Vi kan tale om det svære og har ikke-tid
Det har hverken været en dans på roser eller lutter lagkage, som vejleder og tillidsrepræsentant, Bent Højer, fremhæver, da han skal svare på, hvorfor kollegaskabet stortrives på FGU Dronninglund.
Udfordringer har der været nok af i form af ujævne elevtal, en kaotisk opstart, en fyringsrunde og store lønforskelle lærerne imellem, understreger Bent Højer. Og så er der det benspænd, at skolen er splittet på lokationer i to forskellige byer. Alligevel bliver kollegaskabet fremhævet som utroligt godt af både tillidsrepræsentanten, medarbejdere, skoleleder og direktør. Hvorfor?
Ét svar går igen hos både almenlærer Dorthe Christensen, faglærer Dan Stæhr og tillidsrepræsentant Bent Højer. Man kan tale sammen. Også om det, der presser, og som er svært.
Samtalen er bærende
– Det er hele vejen rundt, vi kan tale. Skolelederens dør står altid åben, direktøren lytter, giver plads og vil gerne have medarbejderinput. Vi har en flad struktur og tillid til, at vi kan sige næsten alt til hinanden og til ledelsen, uden at det giver bagslag. Så mange problemer kan løses ret smidigt, pointerer Bent Højer.
– Vi taler også om det, der er udfordrende. Elevnedgang, fyringsrunder, lønforskelle – og de udfordringer, det giver. De ting har vi brugt meget tid på at tale om. Og fået landet godt. Og vi har heldigvis en ledelse, der gider høre på os, og som afsætter tid til dét.
Det er ikke kun tillidsrepræsentanten, der har den opfattelse. Dorthe Christensen og Dan Stæhr bakker op:
– Vi har en meget fri tone, både i forhold til ledelsen og hinanden. Vi kan komme godt afsted med at sige meget til hinanden, fordi vi kender hinanden så godt. Og vi kan fint tage en diskussion, når vi bliver uenige, fortæller Dorthe Christensen, mens hun skæver til Dan Stæhr.
De kommer til at grine, fordi de mindes et kæmpe skænderi, de havde, om en hyttetur.
– Selvfølgelig kommer der konflikter, men vi er gode til at få talt om dem. Er der noget, tager man den med det samme. Det hjælper nok, at vi er et lille sted, for man kan ikke putte sig. Man må se at få tingene løst, for ellers kan vi ikke løse kerneopgaven: At være der for eleverne, istemmer Dan Stæhr.
Dorthe og Dans gode råd
- Vær ærlig – også hvis noget er svært. Og vær indstillet på at lytte.
- Hav fokus på, hvad vi overordnet er her for – vi er fælles om kerneopgaven. Det er lidt en livsstil, så gør op med dig selv, om du vil det, for ellers sender du dårlige signaler.
- Vær åben om dine svagheder – husk at udveksle viden og erfaringer og muntre dine kolleger op.
- Glæd dig med dine kolleger – og husk at rose.
To kulturer bliver til én
En anden udfordring for kollegaskabet har - som på mange andre FGU’er - været at blende to forskellige fagligheder, kulturer og udgangspunkter for løn til ét hele. Men også dét har man talt om. Og talt meget om, forklarer Bent Højer.
– Det har været klart italesat, at man kom fra forskellige kulturer, men at nu startede vi på en frisk. At nu tog vi det bedste fra begge verdener og skabte noget endnu bedre. At nu er vi ikke produktionsskole eller VUC, faglærer og almenlærer, nu er vi ét hold, fortæller han.
Man har også arbejdet målrettet med at udligne lønforskelle med lokale aftaler, fordi man har været enige om, at det var det bedste udgangspunkt for fællesskabet.
Sammen om kerneopgaven
Ifølge Dorthe Christensen og Dan Stæhr har det at skabe en fælles identitet handlet meget om at se på kerneopgaven.
– Alle, der arbejder her, er totalt fokuserede på kerneopgaven: Det er de unge, vi er her for. Det er dem, vi gerne vil hjælpe. Man skal være lidt speciel og brænde for det, og det er vi virkelig fælles om, siger Dorthe Christensen.
