Aktuelt

På to år har 34 procent flere unge valgt TEC – særligt én ting har virket

Det har i flere år været småt med succeshistorier om optaget på erhvervsskolerne. Nu er der dog spæde tegn på, at hovedstadens unge har fået øjnene op for en mere praktisk uddannelsesvej. Vi har spurgt TEC, hvad der har givet dem gevinst i jagten på nye elever.

Britta Knudsen, faglærer og koordinator på TEC - Technical Education Copenhagen (TEC), har flere navne at få styr på i disse dage, hvor introforløbet for de nye elever på grundforløb 1 (GF1) er i fuld gang.

På to år er antallet af elever, der har valgt GF1 på TEC direkte efter grundskolen, nemlig steget med 34 procent fra 324 ansøgere til GF1 i 2023 til 434 ansøgere i 2025. 

- Vi kan tydeligt mærke, at vi har fået flere elever. Og særligt kan vi mærke, at der kommer flere og flere elever, der aktivt har valgt os til, og som ikke kun starter, fordi de ikke kan komme ind andre steder. 

- Det er fedt, at vi nu ser resultaterne af det arbejde, vi har gjort gennem flere år, siger Britta Knudsen. 

Atypisk stigning

Udviklingen på TEC, der udbyder erhvervsuddannelser fra adresser i Ballerup, Gladsaxe, Hvidovre og på Frederiksberg, er bemærkelsesværdig, fordi hovedstadsområdets erhvervsskoler halser efter landkommunerne, når det kommer til at tiltrække elever fra grundskolen. 

I år var andelen, der søgte en erhvervsuddannelse som førsteprioritet efter grundskolen, 14,9 procent i Region Hovedstaden, mens den i Region Nordjylland i den anden ende af listen var 24,4 procent (uddannelsesstatistik.dk).

Så hvad er der sket, siden TEC nu kan præsentere en stigning i GF1-elever på 34 procent i løbet af to år, hvor stigningen på landsplan kun var på tre procent?

Vi har stort fokus på, at elever på folkeskoler og grundskoler kommer og oplever vores værksteder.
Troels Rendbæk Jacobsen
Uddannelsesleder på TEC

Brobygning og introforløb betaler sig

Uddannelsesleder på TEC, Troels Rendbæk Jacobsen, har ikke et bud på, hvorfor TEC’s optag adskiller sig markant fra landsgennemsnittet. Men han tør godt sige, hvad der har banet vejen for den aktuelle succes med elevoptaget.

Her bliver særligt en ingrediens fremhævet: Et styrket samarbejde med de omkringliggende grundskoler. 

- Det er jeg sikker på, har haft stor betydning for, at flere af de unge begynder at vælge os til.

- Vi har stort fokus på, at elever på folkeskoler og grundskoler kommer og oplever vores værksteder. Det samarbejde har vi igennem en årrække arbejdet med at forbedre og udvikle, forklarer Troels Rendbæk Jacobsen. 

- Og vi kan se på vores evalueringer af de her forløb, at de får mange elever til at overveje en erhvervsuddannelse. Og når vi i dag spørger eleverne på GF1, hvorfor de har valgt os, så er svaret ofte, at de tidligere har været på et forløb hos os.

Ændret organisering og nye forløb

Tidligere havde TEC ikke udvalgt bestemte lærere til at køre forløb for elever fra grundskolen. Det er ændret i dag, hvor indsatsen er forankret i det team, der underviser GF1 og 10. klasse. 

Der er også blevet udviklet nye forløb til de obligatoriske introdage for 8. klasser i samarbejde med Copenhagen Skills og en række andre erhvervsskoler. Her løser eleverne opgaver, som de får præsenteret digitalt af elever fra TEC via en QR-kode. Det gør, at brobygningseleverne har en ung rollemodel at spejle sig i. Men blended learning, som læringsmetoden bliver kaldt, giver også andre fordele:

- Med videoer, som er optaget på forhånd, kan vi bedre sikre kvaliteten af de øvelser, eleverne bliver præsenteret for. Og fordi eleverne selv kan gå i gang med opgaven, har lærerne bedre tid til at komme rundt og tale med de enkelte elever, siger Troels Rendbæk Jacobsen.

Det bliver mere end bare et gæstebesøg, hvor de kommer og får sodavand og kage.
Britta Knudsen
Faglærer og koordinator på TEC

Læresamarbejdet er vigtigt

Britta Knudsen er koordinator for det team, der står for alle brobygnings- og introduktionsforløb på TEC.

Hun fortæller, at de i teamet også gør meget ud af allerede i planlægningen at inddrage lærerne fra de skoler, der kommer på besøg. For den fortælling om erhvervsskolerne, som de bærer videre til eleverne og deres forældre, er vigtig og kan i sidste ende have stor indvirkning på elevernes endelige uddannelsesvalg.

- Vi tror på, at hvis det er et forløb, vi samarbejder om, så kan de bedre se sig selv i det, og så er der større chance for, at de snakker om det hjemme i klassen og bruger tid på både forberedelsen og på at snakke forløbet igennem efterfølgende. Så det bliver mere end bare et gæstebesøg, hvor de kommer og får sodavand og kage.

Mange kommer og siger: Kan du ikke huske mig? Jeg var på det og det forløb.
Britta Knudsen
Faglærer og koordinator på TEC

Ros får styrker frem

Ved at samle forløbene for grundskoler i TEC’s ungeområde får eleverne mulighed for at snuse til det undervisningsmiljø, der venter, hvis de ender med at vælge en erhvervsuddannelse. At have mødt de lærere, som venter på GF1 kan også være med til at skabe en tryg start.

- De genkender os jo, når de starter på grundforløbet. Mange kommer og siger: Kan du ikke huske mig? Jeg var på det og det forløb, siger Britta Knudsen.

Når grundskolerne er på besøg i værksteder, gør hun og kollegerne meget ud af at præsentere eleverne for en særlig måde at gå i skole på. At give dem erfaringer med erhvervsskolernes helhedsorienterede undervisning og ikke mindst ros.

- Vi laver anerkendende pædagogik hele tiden, og det tror jeg har en kæmpe betydning for eleverne, fordi de jo tit nogen af dem i hvert fald – møder fordomme, når de ikke kan sidde stille eller ikke passer ind i rammesætningen. Så vi arbejder hele tiden med at rose dem og fremhæve store som små ting, som de gør godt, så de får øje på deres styrker, forklarer hun.

En sjælden succes

Selvom TEC oplever en stigende interesse fra de unge grundskoleelever, der søger ind på GF1, er det ikke det generelle billede. Det viser den mere beskedne stigning på landsplan på tre procent de sidste to år også om. 

De seneste søgetal fra Børne- og Undervisningsministeriet viste, at 20 procent af grundskoleeleverne valgte en erhvervsuddannelse i 2025. Det tal har været stabilt i længere tid og kun gået få procentpoint frem de seneste fem år. 

Da man vedtog erhvervsuddannelsesreformen i 2015, lød den politiske målsætning ellers, at der i år skulle være 30 procent af en ungdomsårgang, der søgte mod erhvervsuddannelserne.

Dato
Af
Foto
TEC