Ro på nu: Vi er jo ikke læringsmaskiner
Vi er alle fuldstændig på det rene med, at corona-pandemien har haft mange og store omkostninger for blandt andet restaurationsbranchen, supermarkederne og tøjbutikkerne, der ikke kan sælge deres vintertøj.
- Når det gælder uddannelsesområdet, har vi imidlertid nogle meget mærkelige forestillinger om, at det ikke må have omkostninger for læring. Men læring er jo vores grundbusiness, og det er utopisk at tænke, at det ikke må have kostet noget på den konto under pandemien. Dermed presser vi nogle børn og unge yderligere, der er rigeligt presset i forvejen af, hvad de føler, de skal nå og opnå for at blive gode nok i livet, siger lektor Rikke Toft Nørgård fra DPU ved Aarhus Universitet.
Hun har kastet sig ind i debatten om begrebet ”læringstab” under coronaen, fordi hun er bange for, at vi bruger tankpasserlogikken, når vi vender tilbage til undervisningen efter påske: Forsømt læring hverken kan eller skal hældes på igen for fuld skrue, mener Rikke Toft Nørgård. Tværtimod skal vi koncentrere os om og fokusere på det mellemmenneskelige først. Det er det, eleverne har savnet mest, men også det, der er selve forudsætningen for at lære, lyder hendes pointe.
Vi lærer bedst gennem fællesskaber
Fælles for de undersøgelser, der er foretaget på tværs af uddannelsessystemet under pandemien, er, at elever, studerende og kursister i højere grad har følt et tab på det mellemmenneskelige plan end på selve læringsdelen. De har følt sig mere isolerede og alene.
- Det er jo næsten blevet sådan, at det efterhånden føles mærkeligt at være blandt mennesker igen – man ved ikke rigtig, hvordan man skal forholde sig til andre. Så når de vurderer, at relationer og fællesskaber er det væsentligste tab, skal vi sætte ind der, mener Rikke Toft Nørgård.
- Men i noget af den snak, der har været om læringstab, virker det næsten, som om de skal bindes fast til skrivebordet, og så skal der eddermame hældes noget mistet læring på dem. Men vi er jo ikke læringsmaskiner, siger hun.
Så at lære bedst handler mindre om indhold og mere om måden, vi bliver undervist på. Og vi lærer bedst gennem fællesskaber, samtaler, dialoger og praksis.
- Vi skal have hele den her treklang af hånd, hoved og hjerte med, når vi kommer tilbage til fællesskabet igen. Og vi skal huske, at der jo kommer en masse udmattede undervisere og elever tilbage, som skal restituere sig og komme på fode, finde sig til rette og finde hinanden igen, siger hun og tilføjer:
- Og det må være langt vigtigere, end at vi er supergode til kongerækken, eller hvad vi nu er kommet bagud med.
Vi lærer mere end for ti år siden
Når der tales om læringstab, har vi måske lært mindre af nogle ting under nedlukningen. Men til gengæld lærer vi i dag mere end for ti år siden, fordi vi har fået presset niveauet op, understreger Rikke Toft Nørgård, der godt ved, at mange mener noget andet.
- Og hvis vi prøver at presse det mere op, presser vi et i forvejen presset system og pressede mennesker. Og så vil vi – udover at have overlevet en pandemi – pludselig være i en situation, hvor vi skal til at bekymre os endnu mere, end vi gjorde før, om vi nu kan få en fod ind på arbejdsmarkedet eller den uddannelse, vi gerne vil, siger Rikke Toft Nørgård, som mener, at det måske derfor ikke er det mest hensigtsmæssige lige nu at have fokus på, om vi er kommet bagud.
- Det vigtigste må være at finde sig selv og hinanden igen både menneskeligt, mellemmenneskeligt og fagligt. Og så må læringstabet være lidt ligegyldigt.
Grib muligheden for et andet rum end zoom-rummet
Så er dit bedste råd til lærerne: Take it easy?
- Det handler ikke så meget om at tage en slapper, men mere om at rette fokus et andet sted hen – på mennesket fremfor bolden. Nogle har haft omkostningsfulde oplevelser under corona: depressioner, angst eller stor bekymring for, om ens forældre eller børn skulle blive syge eller vil dø. Det skal vi tale om. Vi skal prøve at få det godt og finde sammen igen og dernæst se på, hvordan vi får fællesskabet tilbage gennem det faglige, så det igen giver mening og værdi.
Så hvad kan eller skal læreren på for eksempel et grundforløb på EUD gøre rent praktisk for at få denne mellemmenneskelige del med?
