Ord22-konference: Hot er ikke det samme som smart
Det er vigtigt, at man skiller alle mulige teorier fra den viden, man faktisk har i forhold til undervisningen af ordblinde. For nej: Alle veje til undervisning af ordblinde er ikke lige gode.
- Derfor er denne fagkonference vigtig. Den fokuserer på selve forudsætningen for praksis, nemlig viden. Og forkerte teorier er ligefrem ødelæggende for den faglige praksis. Tænk, hvis en mekaniker arbejdede ud fra den teori, at bilen selv bedst vidste, hvordan den skiftede tændrør?
Så skarpt lød det fra en af de veloplagte eksperter i ordblindhed, professor Carsten Elbro fra Center for læseforskning på Københavns Universitet, ved Ord22-konferencen. En todages konference for ordblindelærere fra alle dele af skoleverden, arrangeret af Uddannelsesforbundet og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, i DGI-byen den 13.-14. september. Blandt andre børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil mødte op og kunne give den positive nyhed, at der fremover i højere grad også skal satses på indsatsen for de voksne ordblinde.
Ordblinde skal have en guide
Det rekordstore antal deltagere vidnede om en tørst efter viden, men også fællesskab med fagfæller efter en lang coronapause: 680 ordblindelærere og andre fagpersoner fra alle dele af verden – og uddannelsesverdenen deltog i denne femte Ord-konference. De kom fra blandt andet FGU, VUC, erhvervsuddannelsesområdet, dansk som andetsprogsområdet og vejledningen og sps.
Carsten Elbro understregede som en slags cadeau til de fremmødte lærere, at en af de ting, man faktisk ved, er, hvor vigtig en veluddannet ordblindelærer er:
- Det er den måske mest veldokumenterede viden i pædagogisk psykologi, at ordblinde er nødt til at have en guide, der kan hjælpe dem ind til det skrevne sprog, som er en kode for det talte sprog, sagde han.
Vi ved meget, men…
Ifølge Carsten Elbro har ordblindhed eller dysleksi optrådt i titlen eller sammenfatningen på mere end 11.100 afhandlinger og artikler i anerkendte, internationale tidsskrifter siden 1880’erne. Mange af resultaterne er så sammenstemmende, at man kan kalde det for viden, men der er stadig meget, vi ikke ved om ordblindhed:
- Vi har brug for en fagpraksis, som bygger på viden, og som selvfølgelig holder sig inden for lovens rammer og erfaringer. Så når man taler med folk udenfor branchen, er min anbefaling, at man taler om det, man ved, i stedet for teorierne: At hvis vi støtter elever på den og den måde, får vi sandsynligvis den og den virkning – på helt samme måde, som vi regner med, at mekanikeren kender til tændrør. Det er den vej, vi skal videre ad, hvis vi skal have gennemslagskraft.
Kan man træne hukommelsen?
Monica Melby Lervåg, professor ved Institutt for Spesialpedagogikk fra Oslo Universitet, holdt også oplæg på ORD22. Hun satte fokus på, hvor svært det har været at trænge igennem med en ny og ændret viden. Hun og kollegerne har i flere år undersøgt sammenhængen mellem arbejdshukommelse og læsevanskeligheder. De fulgte børn fra de var fire år til otte år for at undersøge deres evne til at holde fast i og bearbejde en lille mængde information på kort tid – altså deres arbejdshukommelse. Det skete for at finde ud af, om man kunne forudsige, om de ville få læse- eller talevanskeligheder. Men undersøgelsen viste, at en dårlig arbejdshukommelse ikke nødvendigvis giver læsevanskeligheder, men at læsevanskelighederne kan være årsagen til dårlig arbejdshukommelse. Og – nok så kontroversielt: At træning af arbejdshukommelse ikke virker.
Stik modsat, hvad blandt andet svensk forskning tidligere havde vist og har fået anerkendt – og som for eksempel har givet anledning til, at private firmaer kan tjene på hukommelsestræning.
- Det var meget svært at få vores forskning publiceret. Nogle havde interesse i at holde fast i de tidligere forskningsresultater, fortalte hun, men oplyste dog samtidig, at man kan få en vis effekt ved at træne sin arbejdshukommelse – men kun på det specifikke område, man træner.
- Og jo længere væk, man kommer fra dette område, des mindre effekt har det, slog Monica Melby Lervåg fast.
Hvad ved vi så?
I dag ved vi blandt andet, at kernen i ordblindhed er vanskeligheder med at lære at forbinde bogstaver og bogstavfølger med sproglyde. At vanskeligheder med at stave især er langvarige, og at ordblindhed er et handicap, som følger en resten af livet.
