Lige nu skal du justere på forventningerne til dig selv
Det er en helt ny situation: Ens kæreste eller ægtefælle bliver nærmeste kollega, de mest krævende elever bliver ens egne børn, undervisningen foregår i stuen eller køkkenet uden fastlagt skema og tiltrængt frokostpause – samtidig med, at det måske forventes, at du giver de sædvanlige elever den hjælp, støtte og undervisning, de har brug for.
Så hvad gør du for at beskytte dig selv bedst muligt, når alle ”plejere” og rammer er sat ud af kraft? Det har vi spurgt arbejdslivsforsker Martin Mølholm fra Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet om. Og hans allerbedste råd er, at du skal skrue ned på forventningerne til dig selv.
- Vi skal holde fast i, at vi er i en helt, helt ekstraordinær situation. Så perspektivet med det ekstraordinære skal vi sætte forrest – også når det gælder løsningen af vores arbejdsopgaver, siger han.
Martin Mølholm er også uddannelseskoordinator på masteruddannelserne på Aalborg Universitet, og der siger han til sine kolleger
- Hør lige her: Der er ingen grund til at blive grebet af hverken dårlig samvittighed, skam eller en følelse af utilstrækkelighed. Det her er fuldstændig jomfrueligt og ubetrådt jord for os alle sammen, så vi må lære at justere på forventningerne til os selv.
Om Martin Mølholm
Arbejdslivsforsker fra Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet.
Han er ph.d., lektor ved Institut for Kommunikation og Psykologi, Det Humanistiske Fakultet og Mattering: Centre for Discourse & Practice på Center for Kulturpsykologi; forretningsudvalgs- og rådsmedlem for Akademikerne i Brancefællesskabet for Arbejdsmiljø – Velfærd og Offentlig Administration.
Der skal være en balance
Psykisk arbejdsmiljø er ikke den betegnelse, som Martin Mølholm bruger her, da det så let refererer til den enkeltes individuelles tilstand. Han kalder det det sociale og organisatoriske arbejdsmiljø på arbejdspladsen.
Uanset hvad det kaldes, forklarer han, at vi meget hurtigt bliver påvirket i vores trivsel og følelse af egen utilstrækkelighed, når en corona-pandemie sætter alle de normale spilleregler på arbejdspladsen ud af kraft.
- Vi må ikke have en forventning om, at vi også i denne situation kan levere kvalitet og med en hastighed og i et omfang og på samme måde, som når situationen er normal, siger han.
Guide til det gode arbejdsmiljø derhjemme
- Husk dit arbejdsmiljø – det er også vigtigt, når du arbejde hjemmefra.
- Vær realistisk. Det kan godt tage tid at vænne sig til at arbejde hjemmefra – især, hvis du skal undervise fra distancen.
- Husk at holde kontakt med dine kolleger og ledere. Mail, telefon og Skype er heldigvis opfundet og er ganske nyttige, når man skal samarbejde på distancen.
- Vær opmærksom på balancen mellem arbejde og privatliv. Det kan især være udfordrende, når man arbejder hjemmefra. Så sørg for at lave nogle klare aftaler med dig selv og dem, du eventuelt bor sammen med. Det kan også være en god ide at lave en aftale med din arbejdsplads om, hvornår du kan kontaktes, og hvornår du holder fri.
- Vær god ved dig selv. Gå en tur ud og nyd det dejlige forårsvejr!
- Det er svært som forsker at råde til, hvad man skal gøre, hvis man samtidig har børn hjemme, som skal undervises. Her råder jeg som forælder: Det er jo vigtigt, at man sørger for at lave nogle klare aftaler med sig selv og sine om, hvornår man selv er på arbejde, og hvornår man har tid til at hjælpe børnene med deres arbejde – lektierne. Og hvis man skal undervise virtuelt/digitalt hjemmefra, må man jo skabe rammerne for, at det kan lade sig gøre. Der kan det hjælpe med ”fri skærm” eller en god film, mens man selv skal koncentrere sig om andre ting. Det er ikke baseret på forskning, men på erfaringer :)
Kilde:Thomas Clausen, seniorforsker ved Nationalt Center for Arbejdsmiljøforskning
Inden for arbejdspsykologien opererer man med et begreb, der hedder krav-ressource-balance. Der skal være en balance mellem krav og forventninger på den ene side og ressourcer og muligheder på den anden.
Og når omstændighederne ændrer sig så markant, som de gør lige nu – både i adgang til materialer, lokaliteter, teknologier og vores sædvanlige ressourcer, kompetencer, viden og færdigheder – så må der justeres på den anden side af snoren – på kravene og forventningerne.
Det har jeg aldrig prøvet før
På Aalborg Universitet er der kommet en klar og tydelig udmelding om, at alt planlagt undervisning, der ikke er afholdt, skal virtualiseres. Og derfor har Martin Mølholm selv siddet og svedt over powerpointpræsentation – med tale – som han skal lave til de studerende.
- Det har jeg aldrig prøvet før, og jeg måtte først sætte mig ind i, hvordan jeg skulle indtale til slidsene. Vi har kunnet hente hjælp og vejledninger fra kolleger, men det er stadigvæk en uvant måde at levere på. Det er bare noget helt andet at stå og tale til en skærm end til et auditorium, hvor man kan have en interaktion med de 150-200 mennesker, der sidder der, siger han
Da den to timers forelæsning på slideshow – som han har brugt utallige timer på – var færdigt, viste det sig, at lyden ikke fungerede alle steder.
- Nu har jeg lagt den ud på nettet og skrevet til de studerende, at ”I må simpelthen undskylde, at lyden er forsvundet på nogle af slidsene, men det kan jeg ikke gøre noget ved”, fortæller Martin Mølholm.
