Få tjek på

2024 bød på nye regler for barsel – få tjek på dem her

Både fædre, medmødre, flerlingeforældre, soloforældre og sociale forældre er begunstiget af de nye vilkår, som er sikret dels gennem lov og ved overenskomstforhandlingerne i 2024. Få overblikket her.

Udvidet lønret til fædre og medmødre

OK24-forliget for stat og kommune sikrede fædre og medmødre yderligere tre ugers lønret. I alt kan offentligt ansatte fædre og medmødre få fuld løn under barsel i deres to ugers fædreorlov efter fødslen og efterfølgende i op til 16 ugers forældreorlov, hvoraf ti af ugerne er øremærket. 

Den udvidede lønret gælder for fædre og medmødre til børn, som er født fra den 1. april 2024.

Er du privat ansat, gælder de samme vilkår muligvis også for dig – det vil stå i din overenskomst.

Sociale forældre i regnbuefamilier 

Fra 2024 skelner man i lovgivningen mellem juridiske forældre og sociale forældre.

Hvor juridiske forældre er de personer, som er registreret som forældre til barnet, så er sociale forældre personer, som er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet. Det kan være en kendt donor eller en partner til barnets juridiske forælder. 

Med de nye regler får LGBT+-familier muligheden for at overføre barsel/ret til fravær med barselsdagpenge fra en juridisk forælder til en social forælder. 

Flerlingeforældre

En ny lov fra april 2024 giver flerlingeforældre. Det vil sige forældre, der har fået tvillinger eller flere børn ved samme fødsel – 26 ugers ekstra orlov. Det har tidligere kun været en ret for forældre til trillinger eller derover, men det gælder altså nu også for tvillingeforældre. 

Ugerne fordeles, så hver forælder kan holde 13 ugers ekstra orlov. Er du ansat på en kommunal eller statslig overenskomst, får du løn i disse uger. Ugerne kan ikke overdrages mellem forældrene og skal være afholdt inden for et år efter fødslen.

Særligt for soloforældre: En soloforælder, som får flere børn ved fødslen, har også ret til 13 ugers ekstra orlov. Disse uger kan helt eller delvist overdrages til en social forælder. Derudover kan soloforælderen søge om 13 ugers ekstra orlov, der kan holdes af et nærtstående familiemedlem eller en social forælder – altså en person, som er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet.

Udvidet lønret til soloforældre 

OK24-forliget for stat og kommune sikrede soloforældre – altså forældre, som er alene om det juridiske forældreskab – ti ugers ekstra lønret.

En forælder, som mister barnets anden forælder i løbet af barselsperioden, har desuden fået ret til at overtage den afdøde forælders resterende lønret.

Nær familie kan overtage soloforældres orlov

Fra 2024 giver barselsloven soloforældre mulighed for at overdrage barsel med barselsdagpenge til et nærtstående familiemedlem. Det kan være egne forældre samt helsøskende eller halvsøskende, som er fyldt 18 år. 

Det betyder, at du som bedsteforælder kan tage barsel med dit barnebarn, hvis for eksempel din datter er solomor. Orloven skal være afholdt, inden barnet fylder et år, og du skal huske at varsle din arbejdsgiver otte uger inden orloven, hvor du i samme ombæring skal oplyse om orlovens længe.

Dato
Af
Foto
Illustration: Marianne Jørgensen