Nu skal vi smide praksis i førersædet og hælde teorien om på bagsædet
Der skal ikke være noget teori, uden at det er funderet i praksis. For har vi ikke en praktisk knage at hænge teorien på, er den i princippet ligegyldig. Så kan vi ikke anvende den til noget.
Det er essensen i den bog, som Jonas Christoffersen har skrevet. Han er faglærer på ZBZ – Zealand Business College i Ringsted, hvor han de sidste fem år har undervist i datakommunikation.
Mere om Jonas Christoffersen
- Har gennem 12 år arbejdet som selvstændig IT-konsulent.
- På baggrund af sine erfaringer som underviser og selvstændig konsulent har han skrevet bogen ”Practical Learning: Bridging the Gap. Unleashing Potential through Hands-On Education”.
- Er inviteret til konferencen Education 2.0 I Dubai i februar 2024, hvor han også er indstillet til en pris for sit arbejde. Er desuden meget aktiv på LinkedIn, hvor han er blevet udnævnt til Top Educational Leadership Voice.
Tankerne om at vende det hele på hovedet begyndte, da han som nyansat oplevede, at eleverne glemte meget af teorien og blev fjerne i blikket, når han begyndte at undervise.
- Vi har ganske meget tung teori. Og jeg kunne jo se, at det, jeg lærte dem den ene uge, havde de glemt 80 procent af 14 dage efter. Jeg tænkte, at det simpelthen måtte kunne gøres smartere og gik i gang med at eksperimentere.
Gør det her – uden at tænke
Det, Jonas Christoffersen eksperimenterede med, var især at sætte eleverne i gang med praktiske opgaver, uden at de overhovedet havde lært noget af teorien.
Han gav eleverne meget styrede, konkrete opgaver, hvor de step for step fik at vide, nøjagtig hvad de skulle gøre uden egentlig at tænke over det. Det kunne for eksempel være at installere en server. Først bagefter talte han med eleverne om, hvad det egentlig var, der så gjorde, at tingene hang sammen og virkede. Han oplevede, at eleverne pludselig var anderledes engagerede og nysgerrige – og fik en dybere forståelse af, hvad de lige havde siddet og lavet.
- Det betyder rent faktisk noget, at de har siddet med fingrene og trykket på knapperne, inden vi begynder at fortælle dem, hvorfor det virker, som det gør. Så får de relativt hurtigt en aha-oplevelse og bliver lidt mere modige til selv at køre videre, fortæller Jonas Christoffersen.
Teori uden praksis er ligegyldig
Det engagement, som Jonas Christoffersen mærkede sprede sig blandt sine elever, gav ham ekstra blod på tanden. Og efterhånden spredte den praktiske tilgang sig til mere af hans undervisning, til teamet og til flere af fagene.
I løbet af den tid, han brugte på at tage sin pædagogiske diplomuddannelse – som er et krav for at undervise på erhvervsuddannelserne – fandt han også ud af, at der allerede findes en bunke teori, der understøtter hans forståelse af, hvad praksisbaseret undervisning bør være.
- Det er jo ikke bare mig, der har hevet en hvid kanin op af hatten. Der ligger allerede en basis i eksisterende teorier. Og når man blander de teorier på den her måde, giver det faktisk rigtig god mening.
Jonas Christoffersen har derudfra udviklet sin egen teori – The Practical Learning Methodology. Teorien beskriver han i sin bog ”Practical Learning: Bridging the Gap. Unleashing Potential through Hands-On Education”. Den er dog ikke et digert teoretisk værk.
- Bogen er meget bevidst skrevet, så den er praktisk anvendelig. Den hviler ganske vist på fire helt basale piller af pædagogisk og videnskabelig teori, men dét, jeg egentlig beskriver i bogen, er, hvordan vi skal forstå alt det her sniksnak, hvis vi skal putte det ind i samlet teori. Og den er helt enkelt: Så er det nu, vi smider praksis på førersædet og hælder teorien om på bagsædet, siger han og fortsætter:
- Det praktiske skal være essensen, knagen, som teorien skal hænges op på. Uden det praktiske har teorien ingen funktion, ingen eksistensberettigelse, den er ligegyldig.
