Ellen Bertelsen underviser sprogkursister med en slags blended learning
Lærer til lærer

Onlineundervisning kan aldrig erstatte det fysiske fremmøde

- men Ellen Bertelsen fra AOF Sprogcenter Nordvest i Holbæk forsøger at finde en gylden mellemvej med blended learning i disse corona-tider.

Der er stadig afstandskrav, og derfor kan Ellen Bertelsen og hendes kursister ikke have 100 procents fremmøde på skolen. Så de kursister, der er kommet efter august, har hun ikke alle mødt fysisk, da hun arbejder hjemmefra.

De fleste har kun kort skolegang, og mange af dem har ikke andre tekniske hjælpemidler til onlineundervisning end deres smartphone. Men det er meget vigtigt for deres motivation at få billede og lyd på undervisningen, og det får de kun ved et mere personligt møde, fortæller sprogskolelæreren.

Udfordringen? 

- I foråret, hvor der blev lukket helt ned, havde jeg en fornemmelse af, hvor det bar henad med det store smittetryk. Derfor forberedte jeg mig godt og havde også forberedt mine kursister på, at det kunne ske. Jeg fik indhentet de fleste af deres kontaktadresser, og hvad enten de brugte Whatsapp, sms, Gmail eller Outlook var det også det, jeg brugte til at kommunikere med dem. Vi prøvede det af i klassen først og fik det til at fungere ret ok, så vi var klar, da der blev lukket ned.

Mere om Ellen

Ellen Bertelsen underviser i dansk som andetsprog på AOF Sprogcenter Nordvest i Holbæk. Hun har arbejdet som sproglærer i cirka 30 år.

- Siden har jeg udviklet på det. Det er blandt andet meget vigtigt, at arbejdet bliver godt organiseret. 

Hvad er løsningen?

- Jeg arbejder denne gang sammen med de undervisere, der fysisk er på skolen med kursister, og vi praktiserer det, der hedder blended learning. Vi mødes hver uge online og planlægger, så det ikke bliver forskellige forløb, og vi har aftalt, hvem der gør hvad – ligesom ved almindelig klasseundervisning. Det er der ikke meget hokus pokus i. 

- Vi finder for eksempel i fællesskab frem til læsetekster, som jeg laver opgaver til om alt fra forståelsesopgaver til orddeling, betydningsafklaring af ord, bøjninger med videre ud fra det ordstof, der er i teksterne. Jeg indtaler også nogle af dem til kursisterne. Både fordi flere af dem skal støttes af lyd for at kunne læse, men ligeså meget for, at så er jeg ”hos dem” – og det kan de rigtig godt lide.

Jeg ved nu også, hvor vigtigt det er at styre sin egen tid. Arbejdet kan hurtigt komme til at fylde alt.
Ellen Bertelsen
Sproglærer

- Et andet hold er længere fremme, og de skal skrive rigtig meget. Jeg bruger en del tid på at give dem ordentlig respons. Det kan jeg gøre skriftligt, men hvis der er rigtigt meget, kan jeg vælge at indtale det og sende det som lydfil.

Hvorfor er det en god løsning?

- Onlineundervisning kan aldrig erstatte det fysiske fremmøde, men det her er et godt supplement, og det fungerer. Jeg sørger bare for at lægge opgaver ud efter det tekniske udstyr, de hver især har, for budskabet er, at de teknisk ikke skal lære noget nyt, men bruge det, de har i forvejen.

- Jeg ved nu også, hvor vigtigt det er at styre sin egen tid. Arbejdet kan hurtigt komme til at fylde alt, når man arbejder online. Det tikker ind morgen, middag og aften. Du bliver grebet af det og lægger for mange opgaver ud, der så kræver meget rettearbejde. 

- Nu har jeg justeret arbejdsmængden i forhold til min reelle arbejdstid: Et hold får i en periode tildelt opgaver, der kræver meget af dem, men lidt respons, mens det er omvendt med et andet hold. Så kan jeg holde til det, for budskabet er også, at det skal være et godt arbejdsliv. 

Dato
Af
Foto
Privatfoto