behandlet på den måde.
Skideballe på fællesmøde
I takt med, at flere kolleger ifølge Jane bliver fyret på skolen og andre søger væk, stiger usikkerheden blandt medarbejderne. Jane oplever, at det psykiske arbejdsmiljø er presset.
Skolens arbejdsmiljørepræsentant reagerer ved at gøre ledelse og kommune opmærksom på trivselsproblemerne. Janes tidligere daglige leder, som nu er skolens øverste leder, indkalder derefter til fællesmøde:
- Vi får en stor skideballe af ham. Sådan rigtig voksen-skældud. Vi havde bare at høre efter, hvad vores daglige leder sagde.
- Jeg var chokeret. Der var ingen, der sagde noget som helst. Vi har aldrig oplevet lederen på den måde. Han har altid været en flink og rar mand.
Alt smuldrer
Udskiftningen i skolens personale er stor. Nogle bliver fyret, andre må sygemeldes, mens flere selv søger videre.
På et tidspunkt bliver en kollega, som Jane samarbejder tæt med, langtidssygemeldt efter en ulykke. Jane kan mærke, at hun er presset. Hun er grådlabil og ked af det. Både på sin kollegas vegne, men også over at se, at alt det, de har bygget op, smuldrer.
- Jeg henvender mig igen til skolens øverste leder og siger: Du må sørge for, at vi passer på mig. Jeg er også stresset i alt det her. Selvfølgelig siger han. Men han gør ikke noget. Han spørger aldrig til mig.
Arbejde fra morgen til aften
For Jane bliver arbejdet og omsorgen for eleverne det, hun søger tilflugt i.
- Jeg begravede mig mere og mere i mit arbejde. Men samtidig blev jeg pålagt flere og flere opgaver og fik hele tiden at vide, at jeg ikke måtte arbejde om aftenen og i weekenden. Men hvis jeg ikke gjorde det, kunne jeg ikke forberede mig til min undervisning og dermed ikke undervise.
- Jeg blev gennem årene mere og mere stresset. Jeg arbejdede hver aften og havde ikke andet liv end mit arbejde og min mand herhjemme. Vi foretog os ikke ret meget. Gik kun en sjælden gang i biografen, men havde ingen gæster eller noget. Jeg havde ikke overskud, for der var jo hele tiden noget arbejde, som lå og ventede.
Arbejdspresset og de mange hasteopgaver, som hele tiden kommer, gør det vanskeligt for Jane at leve op til sine faglige standarder og være det for eleverne, som hun ønsker.
- Det var svært. For lavede jeg ikke de opgaver med kort deadline, som min daglige leder sendte, så blev jeg irettesat og indkaldt til trivsels- og samarbejdsmøder, som han kaldte dem. Derfor var det altid hans opgaver, jeg lavede først. Alt med eleverne kom efter. Det var frygteligt.
Dorthe Birkmose om det psykiske slid
- Jane slides op. Det er lag på lag af psykisk slid. For det første er det slidsomt at blive krænket gang på gang. For det andet skal hun arbejde i psykologisk utryghed, hvilket tærer på hende. For det tredje kæmper hun med den moralske stress over, at hun ved, at hun kan sit arbejde, men lederen forhindrer hende i det, fordi han forstyrrer hendes arbejde, pålægger hende besynderlige opgaver og stiller krav om tilgængelighed og hurtig respons. Endelig er der den dårlige samvittighed og den manglende meningsfuldhed får hende til at overpræstere, hvilket er det fjerde lag af psykisk slid.
- Lederens adfærd er et organisatorisk problem, der bør løses organisatorisk. Det vil sige af skolens øverste ledelse. Det sker ikke. Derfor er Jane overladt til at løse problemet, hvilket hun ikke kan som medarbejder.
- Hun prøver at søge tilbage til det egentlige arbejde, fordi det er dét, der giver mening. Men hun er nødt til at overpræstere, hvilket betyder, at hun bruger energi, som hun ikke har. Det koster dyrt i forhold til trivsel og privatliv. Det er kun et spørgsmål om tid, før hun ikke kan mere.
Konfrontation på personalemøde
Efter at have levet i et ekstragear i mange år, hvor arbejdet har fyldt det meste af Janes vågne timer, kan hun mærke, at hun bliver mere og mere påvirket. Ked af det. Og træt.