Han er selv begyndt mere og mere at bruge termen: Vi leverer ikke gode løsninger lige nu, men vi leverer de mindst ringe.
Noget helt andet
Det andet særlige ved situationen er, at både ledelse og undervisere er i samme situation. Derfor er underviserne nødt til selv at justere kravene og forventninger, pointerer Martin Mølholm:
- Vores ledelser står jo også i en ekstraordinær situation. For dem er det også en vej, der bliver asfalteret, mens de kører på den. Derfor er vi nødt til som undervisere selv at justere ved at kunne tilgive os selv, og så tilgive os selv en gang mere – og så tilgive hinanden. Det vil være den måde, vi kommer bedst ud af det, ud fra mit perspektiv som arbejdsmiljøleder og arbejdslivsforsker. Og jeg tænker, at det er helt afgørende at gå den vej, når man sætter sig ned og skal lave sit arbejde.
Når man er ved at give op
Normalt har man sin arbejdsmiljørepræsentant eller andre organer at gå til, hvis man føler, at man ikke kan klare det mere. Men de er nu suspenderet, hvad gør man så?
- Jeg er jo selv autist og har Aspergers Syndrom – det er jeg meget åben omkring. Og med det handicap ved jeg, at jeg så har ekstra vanskeligt ved at omstille mig. Jeg har skrevet til min leder, at det er dér, jeg er, og at jeg nok skal gøre mit bedste. Det kan godt være, det tager noget tid, og at det nødvendigvis må være sådan, som det er lige nu, men at jeg faktisk har det rigtig, rigtig øv med det her, fortæller Martin Mølholm og forklarer:
- Jeg har de første dage haft koldsved på panden over det med at skulle lave det her forbandede powerpointshow og levere på et medie, som er meget ukendt for mig. Men det er der forståelse for.
Mølholms bedste råd er derfor, at hvis man sidder og føler sig fuldstændig afmægtig, alene og fortvivlet i sin situation og har svært ved at finde hoved og hale i, hvad man skal stille op med det her, at så skal man række ud.
Man skal ringe til en kollega, man er fortrolig med, og det behøver ikke nødvendigvis at være ens arbejdsmiljørepræsentant. Man skal prøve at få noget mundtligt kontakt, hvor man for eksempel aftaler, at man ringer sammen a la” Jeg spiser frokost klokken 12, har du tid til at Facetime eller Skype der?” Så man får kontakt til en, man har fortrolighed med, og som man kan dele det med.
- Jeg tror, de fleste sagtens kan relatere sig til de oplevelser, vi alle har lige nu. Og så står vi pludselig ikke alene, siger Martin Mølholm og understreger, at vi især har allermest brug for hinanden, når vi føler os afmægtige i situationen, og at kravene langt overstiger vores ressourcer, evner eller forventninger.
- Hjælp og støtte fra kolleger og ledelse er helt afgørende. Men i den her situation, hvor vi er adskilt i tid og rum, når vi kommunikerer med hinanden, så stiller det nogle helt særlige krav til os om, at vi skal række ud og opsøge. Det kan jeg kun opfordre til på det allerkraftigste. Åbn op, del det og få hjælp til at få afstemt forventningerne.
Det vil påvirke os
Vi er nu i uge 1. Har du mod på at give et bud på, om vi skal fortsætte på den her måde eller gøre nogle ting anderledes, hvis det strækker sig ud over tre uger eller mere?
- Jamen, igen: Situationen er simpelthen så ekstraordinær, at det er svært at trække på nogle erfaringer, noget viden eller en forforståelse, som vi kan kaste frem foran os og sige, ”at vi må forvente det her” eller ”vi kan forudse det og det”.
Han tilføjer, at han ikke er psykolog, men at det vil komme bag på ham, hvis det ikke på sigt vil kunne påvirke os, at vi sidder så alene og isoleret, som vi gør, uden den fysiske kontakt til andre. Og det på en måde også vil få indflydelse på vores arbejdskapacitet.
- Når vores børn begynder at synes, at væggene kravler længere og længere ind på dem, så påvirker den her isolation os alle sammen. Det kan simpelthen ikke være anderledes. Vi er nødt til at være forberedt og opmærksomme på det, hvis det ikke skal påvirke os negativt, så vi slår os selv oven i hovedet, fordi vi ikke synes, vi kan leve op til vores egne og andres forventninger, siger han.
Det gælder også i forhold til de studerende og eleverne:
- Men jeg har en fornemmelse af, at man er begyndt at indstille sig på nogle andre krav og forventninger. Og vi må bare italesætte, at vi løbende bliver nødt til at justere det.
Måske lærer vi noget andet?
Martin Mølholm er dog overbevist om, at der også kan komme nogle gode ting ud af situationen. Et andet udbytte:
- Vi lærer faktisk noget meget, meget vigtigt og værdifuldt om os selv og vores evne til at være til stede i øjeblikket og løse det, der viser sig, efterhånden som det dukker op – hvis vi ellers giver os selv lov til det. Jeg tror, vi skal se på det på den måde, at vi får et andet udbytte, som måske er på nogle andre parametre end det helt fag-fagspecifikke.
Så hvis lærere – der måske også selv er forældre – sidder og bliver urolige for, om alting er tabt for børnene og de unge, er det så det, du kan berolige dem med?
- Ja, for den tid, vi har lige nu, er sindssygt interessant. Vi viser samfundssind og storsind, rykker sammen og prøver at være der for hinanden og være ordentlige. Så det kan godt være, at vi mister noget på gyngerne, men jeg tror, vi vinder det ind på karrusellerne.
