Bag om

Ordene har magt på uddannelsesvalg og identitet

Hvad betyder det for en uddannelses status, søgning og bevilling, at den bliver talt ned eller op? Og hvad eller hvem påvirker, hvordan man ser på blandt andet en erhvervsuddannelse? Det har vi spurgt en retoriker, en brandingekspert og en rektor om. De er enige. Ord og fortællinger har stor magt.

i vil alle gerne være på det rigtige hold og træffe ”det rette” valg. Derfor påvirker det os og ofte også de uddannelsesvalg, vi træffer, når politikerne og samfundet sætter en bestemt agenda eller taler om en uddannelsesretning på en bestemt måde.

– Politikere er tilbøjelige til at sige: Vi afspejler bare, hvad befolkningen ønsker. Det er ikke en mening, vi skaber. Men det passer ikke. De skabte for eksempel vendingen ”brødløse” uddannelser om de humanistiske uddannelser. Og den vending gik igen og igen hos medier, ministre, økonomiske vismænd, formænd for Dansk Industri med flere, siger professor i retorik ved Københavns Universitet, Christian Kock.

De humanistiske universitetsuddannelser, som Christian Kock selv er en del af, fik under den tidligere Thorning-regering begrebet ”brødløse” hæftet på sig. Årsagen var, at uddannelserne skulle ”dimensioneres” efter, i hvor høj grad de førte til job eller ledighed. Men de blev kaldt brødløse, fordi graden af ledighed var lidt større end på de øvrige universitetsuddannelser.

– Det var både misvisende og samvittighedsløst. For forskellen til de andre var ikke stor, pointerer Christian Kock.

Nedsætter agtelsen

Efter hans vurdering giver det en udpræget efterklang og effekt i befolkningen, når politikere og meningsdannere hæfter et begreb som for eksempel brødløse på uddannelser. Og det har konsekvenser for både selvforståelsen hos dem, det handler om, søgningen til uddannelserne, omverdenens opfattelse og dermed også den goodwill og de bevillinger, som de eller deres uddannelse opnår.

– Det er jeg sikker på også gælder for de uddannelsesområder, som I repræsenterer, siger han.

Christian Kock henviser til de konsekvenser, det har haft i ”hans verden” for blandt andet sproguddannelserne på universiteterne at blive kaldt brødløse. De er skåret ned i stort omfang og har mistet bevillinger:

– Det er områder, der er blevet ringeagtet. Og resultaterne er, at bevillingerne og søgningen er skrumpet. Det er klart, at de to ting bider sig selv i halen: Skærer man på bevillingerne, og der dermed ikke er interessant undervisning, så trækkes de studerende jo ikke derhen. Det nedsætter den generelle agtelse for de pågældende og deres fag. Og det, er jeg sikker på, skader samfundet, siger han og tilføjer:

– I det her tilfælde ved jeg da ikke, hvor smart det er, at vi nu står og mangler sprogeksperter i russisk og kinesisk.

Død over produktionssamfundet

Den udvikling får måske en klokke til at ringe hos lærere, der har været ansat i erhvervsskoleverdenen de seneste årtier? I 2001 erklærede daværende undervisningsminister Margrethe Vestager, at vi var på vej mod et videnssamfund. Målet var, at halvdelen af en ungdomsårgang fik en videregående uddannelse, og de studerende på de videregående uddannelser var ”bærere af Danmarks fremtid".

Og måske hørte de unge – eller deres forældre – efter. Før 2001 søgte 32 procent af de unge en erhvervsuddannelse. Siden har tallet ligget og skvulpet på omkring 20 procent.

Retorikken fortsatte i øvrigt med den nye konservative videnskabsminister, Charlotte Sahl-Madsen. Hun mente, at det nationale mål var, at 25 procent af en årgang skulle være akademikere.

Et enormt svigt

Lars Kunov, der dengang var direktør for organisationen Danske Erhvervsskoler, var ikke i tvivl, da han udtalte til en artikel i KL.dk oktober 2012:

Politikerne er i mange år lykkedes med at tale de lange, boglige uddannelser op, mens de praktiske uddannelser er blevet talt ned. Det startede vel for alvor, da Margrethe Vestager i 2001 proklamerede, at produktionssamfundet var dødt”.

I 2011 regnede Danske Erhvervsskoler, som organisationen hed dengang, ud, at regeringen siden 2003 havde forringet fællestaxameteret til de erhvervsrettede uddannelser med 32-35 procent, og kaldte det et enormt politisk svigt.

