Peter Hassert, TR, Aarhus Tech
Aktuelt

Peter vendte stemningen på jobbet – nu er han indstillet til en pris

Han overtog posten som tillidsrepræsentant på Aarhus Tech, da linjerne med ledelsen var ’trukket hårdt op’. Nu er stemningen vendt, og fællesskabet blandt medarbejderne styrket. Derfor har en kollega indstillet Peter Hassert Nielsen som årets tillidsrepræsentant.

”Peter har formået at løfte en stemning præget af håbløshed og laden-stå-til til en positiv stemning, hvor kollegerne engagerer sig, bidrager og har en tro på, at den nye ledelse vil os det bedste.”

Det er blot et lille udpluk af de rosende ord, der står i den indstilling, som Anders Bjørn Petersen, lærer og læsevejleder på Aarhus Tech, har sendt til Årets TR 2025, en prisfest, hvor A4 Medier hylder de tillidsvalgte på landets arbejdspladser. 

Peter Hassert Nielsen er en af i alt 16 indstillede fra Uddannelsesforbundets områder. En markant stigning sammenlignet med sidste år, hvor to tillidsrepræsentanter fra Uddannelsesforbundet var indstillet. 

En af de ting, Anders Bjørn Petersen fremhæver både i sin indstilling, og da Uddannelsesbladet taler med ham, er, at Peter Hassert Nielsen er lyttende, vedholdende, præget af retfærdighedssans og med en iver, som virker smittende på kollegernes eget initiativ og lyst til at bidrage til det fælles bedste. 

 - Andre ville måske have givet op, for der var virkelig meget modstand i starten. Men Peter er utrætteligt blevet ved med at finde nye veje ind i det faglige arbejde og nye argumenter over for ledelsen for at forbedre arbejdsvilkårene for os alle sammen, fortæller Anders Bjørn Petersen.

- Han er utroligt vedholdende. Mange forstår ikke, hvor stort et arbejde og hvor hårdt et pres det egentlig er, når man står alene overfor en ledelse og tager kampene, understreger han, der kender dén del af det, da han selv tidligere har prøvet at være tillidsrepræsentant.

Lige præcis dén del fremhæver Peter Hassert Nielsen også selv:

Jeg har lært, at det hjælper at være vedholdende. At man kan ændre ting, hvis man står sammen.
Peter Hassert Nielsen
TR, Aarhus Tech

Om årets TR

Årets TR er en prisfest, som A4 Medier står bag. Her kårer de ikke blot årets tillidsrepræsentant, men uddeler også prisen som årets arbejdsmiljørepræsentant, uddannelsesmentor og samarbejdsinitiativ. 

I 2025 er der i skrivende stund indsendt 650 indstillinger på tværs af alle kategorier. Uddannelsesforbundet har indtil videre 15 indstillinger. Danmarks Lærerforening og Frie skoler har henholdsvis 16 og fem indstillinger.

Sidste år var der to indstillede fra Uddannelsesforbundets områder.  

- Jeg begyndte som TR på et tidspunkt, hvor fronterne var trukket lidt hårdt op under vores gamle ledelse. Der var min retfærdighedssans en drivkraft til at holde ved. Og jeg har lært, at det hjælper at være vedholdende. At man kan ændre ting, hvis man står sammen.

Kollegialt samvær + fagligt indhold = fællesskab

En anden ’opskrift’, som Peter Hassert Nielsen har haft stor succes med i arbejdet med at styrke sammenholdet på arbejdspladsen og skabe indflydelse på eget arbejdsliv, er, at blande det faglige med det sociale.

- Det har hjulpet på tilslutningen, når der også var et socialt element, og det har også været med til at skabe endnu mere fællesskab. 

Et eksempel er grillaftener, hvor klubbens medlemmer først har hørt et fagligt oplæg, inden de efterfølgende har spist sammen. Der har blandt andet været emner oppe som ’sådan tjekker du din lønseddel’, pension og det at arbejde med elever med autisme til grillarrangementerne. 

- Det er efterhånden blevet en tradition og ret populært. Helt generelt er tilslutningen vokset til de ting vi holder. Vi startede måske med at være 20, men med mund til mund-metoden så spreder det sig, og nu er vi typisk omkring 45. 