I foråret 2021 er der flere situationer, som påvirker både pres og arbejdsglæde negativt.
På et personalemøde spørger Jane ind til, at den daglige leder har valgt at indlægge pauser i de kommende skriftlige eksamener. Hun er bekymret, fordi pauser ikke er i overensstemmelse med ministeriets bekendtgørelse.
Der er normalt ingen, der kommenterer eller siger noget på personalemøderne. Spørgsmålet får da også samme reaktion, som hun har oplevet så mange gange før. Lederen forlader sin plads foran tavlen og går ned foran hende. Her står han med skuldrene trukket op og overkroppen bøjet forover, som han gør, når han er konfronterende. Jane oplever, at hans blik er mørkt, og at han stirrer intens med en pande, der ligesom falder ud over øjnene. Al mimik er væk. Stemmen forandret og mekanisk. Han læner sig frem mod Jane og siger: Nu er jeg lederen, og jeg bestemmer.
Jane siger ikke noget resten af mødet. Ingen siger noget.
Tvungen hasteopgave
Nogle uger senere opstår lignende situation på et teammøde, hvor Jane med kort varsel bliver pålagt at lave fire lektiecaféer for de elever, der skal til eksamen. Caféerne skal ligge uden for den normale undervisning. Der er syv dage til eksamen.
Jane giver udtryk for, at det bliver svært at få arrangeret på så få dage. Hendes daglige leder går helt tæt på hendes skrivebord og stirrer på hende. Han spørger flere gange: Kan du ikke løfte opgaven?
En halv time senere bliver Jane midt i sin undervisning hentet ind på lederens kontor. Hun må lade eleverne sidde alene tilbage og kan mærke, at hun føler presset af, hvad der nu skal ske.
- Jeg får at vide, at det er en ”SKAL-opgave”, og at han fremover nok skal styre, hvad jeg lægger i min kalender.
Jeg kan ikke mere
I maj 2021 under forberedelserne til det nye skoleår bliver det hele for meget for Jane.
- Vi havde et møde i teamet, hvor vi blandt andet skulle lave skema for næste skoleår. Så kom vores daglige leder og sagde, at tilbuddet til eleverne skulle være noget andet. De skulle noget mere ud i praktik, og skemaet ville han derfor ændre. Så i uger med mange elever ude i praktik, skulle vi måske kun arbejde 15-20 timer om ugen, mens vi i de uger, hvor der var mange elever på skolen, til gengæld skulle arbejde måske 60 timer.
- Jeg forsøgte at sige, at det kan vi jo ikke. Vi bliver da nødt til at vide, hvornår vi skal arbejde. Det hele rodede rundt, og der var så meget. Jeg kunne slet ikke overskue det.
Mødet trækker ud, uden at de når at blive færdige. Da Jane kommer hjem, er der en mail fra den daglige leder med en indkaldelse. Han vil fortsætte mødet 2. Pinsedag.
- Jeg vågnede om natten og græd. Jeg kunne slet ikke finde ud af noget. Det hele rodede. Mine tanker. Alt. Jeg ringede til min læge og fik bare sagt: Jeg kan ikke mere.
Føler sig svigtet af skolens leder
Jane bliver sygemeldt.
Skolens øverste leder lover at gøre noget ved det dårlige psykiske arbejdsmiljø. Men da de nogle måneder senere skal lægge en plan for Janes tilbagevenden, er der ikke sket noget.
- Jeg kan jo ikke vende tilbage og træde ind i det, der har gjort mig så syg, sagde jeg til ham. Jeg bliver nødt til at kunne føle mig tryg, når jeg går på arbejde. Jeg må vide, at der ikke bliver stillet urimelige krav til mig, og at hverken jer eller mine kolleger bliver behandlet på den der måde. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at se mine kolleger blive behandlet sådan.
I stedet for forbedringer af det psykiske arbejdsmiljø får Jane en betinget opsigelse på mødet. Er du ikke tilbage på fuld tid om fire måneder, så er du opsagt, lød beskeden.
- Jeg brød helt sammen og spurgte bare: Hvad er det, du gør ved mig? Det er senere gået op for mig, hvor stort et svigt, jeg har oplevet fra øverste leders side. Jeg har henvendt mig og henvendt mig, og hver gang lød det: Tak for din ærlighed. Jeg vil være undersøgende på det. Men der skete intet.
