Vi kommer til at gøre os nogle massive digitale erfaringer med det her
Mandag
Jeg starter min dag med en kop morgenkaffe og kobler på Teams fra klokken 9 til 15. Jeg forsøger så vidt muligt at følge normalt skema.
Jeg er så velsignet, at jeg underviser nogle eux’ere, som tager det her meget seriøst. Og vi har tidligt i forløbet kommunikeret, at vi er nødt til at give den en skalle, så vi ikke kommer bagud. Det går faktisk rigtig godt. Eleverne er bare sprunget på med krum hals.
Da jeg tænder for computeren, popper de første syv spørgsmål op, og så bliver jeg låst fast til min skærm. Alle de tekniske spørgsmål er relevante nok, men da jeg kobler af, er jeg fuldstændig udbombet. Man skal jo prøve at have hånd i hanke med, hvor de hver især er, og det er ekstremt mentalt udmattende på denne måde.
Kort om Allan Jon Kristensen
Han er 36 år og har været faglærer på el-linjen på Roskilde Tekniske Skole i fire år til august. Han er uddannet elektromekaniker og har læst til installatør for at blive faglærer.
Tirsdag
I dag skal jeg være på fra klokken 12 til 15. Så jeg har trods alt fred indtil frokost. Her går det nogenlunde.
Men det er noget andet at undervise på den her måde. Det er jo en erhvervsuddannelse, så vi har også et dannelsesansvar. Og det er bedst at klare face to face – her er fjernundervisning ikke nogen særlig fed ting. Den kan aldrig erstattet det, eleverne møder i skolen. 70 procent af al god kommunikation foregår med kropssprog, og det er altså svært at give dem igennem et kamera.
Vi skal jo gøre dem klar til at begå sig på arbejdspladser, hvor de skal kunne forholde sig til en masse forskellige mennesker i forskellige arbejdssituationer. De skal være klar på at sætte sig ind i en bil klokken 6 med en svend, der måske er sur og har haft en skodmorgen – sagt lige ud af posen. Nogle kommer med en holdning om, at alt skal serveres for dem, og at det er dem, der er i centrum. Så dannelse handler også meget om at pille den der mig-ting ud af dem.
Normalt snakker jeg meget med dem om deres gøren og laden. At de for eksempel ikke skal rende rundt og være flabede eller komme dryssende klokken 7.30 i stedet for 7. Så kan jeg godt finde på at sige, at ”du er fyret”, eller ”bilen er kørt, min ven”. De skal gøres klar til, at når de får en praktikplads, skal de altså også passe den, og de skal lære at indgå i en samarbejdskontekst.
Onsdag
Jeg har fuld dag frem til klokken 14, og der kan jeg overhovedet ikke hænge sammen, for der har været et hav af spørgsmål.
Før hjemmeundervisningen havde jeg startet en kultur i klassen, hvor jeg pressede eleverne til at bruge hinanden til at spørge. Den har været utrolig svær at opretholde. Og pludselig har jeg 5.000 samtaler om dagen i stedet for én, hvor jeg samler op på det hele i plenum. Jeg kan mærke, at de glemmer hele kulturen med at bruge hinanden i det her digitale miljø.
Jeg har forsøgt at gøre mig nogle pædagogiske og didaktiske tanker om, hvordan eleverne bedst klarer det og har givet dem lov til at sove lidt længere. De får mere ud af at ligge og knalde brikker til klokken 8.30 end at starte undervisningen klokken 7.30. Jeg opfordrer også til pause, når jeg kan høre, at deres sætningskonstruktioner ikke er optimale. Og så gør jeg mig ellers en masse tanker om, hvordan jeg kan strukturere mit arbejde over for dem, så det ikke er så belastende, men mere inspirerende.
Vi har teammøder en gang om ugen. Og vi kolleger kan skrive og snakke sammen, hvis vi er i tvivl om noget. Problemet er bare, at hyggesludderen er gledet lidt ud i sandet. Måske fordi man er så meget på online hele tiden, at man ikke orker at trykke på de knapper til mobilen efter arbejde? Men jeg savner godt nok mine kolleger. Det er så nemt at have dem tæt på i hverdagen.
Torsdag
Her er knald på. Den sidste elev ringer klokken 15. Jeg prøver at strukturere min dag og ved, at man skal huske at holde pauser og få spist noget frokost, men det er svært, for eleverne holder pauser på forskellige tidspunkter, og lige nu er jeg videnscentret og epicentret for alle spørgsmål.
Jeg kan godt mærke, at det har været en sej uge. I dag skulle jeg tænke mig godt om i forhold til nogle af mine sætninger, så de kom rigtigt ud af fjæset på mig. Vi er virkelig røget på overarbejde.
Det er selvdisciplinen, der er i højsædet her, og man skal huske at standse sig selv. Jeg er selv engageret faglærer af Guds nåde, så det med at sige nej til en elev er meget svært. Men det kan man blive nødt til i disse tider, for ellers er du på arbejde 24/7.
Det er kommet bag på mig, hvor stor en udfordring planlægningen af min tid er blevet. Da de meldte ud, at vi skulle arbejde hjemme 14 dage mere, vidste jeg, at det ville få betydning for andre eux’ere og en svendeprøve, som jeg skal være inde over. Der kunne jeg mærke mit stressniveau gå fra fem til syv. For så skulle jeg pludselig kigge på det, mens jeg havde en teamsamtale kørende på den anden skærm. Jeg plejer at have et frirum, hvor eleverne arbejder selvstændigt, og hvor jeg så lige kan få styr på de andre ting, jeg skal klare. Men det kan jeg ikke nu, hvor jeg er på hele tiden.
Det her kan ikke fortsætte. Jeg kan godt mærke, at jeg er ved at løbe tør for mentalt overskud.
Fredag
I dag har jeg ikke undervisning – det giver et pusterum. Jeg har ikke mærket helt samme udmattelse hos eleverne. De arbejder fandeme som heste. En af eleverne havde knoklet med et program til klokken 22. De vil jo gerne være på forkant, når vi engang starter op igen.
Jeg må også sige, at jeg ikke havde forventet, at vi havde løftet faklen på den måde. Det er gået ret stærkt med at knalde teams op, få lavet en koordinationsindsats og sat det her i gang med møderne. Og den strategi, som Roskilde Tekniske Skole har lavet om digitalt læringsmiljø, har nu virkelig givet sig udslag i noget, vi kan bruge til noget.
I vores normale hverdage rendte vi alle sammen rundt og tænkte, hvordan vi skulle bruge det her, og pludselig sker det. På den måde kommer der nogle positive ting ud af det, og vi kommer til at gøre os massive erfaringer med det digitale: Hvor kan vi bruge det, og hvor kan vi aldeles ikke bruge det.