Jeg har gjort meget ud af at få folk med, lige fra jeg startede, for jeg har en idé om, at fællesskabet gør en forskel.
Peter Hassert Nielsen
TR, Aarhus Tech

Men, fortæller Anders Bjørn Petersen, Peter Hassert Nielsen har også gjort meget ud af kommunikationen med medlemmerne, og han har lavet årshjul, hybridmøder og andre temamøder – eksempelvis med overskriften ”OK26 – gør din indflydelse gældende”. 

Peter Hassert Nielsen vil dog ikke helt tage æren. 

- Ja, jeg har gjort meget ud af at få folk med, lige fra jeg startede, for jeg har en idé om, at fællesskabet gør en forskel. Men når det er gået så godt, er det også fordi, jeg har fået nogle yngre medlemmer ind, som er meget engagerede og har taget en aktiv rolle. 

- Vi aftalte, de skulle lave et aktivitetsudvalg, for hvem ved bedre end medlemmerne, hvad medlemmerne gerne vil have. Så derfor er aktivitetsudvalget frontløber på det og har været en kæmpe hjælp. Man kan ikke gøre det alene, man skal havde nogle til at hjælpe sig. Måske er det dét, jeg er lykkes med, siger tillidsrepræsentanten.

Det er indflydelse på eget arbejdsliv

Anders Bjørn Petersen beskriver også Peter Hassert Nielsen som ”skarpt skåret for tungebåndet”, måske lidt provokerende, utrolig god til at kommunikere.

- Men det skal ikke lyde som om, han er konfrontatorisk. Det er han ikke. Han er empatisk og lyttende – og lytter til begge sider, siger Anders Bjørn Persen, som også understreger en anden kvalitet:

- Peter er god til at tage fat på det, som berører os tæt i hverdagen.

Spøger man Peter Hassert Nielsen, handler det mest om, at han netop tror på, man kan nå en masse, hvis man står sammen.

- Jeg gider ikke sidde her og komme med store ord om mig selv. Jeg tror, det er tilgangen, der gør det. Min tilgang er at tale med folk, blive ved og hele tiden tænke, ’kunne vi ikke gøre det og det’. Det er indflydelse på eget arbejdsliv, at vi vil nogle forandringer, og at man ikke giver op. 

Temamøde med grill
Medlemsfest
Peter Hassert
Kollegaer på Aarhus Tech samlet til temamøde med efterfølgende grill-arrangement. Foto: Privat
Årligt holder den faglige klub på Aarhus Tech en medlemsfest. Foto: Privat
Her er Peter Hassert Nielsen i gang med at fortælle om processen for opgaveoversigter. Foto: Privat

Jeg vil gerne gøre en forskel 

Peter Hassert Nielsen har været TR siden 2019 og elsker, når han kan se sit TR-arbejde give konkrete resultater i form af klarere aftaler eller forbedrede arbejdsforhold. Og han er meget stolt af at være blevet indstillet til prisen. ’Den havde han ikke set komme’, som han siger.

Men det er hverken flotte indstillinger eller bedre aftaler, som er den allerstørste gevinst ved TR-arbejdet. Til spørgsmålet om, hvad dét er, falder svaret prompte:

- Jamen det er alt det, man ikke kan tale om på grund af tavshedspligten – når det lykkes at hjælpe en kollega, som virkelig har det svært på grund af sygdom, konflikter, fyringer eller lignende. Når man har gjort en forskel for en anden.

Her er alle indstillinger fra Uddannelsesforbundet

Årets tillidsrepræsentant

  • Anna Lise Mackenhauer
    UCRS VUC
  • Brian Capion Rasmussen
    Skive College
  • Jakob Ditlev Moesgaard Sams
    Tradium
  • Kathrine Jacobsen
    Next Uddannelse København
  • Lasse Tranberg
    Sprogskolen Kolding
  • Martin Harlev Finnerup
    Hansenberg
  • Mette Morales
    Next
  • Morten Gjerløv Svendsen
    HEG-Himmerlands Erhvervs og Gymnasieuddannelser
  • Ole Nielsen (indstillet to gange)
    FGU Nordvest, Thisted
  • Peter Hassert Nielsen
    Aarhus Tech
  • René Jensen
    VUC Storstrøm
  • Richard
    Tamu Center Vordingborg
  • Tobias Ahnfelt-Rønne, Helle Nielsen Kirk, Jonas Skovgaard-Hansen
    FGU Hovedstaden

Årets Uddannelsesmentor

  • Gry Hauge
    Det Blå Gymnasium, Haderslev Handelsskole
     
Dato
Af
Foto
Privat