Udnyt dine muligheder som senior
Har du overvejet at gå ned i arbejdstid, når du runder de 60 år? Få tjek på, hvordan du kan få gavn af din ret til seniorbonus og ekstra frihed.
Som medlem af Uddannelsesforbundet kan du gøre brug af de særlige vilkår, der er aftalt for lærere på 60-62 år i overenskomsterne. De kaldes seniorvilkår og kan variere, alt efter om du er ansat i en kommune, på en statslig arbejdsplads eller på en privat uddannelsesinstitution med en almen overenskomst.
Ud over de aftaler om seniorvilkår, Uddannelsesforbundet har indgået ved de centrale overenskomstforhandlinger, kan der også være indgået lokale senioraftaler på din arbejdsplads.
Brug tillidsrepræsentanten
Din tillidsrepræsentant kender den lokale seniorpolitik og kan hjælpe dig med at få overblik over hvilke muligheder, der er for dig i seniorårene på din arbejdsplads. Tal derfor med tillidsrepræsentanten om dine ønsker og muligheder, inden du skal til MUS eller have en seniorsamtale.
Vil du gå ned i tid?
Arbejdstidsaftalerne for Uddannelsesforbundets medlemmer indeholder særlige vilkår fra den normperiode(skoleår), hvor du fylder 60 år. Her kan du vælge at gå ned i tid med op til 175 timer, men stadig få indbetalt fuldt bidrag til din pensionsordning. Det gælder også, hvis du er deltidsansat.
Seniordage og seniorbonus
Er du ansat i en kommune, har du ret til to fridage i kalenderåret, hvor du fylder 60 år, tre dage, når du fylder 61 år og fire dage, når du fylder 62 år.
Er du ansat på en statslig arbejdsplads, er de nuværende regler, at du fra det år, du fylder 62 år, opsparer ret til seniorbonus på 0,8 procent af den sædvanlige løn. Derudover har du ret til at konvertere bonussen til to seniorfridage eller til et ekstraordinært pensionsbidrag.
- Fra 1. januar 2024 ændrer man reglerne for statslige ansatte. Herefter gælder at:
Fra det år, du fylder 62 år, får du udbetalt en månedlig seniorbonus på 0,8 procent af din månedsløn. Du har samtidig ret til at afholde en eller to hele seniordage med lønfradrag. - Det år du fylder 62 år, har du ret til to seniordage, hvis din fødselsdag er i perioden 1. januar til den 30. juni og en seniordag, hvis du har fødselsdag senere på året.
- I årene efter det fyldte 62. år har du ret til at afholde 2 seniordage pr. år.
Som konsekvens af de ændrede regler er der aftalt overgangsordninger, der blandt andet betyder, at du i kalenderåret 2023 ikke kan vælge at konvertere seniorbonus til seniordage til afvikling i 2024.
Til gengæld får du så mulighed for at afholde seniordage i 2024 på baggrund af den løbende optjening af seniorbonus/seniordage, du har i 2024. De nye regler forringer derfor ikke muligheden for at afholde seniordage.
Er du ansat på en almen overenskomst hos en privat arbejdsgiver, opsparer du, fra det år du fylder 62 år, ret til seniorbonus på 0,8 procent af den sædvanlige løn. Du har ret til at konvertere bonussen til to seniorfridage eller et ekstraordinært pensionsbidrag.
Få styr på økonomien
Når du overvejer at stoppe med at arbejde, er det en god ide at kontakte din a-kasse og dit pensionsselskab. På Uddannelsesforbundets områder er det enten FTF-A eller Lærernes a-kasse, som kan hjælpe i forhold til eventuel overgang til efterløn eller efterlønsbonus. Rådgivning om pension får du hos PFA eller Lærernes Pension.