Når læreren tager autori-teten

Kenny er tjekket ind en time senere end aftalt. Han har ingen skolematerialer med, og det er længe siden, han overhovedet HAR været udstyret med penalhus, computer eller andet gear. Til gengæld har han årvågent tjekket omgivelserne ud – først og fremmest de øvrige elever på holdet og selvsagt læreren.

Og nu sætter han så ind. Det er ikke en personlig udfordring mod læreren. Det er ren positionel markering, og Kenny har prøvet det før. At slås for – somme tider vinde, somme tider tabe – en position i en ny gruppe. Nye grupper har der været mange af i Kennys liv. Skoleskift, nye bostæder, nye hoods i nye byer.

Det er mig, der er Kennys lærer. Og jeg skal tage en beslutning. Men den lader vi lige vente lidt.

Autoritet som redskab og metode i undervisningen er oppe at vende med mellemrum. Det startede med en komplet dekonstruktion i slutningen af 60’erne, hvor ungdommen i oprør mod alt traditionelt også fornægtede autoritet. Autoritetsstrukturer bredt: militær, fædre, arbejdsgivere og i særlig grad lærere og undervisere. Først på højere læreanstalter og hastigt ned gennem gymnasier og til folkeskoler. Lærerens kateder, det konkrete oppe i niveau-møbel, blev demonteret, og den moderne lærer satte sig i en ligeværdig rundkreds med eleverne.

Ågård har med tre øvrige fagspecialister i pædagogik leveret bidrag til den nyeste faglitteratur om emnet: ”Læreren som autoritet” fra Hans Reitzels Forlag. Herfra citatet.

Autoritet præsenteres heri som stående på tre ben. Autoritet gennem faglighed: Læreren skal kunne sit stof og sit fag. Et ellers udpræget synspunkt op gennem 80’erne og 90’erne var, at en dygtig lærer ”kunne undervise i hvad som helst”.

Autoritet gennem tillid: Som udgangspunkt er børn og unge tillidsfulde over for voksne – over for læreren. Hvis ikke denne tillid nedbrydes institutionelt – som det skete gennem autoritetsoprøret – eller personligt – af læreren – er der en solid, naturgiven ballast at bygge autoritet op på.

Og endelig autoritet gennem myndighed: Det er i dette ”ben”, at Dorte Ågård blandt andet påpeger den stadig oversete forskel mellem ”autoritet” og at være ”autoritær”. Sidstnævnte pågår hyppigt gennem udøvelse af magt. Hyppigst psykisk, men historisk i høj grad fysisk. Førstnævnte – autoritet – gennem forståelse og praktisering af den interpersonelle og gruppebevidste adfærd, der kendetegner en god leder. En selvbevidst, men empatisk autoritet.

Læreren skal være leder

Og leder er netop, hvad læreren er – hvad læreren skal være. I takt med post-oprørets pædagogiske panik og de velmente, men halsløse eksperimenter, der har kendetegnet dele af undervisningssektoren de seneste 25 år – som for eksempel ”ansvar for egen læring” – kan det undre, at velbeskrevne og veldokumenterede mekanismer i gruppepsykologien har været gemt bort i skuffen ”utidssvarende”.

Undertegnede, kronikkens forfatter, har arbejdet på FGU siden uddannelsens start i august 2019, og inden da 35 år med voksen- og ungdomsuddannelse i både privat og offentligt regi. Og intet sted har jeg mødt en elevgruppe, som efterspørger autoritet i undervisningen i så massivt omfang. Efterspørgslen er ikke formuleret med høflige pegefingre eller stille venten på lærerens anvisninger. Tværtimod har mange af disse unge opgivet overhovedet at begå sig positionelt i den traditionelle gruppe, som en klasse jo er. I stedet organiserer de sig i små flygtige fællesskaber – tre-fire personer – hvori der også etableres et hierarki, men mindre forpligtet og mere kortvarigt.

Forståelse af og uddannelse i klasseledelse – autoritativ klasseledelse vel at mærke – er derfor aktuel og påkrævet. På ungdomsuddannelser i almindelighed – i FGU i særdeleshed.

Det ældgamle trick

På bordene i mit lokale på FGU i Sydøstjylland er der hjul. Det er der også under kontorstolen, hvor Kennys krop ligger demonstrativt og modvilligt. Fyren vil gerne ha’ en konfrontation, så det skal han ikke ha’. Jeg klikker låsen af hjulene og ruller Kenny, stol og bord stilfærdigt hen i et ugenert hjørne af lokalet. Han får også et smil og en venlig tilkendegivelse af, at: ”Vi skal i gang med et godt program her i formiddag. Du siger bare til, når du vil være med. Det koster kun en slukket phone og to fødder på gulvet”.

Jeg anvender et ældgammelt trick fra gruppepsykologi: Isolation – afvisning fra gruppen og gruppelederen. Du er velkommen, men på vores præmisser. Kig på så længe.

Med lidt held har jeg slået to fluer i et stilfærdigt smæk. Kenny har erfaret, at lederen har klassens momentum til at afgøre, om og hvordan autoritet skal demonstreres. Han har også erfaret, at han hverken er placeret eller deplaceret i gruppen – endnu. Klassens autoritet har afvist hans adfærd, men ikke hans muligheder for at finde en plads i et synligt fællesskab. Fra et diskret og næsten anonymt hjørne kan han iagttage fredelig og tillidsfunderet autoritet. Forhåbentlig dukker han op og positionerer sig mindre udfordrende.

Vi skal så i gang med et lidt mere kompliceret projekt. Motivation!