Einar Baldvin Baldursso
Hvorfor i alverden?

At være lærer er som at være rotte i et forsøg udført af en forsker med ADHD

Det er mere stressende at være offentligt ansat end at være arbejdsløs.

Helt grundlæggende er det mere stressende at være offentligt ansat – eksempelvis lærer – end at være arbejdsløs eller privatansat – eksempelvis p-vagt.

Den kontroversielle påstand kommer fra arbejds- og organisationspsykolog Einar Baldvin Baldursson.

Uddannelsesbladet har bedt ham forklare logikken bag.

Hvorfor i alverden mener du, at det er mere stressende at være offentligt ansat end ledig eller privatansat?

- De fleste offentligt ansatte får lavere løn end privatansatte. Men når du bringer et offer for noget, er det vigtigt, at det er offeret værd. Du har et behov for, at du kan se en mening i det, du arbejder med. Lykkes det, får du det godt. Men får du mindre meningsfuldhed og respekt ud af dit arbejde, end det du ofrer for det, falder dit selvværd. Og selvværd er en af de ting i psyken, som spiller den største rolle i at beskytte dig mod psykiske belastninger.

Er der ikke mange, der får dårligt selvværd af at være arbejdsløs? 

- Lige nu er der så mange ledige, at de får det bedre med at være ledige. Fra at have været de sidste i den bagerste del af en togvogn, som ikke var forbundet med resten af toget, er de nu en del af en stor gruppe. Så er det ikke længere den enkelte skyld at være arbejdsløs. Føler du som arbejdsløs, at du bliver taget alvorligt, og at din situation er udtryk for et fælles samfundsproblem, så vil du opfatte stigmatiseringen af dig som individuel ledig som ubetydelig.

Er det ikke mere stressende at være privatansat p-vagt, som skal lægge øre til, at folk råber ad en, end at være lærer?

- Som p-vagt bliver du udsat for de værste sider af de værste mennesker. Men du er alene p-vagt for pengenes skyld, og kan du ikke holde jobbet ud, finder du bare et andet. Jeg har aldrig mødt en p-vagt, som var idealist.

Du mener også, at de utallige forandringer i den offentlige sektor er stressende. Men er forandringer ikke bare en del af det moderne arbejdsliv for alle?

- Det er problematisk, hvis man gennemfører forandringer uden at forholde sig til den faglighed, man forandrer. Prøv at sammenligne, den enorme indflydelse direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøms faglighed har haft for politikernes beslutninger, med hvor lidt faglig ekspertise og relevant forskning, der anvendes, når der skal lovgives på undervisningsområder. Det er ikke at tage lærerfaget alvorligt, hvilket er en ingrediens til stress. Og det bliver for alvor en giftig cocktail, når politikerne samtidig ikke tager ansvar for deres beslutninger. Det giver offentligt ansatte en følelse af at være rotter i et eksperiment udført af en forsker med ADHD.

Skal man så hellere vælge at være privatansat eller arbejdsløs end at være offentligt ansat?

- Det kan være rigtig godt at være offentligt ansat. Faktisk behøver det ikke at være nemt for at være godt. Du skal bare føle dig værdsat. De offentligt ansatte har under corona-krisen fået noget goodwill. Men langsigtet er problemet, at man har undergravet den mening, der er med offentligt arbejde.

Dato
Af
Andreas Antoni Lund
Foto
Privatfoto