Man har også ret samstemmende forskningsmæssig viden om blandt andet vanskeligheder med følgerne af læse- og stavevanskeligheder, og at der er særlige kendetegn ved ordblindhed og andre læsevanskeligheder, samt at ordblindhed kan skyldes sproglige, neurologiske og genetiske årsager.
Faktisk er der risiko for at tre ud af fire børn af forældre med ordblindhed selv bliver ordblinde – og at dem, der ikke gør, har lært sig kompenserende strategier. Man kender ligeledes de tidligere tegn på risiko for læsevanskeligheder, og der er viden om, hvad der virker på forskellige trin i forebyggelsen.
Afhænger af krav
Men det ville stadig være godt at vide, hvilke grader af ordblindhed, der giver anledning til læsevanskeligheder i for eksempel hvilke job eller uddannelser, da kravene varierer.
- Læsevanskeligheder er, når færdighederne ikke slår til. Men det afhænger af de krav, den enkelte har, vedkommendes situation og meget andet, om en funktionsnedsættelse og lave færdigheder fører til vanskeligheder eller ej., som Carsten Elbro sagde.
Han efterlyste også viden om, hvad der videre skal ske med de ”øvede” ordblinde, om de fortsat skal have støtte og særlige vilkår? Det problem er ikke løst, oplyste han.
- En af de ting, som jeg og mine kolleger har været meget optaget af, er, om man får vanskeligheder med at læse, hvis man har vanskeligt ved at tilegne sig nye sproglyde. Det ved vi faktisk ikke – forholdet mellem at have sprogudviklingsforstyrrelser og ordblindhed er stadig ikke godt belyst.
- Og et pædagogisk spørgsmål er, om problemet ville være løst, hvis man blot fik tid og varierende gentagelser, uden at skulle forsøge at holde trit med klassekammerater? Jeg kender ikke nogen, der har prøvet det. De ordblinde skal først lide nederlag, og så kan man forsøge at fixe det.
Lærerens vigtige rolle
Carsten Elbro rundede af med igen at understrege, hvor vigtig lærerens rolle er: Vedkommendes indsigt i læsevanskeligheder og deres årsager øger relevansen af undervisningen og elevernes tillid og udbytte af den.
- Og så handler det om, at hot ikke er det samme som sandt. Det er lavet undersøgelser af, hvad der er hot til forskellige tider. Og en hel del af det hotte inden for læseundervisning er det rene nonsens. Det er det samme som en modekjole: Det kan godt være, den er in, men det sikrer ikke, at den er holdbar, slidstærk eller varm. Og det er sådan noget som holdbarhed, slidstyrke og varme, vi har brug for i specialundervisningen.
Dårligt indscannede dokumenter får ordblinde til at opgive
Det sidste ord på Ord22-konferencens første dag fik de ordblinde unge og voksne selv. Og på spørgsmålet om, hvad man som underviser bedst kan gøre for at skabe lige deltagelse for ordblinde i undervisningen, lød det blandt andet fra Julie Kirkemann Riisby, der for to måneder siden blev uddannet dyrlæge:
- At man er uddannet inden for ordblindeundervisning og har sat sig ind i, hvordan det er at være ordblind. Det er de små detaljer, der gør det lettere at være ordblind – for eksempel, at en lærer lægger dokumenterne online, så du kan få det læst højt.
Udover Julie deltog også Louise Tranemose Christensen, der netop er startet på en 10. klasse, Annelea Lehrmann, der læser til lærer, samt Malik Ahlequist Kallio, som blev færdig med uddannelsen som SOSU-hjælper sidste år. De har fået mere eller mindre hjælp fra deres lærere. For eksempel fortalte Annelea Lehrmann, der først var blevet konstateret ordblind som 28-årig, at hun havde en kamp mod dårlige kopier af indscannede dokumenter fra lærerne:
- Jeg hader kopier, udbrød hun og kunne fortælle, at den største konsekvens var, at hun ikke kunne bestå eksamen i sin læreruddannelse:
- Fordi jeg kun har fået 50 procent af de materialer, jeg skal bruge.
De var enige om, at den opmærksomme lærer spørger ind til, hvad man har brug for i sin undervisning og ikke gør det til et problem, hvis man har brug for ekstra hjælp.
Louise Tranemose Christensen, som er 16 år og lige startet i 10. klasse på efterskole, fik det største bifald fra salen, da hun fortalte, hvordan hun overvandt de mange barrierer og alt det, hun ikke var god til her og nu ved at vende det om ved at sige: ”Det her er forarbejdet til fremtiden”.