Nu kan du opspare frihed
Med OK24 blev der på både det kommunale og statslige område forhandlet en ny opsparingsordning hjem.
Med den kan du:
- Opspare den sjette ferieuge/de særlige feriefridage og afspadsering.
- Opspare i alt 15 dage, heraf maksimalt otte dages afspadsering.
- Holde den opsparede frihed som timer eller hele fridage på et senere tidspunkt.
Den kommunale opsparingsordning trådte i kraft den 1. april, mens den statslige begyndte den 1. maj.
Sådan opsparer du feriefridage
Alle de 15 dage, du har mulighed for at opspare, kan i princippet bestå af den sjette ferieuge/de særlige fridage. For at få dem overført til opsparingsordningen skal du overholde en frist.
Er du kommunalt ansat, kan du frem til 1. oktober vælge at få den sjette ferieuge overført. Det gælder også, selvom du tidligere på året har ønsket at få den udbetalt eller afholdt.
Er du ansat i staten, kan du frem til 1. september vælge at overføre de særlige feriedage til opsparingsordningen.
Sådan opsparer du afspadsering
Du kan maksimalt spare otte dages afspadsering op.
I kommunen kan afspadsering komme fra over- og merarbejde. Det bliver normalt overført til en ny normperiode, efter at din arbejdstid er opgjort. Afvikler du ikke afspadseringen i denne normperiode, kan den blive overført til opsparing.
I staten kan afspadsering bestå af overarbejde, ulempe- og weekendgodtgørelse eller inddragede fridage. Har du afspadsering ved udgangen af en normperiode, kan du få den overført til opsparingsordningen.
Sådan bruger du den opsparede frihed
Du kan afholde din opsparede frihed som timer og altså ikke nødvendigvis kun som hele dage. Du får din sædvanlige løn, når du holder fri. I staten er lønnen afhængig af, hvilken type frihed du holder, da aflønningen af de forskellige former for afspadsering ikke er ens.
Du skal bede om at holde opsparet frihed så tidligt som muligt og aftale tidspunkt for afholdelse med din leder. For de første otte dage, du ønsker at holde i et år – heraf op til to dage i sammenhæng – skal ledelsen som udgangspunkt følge dine ønsker til afholdelsen.
Sådan er du stillet ved sygdom eller opsigelse
Bliver du syg, inden du skal holde fri, mister du ikke din opsparede frihed. Husk blot at melde dig syg.
Hvis du stopper på arbejdspladsen, skal du have den opsparede frihed udbetalt. Har du fået arbejde i en anden kommune eller på en anden statslig arbejdsplads, kan du også spørge din nye arbejdsgiver, om friheden kan blive overført dertil.
Du kan til enhver tid vælge at få opsparet frihed udbetalt, hvis du alligevel ikke ønsker at holde fri.