Dorthe Birkmose om svigtet
- Den øverste leders kommunikation er double-bind-kommunikation, idet han siger ét, men på samme tid kommunikerer det stik modsatte. Han takker, men reagerer med utaknemmelighed over den viden, Jane giver ham. Han siger, at han er undersøgende, men han undersøger intet. Han lover at hjælpe hende, men han hjælper kun sig selv. Hans ord er imødekommende, men han giver skideballer og truer med fyring.
- Denne tvetydige kommunikationsform er en af de mest destruktive måder at kommunikere på, fordi modtageren bliver fanget i og forvirret af den uærlige kommunikation, samtidig med at det er umuligt at undslippe eller kritisere kommunikationen.
- I mine øjne er der flere svigt i Janes fortælling. Hun blev krænket igen og igen – uden at nogen hjalp hende. Vi hører, at arbejdsmiljørepræsentanten gjorde et forsøg på at råbe op om problemerne, uden at der blev lyttet. Men derudover lyder det ikke til, at Jane og de andre medarbejdere formåede at hjælpe hinanden. Sandsynligvis fordi alle var bange.
- At Jane gentagne gange blev krænket af den nye leder var ødelæggende. Men det var også ødelæggende, at andre ikke fik vist hende, at hun er værd at hjælpe.
Minder slettet fra hukommelsen
Uddannelsesforbundets konsulenter kører Janes fratrædelsessag og får forhandlet en godtgørelse hjem. Et lille plaster på det store sår, der stadig står åbent og vidner om de store personlige omkostninger, jobbet endte med at få for Jane.
- Jeg ser fratrædelsesgodtgørelsen som en erkendelse fra dem af, at det her har ikke været okay. Men jeg har betalt en alt for høj pris.
- Jeg har det stadig ad helvede til. Jeg har hjertebanken, ondt i maven og hikster efter vejret i forskellige situationer. Der er rigtig meget, min hjerne ikke kan længere, og jeg er træt, træt, træt. Så min dagligdag er blevet kompliceret. Jeg har ikke læst en bog i flere år – og jeg er dansklærer. Jeg kan ofte ikke kende folk, når jeg møder dem, og jeg har svært ved at huske. Forleden snakkede min mand og jeg om en koncert, vi har været til. Jeg kan overhovedet ikke huske det. Det er fuldstændig slettet fra min hukommelse.
Jane om fremtiden
- Jeg synes, min fremtid er usikker i forhold til mit helbred. Jeg aner lige nu ikke, hvad der skal ske i forhold til noget som helst.
- Jeg har været til speciallæge, som har konstateret, at det er arbejdsmæssige belastninger, som er årsagen til, at jeg har det, som jeg har det. Han vil genvurdere mig om et år, men forventer ikke, at jeg er rask til den tid. Så det er nok noget længerevarende.
- Det, der betyder noget for mig nu, er, at jeg kan få overskud til min familie og begynde at grine lidt igen. At jeg kan blive mig selv. Det må være mit første mål.
Jeg vil enormt gerne ud at passe et arbejde. Jeg vil gerne undervise. Jeg har været lærer siden 2010 og har elsket mit job fra dag et. Så det vil jeg helt enormt gerne, men jeg er ikke rask. Kommer jeg ud at undervise igen, betyder det, at jeg er rask, og der er ikke noget, jeg hellere vil end at begynde at fungere og få en dagligdag igen.
- Jeg vil ønske, at jeg kan begynde at deltage i mindre forsamlinger med familien. At jeg får overskud til at tage på cafe eller i biografen. De der sociale ting. Jeg får ingen gæster mere. Jeg ser kun en veninde hver tredje måned og altid hos mig. Jeg kunne godt tænke mig, at jeg kan begynde at fungere i sådan nogle sammenhænge igen.
- Jeg ønsker virkelig, at min hjerne og min krop kan blive sig selv. At jeg kan være der for min mand og min datter. Det føler jeg ikke, at jeg kan nu. Og det gør mig ked af det.
Jane har anmeldt sine oplevelser som en arbejdsskade og afventer for øjeblikket Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse.
