Illustration af en voksenhånd der holder i hånd med en børnehånd
Få tjek på

Når børnene bliver ramt af alvorlig sygdom

Du har en række forskellige muligheder for at få fri til at passe dit barn, der skal indlægges på hospitalet, har et handicap eller i en længere periode ikke kan magte at være i skole. Få tjek på, hvordan du finder den bedste mulighed i din situation.

Du kender sikkert mulighederne i din overenskomst for at passe dine børn, når de får skoldkopper eller andre forbigående sygdomme. Bliver dit barn alvorligt syg, så har du som forældre ofte flere forskellige muligheder for at få fri eller få nedsat din arbejdstid og stadig få løn eller økonomisk hjælp fra kommunen. Det gælder både ved fysiske sygdomme, psykiske lidelser eller funktionsnedsættelser. 

Vær opmærksom på, at du også har muligheder, selvom dit barn ikke nødvendigvis har fået stillet en diagnose. Kommunen skal også hjælpe din familie, hvis barnet har åbenlyse udfordringer, ikke er udredt eller ikke har fået stillet en egentlig diagnose. Et eksempel kan være, hvis et barn lider af skoleværing. Det fremgår af Barnets Lov, som trådte i kraft i år. 

Hvilken ordning, der passer bedst til dit barns situation, beror på en individuel vurdering. Du skal også være opmærksom på at få tilpasset dine muligheder, hvis dit barns eller familiens situation ændrer sig.

Flere muligheder for rådgivning

Få vendt alle muligheder, så du har det bedste grundlag til at træffe beslutning for dig og din familie. Som udgangspunkt er der flere indgange til at få rådgivning og hjælp til at få afklaret, hvad der er muligt i dit barns situation. Hvis du er medlem af en forening for pårørende og patienter, så kan du her ofte finde rådgivning inden for et bestemt sygdoms- eller diagnoseområde. Du kan også spørge medarbejderne på det hospital, hvor dit barn er tilknyttet eller indlagt. Kontakt din kommune – også hvis der ikke allerede er tilknyttet en sagsbehandler på dit barn. Du kan desuden kontakte Udbetaling Danmark. Som medlem af Uddannelsesforbundet kan du også få rådgivning om dine muligheder og rettigheder på arbejdspladsen. 

Ofte muligheder i din overenskomst 

De fleste af Uddannelsesforbundets overenskomster giver forældre ret til at få fri med løn i op til fem dage per år, hvis hjemmeboende børn under 14 år skal indlægges på hospitalet. Derudover er der i overenskomsterne forhandlet mulighed for, at forældre til alvorligt syge børn under 18 år kan få helt eller delvist fri med løn, når visse betingelser er opfyldt. 

Kontakt Uddannelsesforbundets socialrådgivere for at høre nærmere, hvad dine muligheder er. 

Bliv kompenseret for tabt arbejdsfortjeneste 

Hvis dit barn har en sygdom, som påvirker dine muligheder for at arbejde, kan du ansøge om at få udbetalt et beløb for’ tabt arbejdsfortjeneste’ i din kommune. Du kan i nogle tilfælde få kompensation for de timer, dit barns situation forhindrer dig i at arbejde.

Du kan ansøge om at få udbetalt tabt arbejdsfortjeneste for både længere og kortere perioder. Vær opmærksom på, at du også kan ansøge om enkeltstående dage, hvis dit barn for eksempel skal til undersøgelse langt fra, hvor I bor.  

Du kan læse mere om reglerne ved børns sygdom på uddannelsesforbundet.dk: Syge børn og omsorgsdage

Dato