- I stedet for individuelle læringsforløb, hvor eleverne måske alle hver især står foran deres værktøj og skal lære at gøre sådan og sådan, skal det mere konkret handle om at skabe nogle fællesfaglige fællesskaber, siger Rikke Toft Nørgård og understreger, at hun ikke mener klappe-navnelege, at gå ture eller kaste bold til hinanden, men at gribe muligheden for, at man nu har nogle andre rum end zoom-rummet til rådighed:
- Og så se på hvordan vi udnytter det til at få en fællesskabende mellemmenneskelig faglig aktivitet i centrum.
I har fået en masse digitale færdigheder
Men uanset hvordan vi vender og drejer det, føler de unge sig jo presset fra alle sider og er bange for, at de ikke har lært så meget som tidligere elever. Hvad kan du sige til dem?
- Mit umiddelbare svar er, at så har de helt sikkert lært noget andet.
For eksempel ved de mere om online-undervisning, har fået en masse digitale færdigheder, har lært at kommunikere sammen og set værdien af online fællesskaber:
- De er connected på en helt anden måde og kan jonglere i faglige digitale rum, som ikke er det samme som Twitter, Instagram eller TikTok, siger Rikke Toft Nørgård og forklarer, at de dermed har lært mere om at agere fagligt digitalt og online end andre før dem. Og det vil mange på arbejdsmarkedet sætte mere pris på, end at de har lært om enzymer.
De har med andre ord lært noget værdifuldt, som kan opveje, hvad de måtte have lidt af ”læringstab” på andre områder. Så samlet set ”går det måske nogenlunde i nul rent kompetence-, færdigheds- og vidensmæssigt, mener hun.
- Og fra systemets side ved man jo, at mange ikke har kunnet gøre det samme, når de skal til eksamen, som andre før dem. Man tager hensyn til, hvis de for eksempel ikke har kunnet komme på feltarbejde, når man sidder og bedømmer, siger Rikke Toft Nørgård, der dog understreger, at det blot betyder, at man tager hensyn til den verden og de omstændigheder, der har været uden for den enkeltes kontrol:
- Og ikke at man ikke bedømmer på samme niveau.
Kom ind i den pædagogiske takt igen
Har du også et godt råd til de undervisere, der nu skal tilbage?
- De står jo midt imellem systemerne og eleverne, så det afhænger af det mulighedsrum, vi giver dem. Men de skal også have mulighed for at komme på fode og restituere og ikke komme tilbage med et ”åh, vi har også en masse at skulle indhente”, siger Rikke Toft Nørgård og henviser til begreberne ”pædagogisk takt” og ”pædagogisk dømmekraft”.
Pædagogisk takt peger på, at man som underviser sætter tænksomhed, indsigt og etisk intelligens først, mens pædagogisk dømmekraft er underviserens evne til at vurdere sikkert og rigtigt i ukendte situationer – som for eksempel en tilbagevenden fra langvarig nedlukning og pandemi. Det betyder, at man som underviser gennem pædagogisk takt og dømmekraft tager magten over at få genetableret et mellemmenneskeligt og etisk undervisningsrum, før systemet kommer og banker på igen med alle sine krav.
- For det bliver et meget hårdt skifte og en stor omstilling fra online til onsite. Underviserne er for eksempel blevet vant til at kunne mute eleverne eller de studerende og undervise i stilhed, og det kan de pludselig ikke mere. Så måske kommer vi til at stå i en situation, hvor vi står og råber til hinanden og slet ikke kan agere i det, eller hvor Jens og Maren Marie pludselig er forelsket i hinanden, kan se hinandens kroppe og lugte hinanden for første gang i halvandet år og derfor slet ikke kan koncentrere sig om undervisningen – altså alle de ting, som også er en stor del af at blive dannet og uddannet – og give det rum og plads.
Vi har brug for at restituere
Undervisningen har været ”nød-undervisning” og underviserne har været i ”overlevelses-mode” i rigtig lang tid, og når man er i pandemisk panik, nød og overlevelse, som Rikke Toft Nørgård kalder det, præsterer man måske rigtig godt i overraskende lang tid. Men hvis man ikke får restitueret, brænder man ud, og kroppen bukker under.
- Nu har vi overlevet det her. Og det har vi ikke gjort ved at sidde hjemme og trille tommelfingre, men ved at knokle røven ud af bukserne – både dem, der har skullet undervise, og dem, der har skullet lære – samtidig med, at vi har skullet være hjemmeundervisende mødre, bekymrede børnebørn, socialt isolerede og kun halvt levende.
- Så det vigtigste er, at vi - også ud fra et socioøkonomisk perspektiv - passer godt på hinanden, ikke brænder ud, men har ro på og menneskeligheden i fokus, siger Rikke Toft Nørgård.