Kræver meget af underviseren
Gløden i elevernes øjne er fordelen ved denne tilgang til undervisningen. Men hvad er ulemperne? Først og fremmest forstår Jonas Christoffersen godt, hvis det er angstprovokerende at vende bøtten, så det teoretiske fundament spiller andenviolin.
- Det kræver mere af underviseren. Stiller enorme krav. Som underviser skal du være ekstremt velfunderet. For når man vender det om på denne måde, kommer eleverne ud i de mærkeligste kroge nogle gange. Og det skal jeg jo gå med på, siger Jonas Christoffersen og uddyber:
- Jeg kan ikke på den ene side opfordre dem til at tænke selv, og så lukke ned for det, når de gør det. Man er nødt til at være åben og sige Godt, så prøver vi det, lad os lige se, hvad resultatet bliver.
Som underviser er man dermed nødt til at kunne rumme, at der ikke er tale om en lineær udvikling, og at eleverne kan nå det definerede læringsmål på mange forskellige måder og med mange forskellige afstikkere, pointerer han.
Kom i gang med praksis før teori
Det virker måske uoverskueligt at lade det praktiske stå allerforrest. Så hvor starter man? Her er Jonas Christoffersens råd:
- Begynd med ét fag, som du kender ud og ind og næsten ikke behøver forberede dig til. Se så på teorien med nye øjne: Er den nødvendig? Kan noget undværes? Hvordan kan eleverne lære det samme på en praktisk måde?
- Arbejd i grupper for at udnytte elevernes tavse viden. Når de er forskellige steder, lærer de forskellige ting. Udnyt, at de kan lære hinanden de ting ved at samarbejde om at løse cases.
- Evaluer, evaluer, evaluer. Lav gerne et lille spørgeskema, som eleverne kan udfylde efter hvert fag. Gå analytisk til værks og se på, hvad og hvem der scorer lavt og højt – og lær af det.
- Inddrag erhvervslivet. Mange firmaer vil gerne komme på besøg og samarbejde med eleverne om at løse cases. Det er win-win. Firmaerne ser deres kommende medarbejdere, får serveret skæve spørgsmål, de ikke havde tænkt over selv, og får fingeren på pulsen. Eleverne oplever, de kommer tæt på virkeligheden, får et netværk og oplever, at deres viden kan bruges til noget.
Eleverne skal tænke selv
Jonas Christoffersen oplever, at både kolleger og ledelse har taget meget åbent imod hans ideer. Men der er også blevet grinet lidt af, at han tydeligvis ikke kommer med ”et underviser-mindset”. Qua sin baggrund som selvstændig kommer han i stedet med et ”erhvervs-mindset”.
- Jeg er jo vant til at komme ud til en kunde og sige ”Vi har en udfordring, den skal vi have løst, og så må vi tilpasse os situationen. Målet er HER. Det er lidt lige meget, hvordan vi kommer frem, det vigtigste er, vi når frem til det”. Det er sådan set bare dén tilgang, jeg har taget med ind i undervisningen, men den er anderledes end underviser-mindsettet.
Besværet værd
Den case- og problembaserede undervisningsform sammen med den meget praktiske tilgang har ifølge IT-læreren medført, at eleverne tænker selvstændigt. Og dét er afgørende i en tid, hvor teknologierne ændrer sig så hurtigt, at det, eleverne lærer, nærmest er forældet, før de når ud ad skolens dør, understreger han.
- Min vigtigste opgave er faktisk at lære dem at tænke "hvad er det, jeg gerne vil opnå, og hvilke forskellige veje kunne der være derhen” og så samle de puslespilsbrikker af viden, som de har. Jeg bruger meget tid på at uddanne dem til at være ledere og tage ejerskab over den læring, deres arbejde, deres liv.
Hans råd til andre undervisere, der vil prøve metoden, er enkelt: ”Bare gør det!”. Han ved, det lyder lidt provokerende – men det er besværet værd, pointerer han.
- Det er pissehårdt og rigtig op ad bakke i lang tid. Men på et tidspunkt kommer man over en hurdle, og så har man altså en anden flok elever, der er meget engagerede. De stiller skæve spørgsmål, afprøver alverdens metoder og er nysgerrige på en helt anden måde.