Det betyder også, at man sparrer på kryds og tværs og ser de unges trivsel som et fælles mål – uanset om de har undervisning i klasseværelset, i køkkenet eller på Byg- og Bolig-værkstedet.
– Fungerer det ikke det ene sted, fungerer det heller ikke på det andet. Det ene er ikke vigtigere end det andet, den ene faglighed ikke bedre end den anden, det hele hænger sammen, og vi kan kun løfte de unge videre sammen. Det er der udbredt enighed om her, istemmer Dan Stæhr.
Sparringen er guld værd, er de enige om. Kollegaen kan måske se en ny vej ind til den unge. Da der er meget individuel tilpasning af læringsplanerne, arbejder de ikke så stringent, pointerer Dorthe Christensen:
– Vi er kaospiloter. Vi kan føle os svage og sårbare i forhold til opgaven, men her tør man tale åbent om dét. Og vi har virkelig brug for hinanden og de input, som vores forskellige udgangspunkter giver.
– Det er fælles, at vi tør vise sårbarhed. Så får vi det vendt og drøftet. Og så løfter man hinanden lidt op, forklarer Dan Stæhr.
Vi kerer os om hinanden
Når Dan Stæhr og Dorthe Christensen skal sætte ord på grundingredienserne i kollegaskabet, er det udover dialogen og det fælles mål i kerneopgaven også tonen, og at man med et lidt gammeldags ord kerer sig.
– Andre må tænke, vi er kugleskøre. Vi har en meget særlig form for humor her, og vi driller hinanden meget. Vi kan lave sjov, og det giver mange smil på læben, som kan lette presset lidt, forklarer Dan Stæhr.
– Præcis. Og vi kerer os om hinanden. Vi har et meget lavt sygefravær, så vi er simpelthen ikke vant til, at nogle mangler. Vi følger straks op, hvis nogle er væk, eller man fornemmer, nogle er pressede.
Dan Stæhr fortæller om dengang, han – der nærmest ankommer på minuttet hver dag – engang blev ti minutter forsinket og med det samme havde kolleger i røret, fordi de ville tjekke, om alt var ok.
– Man bekymrer sig om hinanden. Vi ved, hvilken klasse hinandens børn går i, hvad de drømmer om at blive, og hvis man har problemer med konen. Men det sidste skal du nok ikke skrive, griner han.
Bent Højer er helt enig.
– Vi er ikke større, end at vi kender hinandens hobbyer. Og så glider de svære ting altså nemmere. Men det forpligter også at kende hinanden som mennesker. Ser man en kollega, der hænger med skuffen, er presset, frustreret, så handler man på det.
To lokationer - et fællesskab
Det med at være spredt på to lokationer er noget, der har fyldt. Ligefrem praktisk er det ikke, men det var nødvendigt, fordi man udvidede skolen. Selvom man på sigt skal flytte, så man igen kan samles som én enhed, er rammen altså nu, at der er to.
Hvordan kunne man give ordentlige vilkår for kollegaskabet? Det har man… gæt… ja, talt om. Helt lavpraktisk har man derefter indført et kort Teams-morgenmøde hver morgen, daglig fælles frokost for lærerne og en fast fredags-rutine, hvor man samles en halv times tid og slutter dagen af sammen.
– Det kan være svært at hjælpe hinanden, når man er så spredt. Teams-mødet om morgenen er så vigtigt. Der koordinerer vi lige, tager temperaturen og får vendt, hvis nogle har brug for en hånd. Der er mange ting, der bliver løst der, og det er helt nødvendigt for, at vi føler os som en helhed, pointerer Bent Højer.
Den fælles frokost indførte man, fordi kollegerne fra de forskellige lokationer havde brug for at se hinanden. Nu bliver elever og lærere fra én lokation hentet i bus af en lærer fra den anden lokation – så man lige får det fælles pusterum.
Plads til at hygge sig
I det hele taget fylder det at hygge sig sammen en del. Og der er rum til det. Her får ledelsen en del rosende ord med på vejen af både tillidsrepræsentant og lærerne.
