Vi prøver at flekse os igennem så tæt op ad det vi normalt ville have gjort
I foråret blev ernæringsassistenteleverne på første skoleperiode på erhvervsskolen ZBC hjemsendt. Derfor fik de ikke meget praktisk køkkenundervisning. Lærerne ville indhente det, når eleverne kom tilbage i anden skoleperiode.
Men nu er det præcist samme klasse, som er blevet hjemsendt igen. Det kan blive en ulempe, da det ikke har så meget nyhedsværdi mere. Så hvordan holder man fast i motivationen og underviser i madlavning på skærmen? Det fortæller faglærer Tine Bronke her.
Hvad gør I?
- Vi lærte fra seneste hjemsendelse, at vi skal planlægge ud fra, at det her kan komme til at køre et stykke tid. Det gør noget ved ens mindset, at man ikke tror, det går over lige om lidt. Og vi forsøger at lægge vores undervisning så tæt op ad vores ordinære undervisning, som det overhovedet kan lade sig gøre. Vi laver så lidt som muligt om og tilpasser det materiale, vi har.
Mere om Tine
Tine Bronke er 52 år, faglærer for ernæringsassistenterne på hovedforløbet på erhvervsskolen ZBC og til alle fag, der hører til – blandt andet sensorik, tilberedningsmetoder, psykologi og ernæringslære. Uddannelsen handler en del om at planlægge. Der er meget fokus på målgruppen – fortrinsvist inden for offentlig forplejning på sygehuse, plejehjem og børnehaver: Hvilke behov og ønsker har de? Så det handler fortrinsvist om, hvordan man får hverdagsmad til at smage indbydende og se lækkert ud.
- Det er det muliges kunst. Hvis vi i grundtilberedningsmetoder skal lære dem at lave en fromage derhjemme, hvor metoden er med husblas, skal de filme det, de laver, under processen eller efter. Vi kan jo ikke smage, om den sidder lige i skabet, men vi kan se deres håndværk – om der er klumper i fromagen – og snakke metode. På den måde prøver vi at lægge os op ad den undervisning, vi plejer at lave.
- Vi bruger meget gruppearbejde som omdrejningspunkt, for det gør vi også i praksis. Eleverne har grupperum i Teams. Og vi arbejder meget med at skabe en fast struktur, så vi mødes med eleverne online morgen, middag og eftermiddag. Om morgenen starter mange med at mødes lidt før, så de måske kan smalltalke lidt – det har de glæde af – og vi fortæller dem, hvad der skal ske i løbet af dagen. Hver fredag fortæller vi, hvad der skal ske i næste uge, og vi forsøger at variere dagene, så det ikke er den samme metode hele tiden. Vi har også nogle fastlagte vejledninger, så eleverne ved, at de bliver ”forstyrret” på bestemte tidspunkter.
- Vi har været enormt fleksible. Det bliver man nødt til at være. Blandt andet har mange voksne elever børn hjemme, så vi gør noget af undervisningen asynkront, så de kan se det på video. Og i stedet for at skulle aflevere en opgave klokken 15.15, skal de aflevere den ”i dag”. Det har lettet presset rigtigt meget for dem.
- Men det er klart, at det stiller enormt store krav til gruppesamarbejdet. Vi laver en slags gruppekontrakt, hver gang de skifter gruppe. Her fortæller man andre, hvem man er, og hvad ens vilkår er. Det kan være fagligt, hvad ens svagheder og styrker er, men også at man har hjemsendte børn og derfor har bestemte tidspunkter, hvor man kan arbejde.
Hvorfor er det en god løsning?
- Fordi vi giver eleverne så meget, som det overhovedet kan lade sig gøre og så tæt op af praksis som muligt. Og hvis vi når at komme tilbage, vil der være nogle praktiske ting, vi har særligt fokus på. Der er mange måder at opfylde et mål på, og vi prøver at flekse os igennem så tæt op ad det, vi normalt ville have gjort.
- Det er mere tidskrævende, for al undervisning skal jo omtænkes. Men jeg har mentalt sagt til mig selv, at det koster noget at komme i gang med det her og få lavet nogle undervisningsprogrammer om, og så må jeg skaffe noget luft på et andet tidspunkt. Men jeg bliver motiveret af, når det virker.
- I foråret var vi lidt trætte i betrækket til sidst – elever og lærere. Men nu holder vi planlægningsmøder, hvor vi for eksempel gør status sammen på eleverne og i fællesskab finder løsninger på det, der ikke kan lade sig gøre online. Så sidder man ikke med følelsen af, at det hele ligger på ens egne skuldre. Og det, vi gør, der virker for mig vores team på fire, er i øvrigt, at vi altid skriver godmorgen til hinanden.
