Fra fyring til feriekonflikt – sådan fik Henrik hjælp
Da Henrik blev opsagt fra sit job som underviser, fik han brug for Uddannelsesforbundet hele to gange.
Han blev fritstillet og skulle ikke møde på arbejde i opsigelsesperioden.
Men kort efter opstod en konflikt. Arbejdsgiveren mente, at hans hovedferie skulle holdes i løbet af fritstillingen. Da Uddannelsesforbundet gjorde indsigelse, ville arbejdsgiveren i stedet kalde ham tilbage på arbejde i den planlagte sommerferie.
Her blev det afgørende for Henrik, at han ikke stod alene.
– Jeg tog som det første fat i Uddannelsesforbundet. Jeg kunne ikke selv gennemskue reglerne lige der og ville være sikker på, at det hele foregik på den rigtige måde, siger han.
”Jeg følte mig svigtet”
Fyringen var kommet som et chok. Henrik havde kun været ansat i lidt over et år som underviser på en nyoprettet linje for ejendomsserviceteknikere. Både undervisningen og de fysiske rammer skulle bygges op fra bunden, og de første resultater var gode.
Seks ud af syv elever fra det første hold var kommet videre i job eller uddannelse. Derfor var beskeden svær at forstå, da Henrik fik at vide, at elevnedgang på skolen kostede ham jobbet.
– Jeg syntes, det var et stort svigt fra min arbejdsgiver. Først blev jeg sat til at bygge en masse op, og så fik jeg pludselig at vide, at de ikke kunne bruge mig alligevel, siger Henrik, som dog var glad for, at han fik lov til at sige farvel til eleverne.
– Mine elever havde oplevet nok svigt. Derfor skulle de ikke også opleve, at jeg bare forsvandt. Det var vigtigt for mig at sige til dem, at det ikke havde noget med dem at gøre.
Henriks sag kort fortalt
- Arbejdsgiveren mente først, at hovedferien var holdt som en konsekvens af fritstillingen.
- Uddannelsesforbundet gjorde indsigelse, da hovedferien efter gældende regler ikke kunne anses for at være afholdt i Henriks sag.
- Arbejdsgiveren anerkendte herefter, at man ikke kunne pålægge Henrik at holde sin hovedferie i opsigelsesperioden. Derfor ville de annullere fritstillingen og have Henrik til at møde på arbejde i sin opsigelsesperiode.
- Endnu engang gjorde Uddannelsesforbundet indsigelse, og Henrik endte med at være fritstillet og få sin hovedferie med sig fra ansættelsen.
Presset steg igen
I Uddannelsesforbundet gennemgik konsulent Thomas Graven opsigelsesvilkårene i Henriks sag. Her opdagede han, at arbejdsgiveren betragtede Henriks hovedferie som afholdt under fritstillingen.
Problemet var, at hovedferie kun kan betragtes som afholdt, hvis ferien er varslet korrekt, eller hvis medarbejderen frivilligt aftaler det. Det var ikke tilfældet her. Derfor gjorde Uddannelsesforbundet indsigelse på Henriks vegne.
Indsigelsen fik sagen til at eskalere. Nu lød meldingen, at fritstillingen kunne blive trukket tilbage. For hvis Henriks hovedferie ikke kunne afholdes under fritstillingen, ville hans arbejdsgiver i stedet pålægge Henrik at møde op på skolen i opsigelsesperioden. Altså perioden mellem fyring og fratrædelse, som i øvrigt lå i sommerferien, hvor der hverken var ansatte eller elever til stede på skolen. Den melding kom netop, som han var ved at aflevere sin arbejdscomputer og nøgler tilbage.
– Det var et traume oven i fyringen. Jeg havde indrettet mig efter, at jeg var blevet fritstillet, og pludselig ville de ikke overholde det, de selv havde meddelt, siger Henrik, som endnu engang fik hjælp af Uddannelsesforbundet.
“Det gav mig ro”
For Henrik bestod hjælpen ikke kun i at få reglerne afklaret. Den betød også, at han ikke selv skulle føre konflikten med sin tidligere arbejdsgiver.
– Det gav mig ro at kunne sige: "Det her skal I ikke diskutere med mig. Det tager Uddannelsesforbundet sig af”.
Han oplevede samtidig, at hans bekymringer blev taget alvorligt.
– Thomas var god til at tale mig ned, når presset blev for stort. Han lyttede til, hvad jeg havde at sige, og forklarede mig, hvad der foregik. Det betyder meget, at man bliver taget alvorligt, når man ringer med de her spørgsmål.
Sådan hjalp Uddannelsesforbundet Henrik
En konsulent i sekretariatet:
- Gennemgik Henriks opsigelsesvilkår.
- Gjorde indsigelse over for arbejdsgiveren.
- Tog dialogen med arbejdsgiveren på Henriks vegne.
- Stod fast på Henriks rettigheder, så både fritstilling og feriedage blev sikret.
Find rådgivning om afskedigelse og opsigelse på Uddannelsesforbundet.dk
Henrik understreger, at han godt selv kan læse love og forsøge at sætte sig ind i reglerne. Men i en konflikt med en arbejdsgiver er magtforholdet ulige.
– Det er altafgørende at have nogen i ryggen. Ellers er det som at kæmpe mod en gigant alene. Jeg kan godt forsøge at forstå reglerne, men det er svært selv at skulle tage diskussionen med en direktør, mens man samtidig står midt i en fyring.
Arbejdsgiveren måtte ændre kurs
Sagen endte med, at arbejdsgiveren anerkendte, at beslutningen om at fritstille Henrik ikke kunne omgøres.
Arbejdsgiveren anerkendte samtidig, at Henrik ikke kunne pålægges at holde sin hovedferie i opsigelsesperioden. Dermed fik han sin hovedferie med sig fra ansættelsen.
Forløbet har bekræftet Henrik i værdien af at være medlem af en fagforening, der kender arbejdsområdet og den overenskomst, han er ansat under.
– Jeg var engang medlem af en gul fagforening, og det viste sig, at de ikke kunne hjælpe mig, da det kom til stykket. Derfor vælger jeg nu altid den fagforening, der kender det område, jeg arbejder på, og som kan tage sagen og forhandle med arbejdsgiveren.
– I den her sag får Uddannelsesforbundets hjælp fem ud af fem stjerner. Det blev bare ordnet til UG.
Henrik optræder anonymt i artiklen, ligesom vi heller ikke nævner navnet på hans arbejdsgiver. Det er valgt af hensyn til Henriks situation og fremtidige beskæftigelse.