Vi har ikke fået det talt op

Anita Baun Hørdum peger ligesom Lars Kunov på, at vi i mange år kun hyldede det boglige og akademiske. Det var det, der var vigtigt at kunne og være dygtig til.

– Gymnasiet er blevet det ’sikre valg’, hvor du ikke lukker muligheder. Og det er kommet til at stå i modsætning til EUD. Vi har ikke haft fokus på at få talt den del op, siger hun.

Men det handler også om måden, man taler om uddannelser på. At en EUD er for dem, der ikke kan komme i gymnasiet:

– Og hvis en EUD bliver betragtet som opsamlingssted for dem, der ikke kunne komme i gymnasiet, betyder det selvfølgelig, at man ikke har lyst til at sende sit barn derhen.

Tager tid at ændre et image

Det, man fortæller om uddannelse, skal dog svare til virkeligheden. For hvis man sender potentielle elever fra folkeskolen ud i brobygning, skal den virkelighed, de møder, være attraktiv. Noget, som Lærlingeoprøret med Anita Baun Hørdums ord har sat fokus på, at den ikke altid er.

– Tingene skal følges ad. Det dur ikke, hvis du kommer ud på en erhvervsskole, hvor værktøjet er nedslidt, eller hvor toiletterne er ulækre. Der er en masse ting, der måske ikke er på det niveau, det skal være, på erhvervsskolerne, siger hun, men peger omvendt på, at nogle af fortællingerne ikke passer mere:

– Derfor er det meget vigtigt, at man også fortæller de nye historier. For eksempel om, at EUX kan noget andet. Den uddannelse satte jo erhvervsuddannelserne ind i et andet lys og tiltalte måske en anden målgruppe, understreger hun.

Der var lagt mange kræfter i at sælge den nye EUD og EUX til de unge. Men der er stadig alt for lidt søgning. Hvad er det, det ikke er lykkedes at fortælle?

– At forny et image er ikke noget, du kan ændre fra den ene dag til den anden. Det tager tid, og det er manges opfattelse, du skal ændre: folkeskolelæreres, vejlederes, forældres og de unges egen – og hele det omgivende samfunds. Det er et langt, sejt, kontinuerligt træk og kræver mange indsatser. Og det synes jeg ikke, at politikerne har taget alvorligt nok, siger hun.

Hvorfor er det selve business-delen, de unge i dag søger? Illustration Julie Flansmose

Medvind på cykelstien

De relativt nye erhvervsakademier ser ikke ud til at have behøvet et langt sejt træk for at være attraktive. Det er en af de uddannelser, som har haft næsten konstant ”medvind på cykelstierne”, som rektor Ole Gram-Olesen fra Erhvervsakademiet Cphbusiness udtrykker det.

Han tror, at uddannelsernes succes i høj grad skyldes, at de er forankret i praksis:

– Det rammer ind i noget, som nogle unge gerne vil. De unge, vi henvender os til, er nogle, der ofte har lidt krudt i røven. De læser ikke for at læse – de vil ud at lave noget og få et godt job. Mange starter for sig selv, og det kan de få en del hjælp fra os til.

Men hvorfor er det selve business-delen, de unge i dag søger?

– Det er i høj grad holdningerne i samfundet og den måde, vi taler om uddannelserne på, der påvirker søgningen til dem. Og det er jo den agenda, der hersker i samfundet lige nu. Mange unge vil for eksempel gerne starte for sig selv og være iværksættere og innovative, forklarer Ole Gram-Olesen.

Han tilføjer, at det skal med på positivlisten, at det er uddannelser, hvor der er gode muligheder for job og en stor sikkerhed for en høj livsindkomst – ligesom der ikke mindst er karrieremuligheder livet igennem.

Retorikprofessor Christian Kock er enig i, at det betyder noget med løn- og ansættelsesvilkår for søgningen til en uddannelse. Men det handler også om så meget andet, som samfundet og politikerne kan tale op.

– Man kan tale om tilfredsstillelsen og værdien af selve det at udføre arbejdet og kunne det – og at det er meningsfuldt for én.

– Det er meget det, der trækker unge mennesker – den oplevede værdi, de forventer i deres liv ved at kunne og gøre de ting, siger Christian Kock.

Dato
Af
Foto
Illustration Julie Flansmose