Der er ikke ”skemalagt til kanten”, som de siger. Der er ofte fra ledelsens side tænkt ind, at der skal være plads til det mere uformelle og sociale også i forbindelse med faglige arrangementer. Der er i det hele taget lagt nogle rammer, som giver mulighed for de mellemrum mellem opgaverne, hvor man lige får spurgt til hinanden eller grinet sammen, lyder det.
– Vi laver en fokuseret indsats i vores arbejde, så der også er tid til at hygge os. Det er vigtigt… det skal kunne lade sig gøre at lave plads til dét, som Bent Højer udtrykker det.
Man skal gå glad hjem
Kirsebærret på kollegakagen – ét af dem, som også bliver nævnt raden rundt – er, at der er stor åbenhed. Der bliver ikke puttet med tingene – heller ikke fra ledelsens side. Og selvom man som medarbejder ikke altid får det, som man vil have det, er beslutningsprocessen typisk meget gennemsigtig, forklarer skolelederen og direktøren, mens Bent Højer bakker op om de udsagn.
Formålet er klart: Man vil opnå, at medarbejderne har den tryghed, at de kender rammerne. For tryghed er udgangspunktet for, at man kan udfolde og udvikle sig, lyder det fra både skoleleder Leif Bach og direktør Karen Schytter.
Bent Højer, Dan Stæhr og Dorthe Christensen er enige om en anden ting: Man skal gå glad hjem.
– Jeg synes, man skal gå hjem gladere, end man kom. Det, må du godt skrive, er mit motto, lyder det fra Bent Højer.
Måske er man faktisk tæt på det mål på FGU Dronninglund. I hvert fald hvis man spørger Dan Stæhr:
– Uanset hvor meget det rumsterer i hovedet, når jeg kører hjemmefra, kan mine kolleger altid få mig til at grine. Og jeg er sgu ofte i bedre humør, når jeg kører hjem, end da jeg kom. Og dét har altid været mit mål: At være i mindst lige så godt humør, når jeg går hjem, som da jeg kom.
Dorthe Christensen bakker op:
– Ja, det gør jo ikke noget, man har det sjovt, når man går på arbejde, og vi kan virkelig godt lide at være sammen. Når vi mødes om fredagen og lige taler ugen igennem, så går man på weekend med et smil på læben og glæder sig til at komme igen mandag morgen.
I næste uge kan du læse vores næste artikel i dette tema. Her giver eksperter i arbejdsliv gode råd til det gode kollegaskab. Du får også værktøjer til at tage temperaturen på kollegaskabet på din arbejdsplads.
Hvad siger lederne?
Vi har også spurgt Karen Schytter, direktør for FGU Vendsyssel, og Leif Bach, skoleleder på FGU Dronninglund, om, hvorfor og hvordan de understøtte kollegaskabet. Her er deres pointer.
- Et godt kollegaskab skaber smidige arbejdsgange og er en afgørende holdindsats. Man kan have 11 dygtige spillere, men man scorer kun, hvis de spiller sammen. Som leder skal man give rum til, at samspillet kan udvikles – også på det mere uformelle plan.
- Giv plads til gode snakke, lyt til det, der kommer – og giv gode forklaringer på, hvorfor ting måske ikke kan lade sig gøre.
- Et skema er et skema – men giv lærerne frihed til at udøve deres fag og mærke efter, når man skal afvige fra skemaet, hvis de unge har brug for dét.
- Der skal være et frirum til andet end faglighed. Hvis man er skemalagt så stramt, at der ikke er plads til luft, begynder man at tælle sin tid i alle ender og kanter, og det er ikke til fordel for nogle – mindst af alt eleverne.
- Italesæt problemstillingerne – også de svære, så de ikke får lov at vokse.
- Inddrag medarbejderne. Man behøver ikke flytte beslutningskompetencen, men byd dem ind, inviter til input og kvalificer dit beslutningsgrundlag. Giv tid til det. Nogle gange skal man gå langsomt for at nå det rigtige sted hen sammen.
