”Vi kan jo ikke slette 2013 fra historien”
Hanne Pontoppidan sad til møde, da det anbefalede brev fra Moderniseringsstyrelsen blev bragt til Uddannelsesforbundet om formiddagen den 28. februar 2013. Forhandlingschefen fik hende ud fra mødet og viste brevet, der varslede lockout på det statslige område:
– Jeg var fuldstændig vantro. Det kunne man simpelthen ikke. Vi havde ikke engang haft forhandlinger eller testet hinanden af, og så kommer sådan en hammer i hovedet på os. På den anden side gav det en forklaring på det surrealistiske skuespil, vi havde mødt den sidste måned, siger Hanne Pontoppidan.
Ved det første forhandlingsmøde, hvor parterne skal præsentere deres krav, mødte to konsulenter fra Finansministeriets moderniseringsstyrelse op med et talepapir med arbejdsgivernes krav. De læste det op for hvert enkelt ansættelsesområde, og det var fra ”ord til andet” det samme for alle lærerområderne, husker formanden.
Kun på erhvervsuddannelsesområdet kom det til et andet møde. Arbejdsgiverne kom kun med deres ønske – om at erhvervsskolelærerne skulle indgå i den samme arbejdstidsaftale, som gymnasieskolelærerne, men uden det tillæg, de havde fået for at sige ja. Selv om forhandlerne fra Uddannelsesforbundet vidste, at det ville de ikke, gik de fra mødet uden at afgive et svar.
To uppercuts på samme dag
Mens mødet den 27. februar stadig foregik, blev de anbefalede breve med lockoutvarsler for statsligt ansatte lærere afleveret på posthuset.
– Vi vidste godt, at arbejdsgiverne havde våde drømme om, at lærerne skulle undervise i en større andel af arbejdstiden. Men derfra og til at bruge en bevidst orkestreret lockout til, at Folketinget senere kunne gennemsætte en besparelse på området – det havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, siger Hanne Pontoppidan.
Med lockoutvarslerne blev forhandlingerne flyttet til Forligsinstitutionen. Det gav et lille håb om, at der nu endelig ville blive reelle forhandlinger. Men også her brød forhandlingerne sammen. Lockouten var en realitet.
Grænseoverskridende
Planen i Uddannelsesforbundet var, at hvis lockouten trådte i kraft, skulle lærerne have mulighed for at mødes til regionale arrangementer. Blandt andet fordi medlemmerne skulle kunne være sammen på et sted.
– En lockout er faktisk ret grænseoverskridende og voldsom. Man bliver øjeblikkeligt frigjort fra sit ansættelsesbrev, skal aflevere sine nøgler til skolen, sit adgangskort, sin computer og er forment adgang, forklarer Hanne Pontoppidan.
Samtidig var det vigtigt, at offentligheden, lokalpolitikere og lokale folketingspolitikere forstod, at lærerne var vrede og frustrerede over ikke at kunne arbejde. Meldingen fra forbundet til de regionale arrangører var: Tryk på så mange knapper, I kan.
Hvorfor os?
I begyndelsen handlede de regionale møder om at forstå situationen. Både konsulenter og hovedbestyrelsesmedlemmer fra Uddannelsesforbundet deltog og forklarede rammerne for en lockout. Medierne skrev kun om folkeskolen – og at lærerne der var lockoutede, fordi de ikke var nok til stede.
– Og så sad alle vores konsulenter i jobcentrene og AMU-lærere og sagde, at ”vi er sgu da til stede 7,24 timer om dagen – hvor meget mere skal vi være der”. Mange af vores medlemmer mente ikke, det var en konflikt, der handlede om dem. Derfor var der et stort behov for at forklare, hvorfor konflikten de facto alligevel også handlede om deres arbejdsforhold, siger Hanne Pontoppidan.
Mange medlemmer havde også behov for at forstå, hvad lånemodellen gik ud på – og hvorfor de ikke bare kunne få konfliktstøtte. Og Hanne Pontoppidan er ikke sikker på, at man fik forklaret godt nok til alle, hvorfor man valgte den model.
99 procent arbejdsgivernes krav
Efter 25 dage endte det med regeringsindgreb den 26. april 2013, hvor lov 409 blev fremsat. Det slog fuldstændig luften ud på Hanne Pontoppidan. Både fordi regeringen valgte at gennemtvinge arbejdsgivernes krav ved lov – og fordi det var så ensidigt.
– Jeg havde kørt på adrenalinen i så lang tid og i håbet om, at rimeligheden et eller andet sted ville finde sted. Men så blev jeg bare totalt punkteret på et splitsekund. Det tog lang tid at restituere kroppen efter forløbet. Og jeg tror, at mange lærere oplevede det samme.
– De blev ikke alene låst ude fra arbejdet, men også skudt i skoene fra mange sider, at de bare gik og ”loppede den” og ikke selv kunne finde ud af at forvalte deres tid. Det er stærkt provokerende for så dybt dedikerede og professionelle folk, som lærerne er, og som faktisk leverer langt ud over, hvad de får løn for, siger formanden.
De nye arbejdstidsaftaler
Er man med de nye arbejdstidsaftaler så landet et fornuftigt sted igen?
– Vi kan jo ikke slette 2013 fra historien. Men med de nye arbejdstidsaftaler har vi igen fået aftaler. Nu er det ting, som parterne er enige om. Om de er gode nok? Det er svært at afgøre, men det er aftaler, der er blevet til på grundlag af fælles drøftelser og forhandlinger. Derved adskiller de sig fra de andre, der blev dikteret fra 2013, siger Hanne Pontoppidan.
Hele lockout- og regeringsindgrebsforløbet rystede dog hendes tiltro til den danske model på det offentlige område:
– Den fordrer, at politikerne er endog meget opmærksomme på at holde deres kasket som arbejdsgivere fuldstændig adskilt fra den magt, de sidder med som politikere. I 2013 sammenblandede man bevidst de to roller, og derfor kunne man gennemtrumfe præcis det, man ville have, siger hun og tilføjer:
– OK13 var et eklatant eksempel på en fuldstændig disrespekt for forhandlingssystemet og os som part. Og store bededagsloven er en gentagelse – om end det sker mindre camoufleret denne gang.
Der kom dog noget positivt ud af store bededag-balladen. Den viser, ifølge Hanne Pontoppidan, at der fortsat er et sammenhold i fagbevægelsen.
