En lønseddel
På vagt for dig

Lektien efter konkurs: Derfor skal du tjekke dine ansættelsespapirer

En konkurssag fra AOF Nord viser, hvorfor det kan betale sig at holde øje med dine ansættelseskontrakter. Bliv klogere her.

Tre år! Så lang tid har det foreløbig taget at få opgjort, hvor mange penge de ansatte har til gode efter AOF Nords konkurs den 25. september 2023. Og sagen er ikke slut endnu.   

Uddannelsesforbundets konsulent i konkurssagen, Anne-Marie Otto, forstår godt utålmodigheden og frustrationen hos de seks af forbundets medlemmer, som i alt har 893.000 kroner til gode. De har ventet tre år på, at opgørelserne fra konkursen er endeligt på plads. Men der er en god forklaring på den lange ventetid i denne sag:  

- Det skyldes ganske enkelt et stort rod i ansættelsespapirerne for alle ansatte, siger hun.  

Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvem der står som arbejdsgiver i din ansættelseskontrakt – eller -kontrakter – i forhold til det beløb, du kan have til gode ved en konkurs.

CVR-nummer kan skifte

Hvis din arbejdsplads skifter CVR-nummer, hvilket kan ske ved en fusion eller en virksomhedsoverdragelse, så vil det få indvirkning på dit opsigelsesvarsel.

Hvad er et CVR-nummer?

Et CVR-nummer er et otte-cifret tal, der fungerer som et CPR-nummer for en virksomhed. Du kan selv se nummeret på din aktuelle lønseddel, men du kan også se det samlet for de eventuelt forskellige virksomheder, du har været ansat i, og deres CVR-nummer på ATP.dk.

Log ind og se overblik over dine arbejdsgivere her 

Står der for eksempel på din ansættelseskontrakt, at du har været ansat i 12 år hos X-skole, har du et længere opsigelsesvarsel, end hvis du på papiret for eksempel kun har været ansat i otte år på X-skole og fire år på den nye skole, der er resultatet af en fusion eller virksomhedsoverdragelse. Og det betyder noget i forhold til de penge, du kan have til gode efter en konkurs. ¨

- Jeg vil i hvert fald opfordre til, at du tjekker din ansættelseskontrakt og lønseddel, hvis der sker en ændring af din arbejdsplads ved for eksempel en sammenlægning. Hvis din arbejdsgiver ændrer CVR-nummer, skal du bede om et tillæg til din ansættelseskontrakt. Med det kan vi dokumentere, at det er en samlet ansættelse. Ellers kan det risikere at få konsekvenser, siger Anne-Marie Otto med henvisning til den aktuelle konkurssag fra AOF Nord. 

Konkurssagen er som nævnt stadig ikke afsluttet. Der vil være et nyt møde i slutningen af september på kuratorens kontor, og Anne-Marie Otto krydser fingre for, at den nu treårige sag derefter kan afsluttes hurtigt, så de seks medlemmer endelig kan få deres tilgodehavende.     

Det sker ved en konkurs  

  • Når en virksomhed/skole bliver erklæret konkurs, overtager retten og en kurator sagen. En kurator er en udpeget advokat. 
  • Medlemmer af Uddannelsesforbundet kan få hjælp ved konkurssager. Hjælpen består i at få gjort op, hvad de har til gode i forhold til manglende løn, også for den opsigelsesperiode, de har optjent, samt pension og feriepenge. Uddannelsesforbundet anmelder krav og sender opgørelsen til Lønmodtagernes Garantifond (LG).  
  • LG dækker den manglende løn, pension, feriepenge samt løn i det opsigelsesvarsel, de konkursramte ansatte har krav på, men maksimalt med 160.000 kroner efter skat.  
  • Når boet, der også omfatter bygninger, inventar med videre, er gjort op, er det klart, hvad der er tilbage af midler i boet. De penge, der eventuelt er til overs efter konkursen, fordeles efter en helt fastlagt rækkefølge, der kaldes Konkursordenen.   
  • I konkursordenen har ansatte en meget høj prioritet. Hvis der er penge tilbage i konkursboet, får de ansatte dækket resten af det lønkrav, der ikke er blevet dækket af Lønmodtagernes Garantifond, når omkostningerne ved at lukke firmaet er betalt. Det vil sige, at de får eventuelle penge før leverandører og banker eller SKAT.  
Dato
Af
Foto
Jens Bach