Lad dine elever få en tænkepause – og gør dem klogere

Sarah Bro Trasmundi er ph.d. og lektor i kognitiv etnografi på Syddansk Universitet.

På Ord25-konferencen i september fortalte hun, hvordan hun har fulgt samerne, efter at de er begyndt at GPS-tracke deres rensdyr i stedet for at følge dem fysisk. Hun observerede, at de på den ene side har forøget effektiviteten, men på den anden side ændret deres relation til flokken. Før fulgte de rensdyrenes mindste bevægelse; nu får de en notifikation, når der er sker ændringer i deres formation:

- GPS-trackingen har givet dem en fornemmelse af, at noget vigtigt har ændret sig fundamentalt. At de taber nogle kompetencer, når de får nye. Før kendte de hver enkelt rensdyrs personlighed og adfærdsmønster. Det gør de ikke på samme måde mere, når de ikke følger dem lige så tæt.

De ubevidste mikropauser 

Vi mennesker har generelt den logik, at når vi frigør noget tid, kan vi nå meget mere. Men det har en pris. Vi mister noget af langsommeligheden, der måske kan være vigtigere end effektiviteten. 

Det gør vi også, når vi for eksempel vil læse og lære mest muligt. Vi har en forestilling om, at alt skal være så effektivt og lineært som muligt. Men det at få langsommeligheden ind giver en højere kreativitet i læsningen, mener Sara Bro Trasmundi. 

Og mange processer under læsningen er ikke så flydende, som vi tror, understregede hun på konferencen. Hun har blandt andet fulgt danske universitetsstuderende og optaget deres læsepraksisser på video.

- Vi tror, at vi sætter os ned, åbner en bog og afkoder den. Og at når vi kigger væk et sekund for at holde fast i en idé, så læser vi ikke mere. Men jeg så, at der var en hel masse andre ting på spil, når de studerende holdt disse mikropauser. 

En levende pause

… Og her tager vi lige et spring på over 13.000 km – til japanske studerende, som Sara Bro Trasmundi også har fulgt over tre måneder. Hos dem har hun blandt andet fået viden om, hvad pauser betyder for læringen. 

I Japan har de Noh teater, som er en klassisk, musikalsk dramaform fra 1500-tallet, der kombinerer musik, dans, poesi og drama. På scenen bevæger skuespillerne sig meget zenagtigt, og pludselig fryser de og venter. Det øjeblik hedder ’ma’ og betyder på dansk ’en levende pause’ eller ’interval mellem ting’. Det bliver beskrevet som det mest interessante øjeblik i stykket.

- Når man bevæger sig skridt for skridt, forudser man hele tiden den næste bevægelse. I det øjeblik, man stopper, kan det gå alle veje. Det er lidt de øjeblikke, jeg også ser i læsningen – at her er der pludselig mulighed for at tage stilling til, hvad der lige skete, sagde Sarah Bro Trasmundi 

Vi har ikke en kultur for pauser

Pauser og værdien af dem er imidlertid alt for overset hos os – også i uddannelserne. Vi har ikke på samme måde en kultur for pauser og kan næsten ikke holde dem ud, mener Sarah Bro Trasmundi. Og dét selvom det er pauserne, der giver de studerende rum til refleksion og tid til at mærke den viden og erfaring, de har fået ved læsningen. Så de ikke bare afkoder ord, men rent faktisk tager det, de læser, ind, og tænker videre:

- Jeg tror, at noget af det vigtigste, vi kan gøre som undervisere, er at have fokus på de her øjeblikke, hvor pauserne får liv, lære at identificere dem og også lære eleverne at identificere dem.

Pauser optræder naturligt, når man for eksempel sidder med en fysisk bog. En japansk studerende beskrev det på følgende måde til Sarah Bro Trasmundi: At de små pauser opstår i det øjeblik, man for eksempel vender siderne i en fysisk bog eller skal til næste kapitel. Den levende pause – eller ’ma’ – gør, at man lige trækker vejret et øjeblik og falder til ro:

- Det er en måde at bevare fokus på. I det digitale forsvinder det bare med et blink, fortalte han.  

Giv fantasien magt

Sarah Bro Trasmundis ærinde er at give læseglæden tilbage. Blandt andet ved at give plads til, at det er i orden at læse på mange måder. Hun har fulgt en række børn under læsning i hjemmet og skolen og har bemærket, hvordan de hurtigt bliver ’skolet’ i at tro, at den eneste rigtige måde at læse på er uden en masse stop og pauser:  

- Vi har kun én forståelse af, hvad læsning er. Min pointe er, at vi skal have et bredere læsebegreb. Der er mange måder at læse på, og formålet kan variere. Det skal vi være bedre til at fokusere på, lød det.

For eksempel fulgte hun en tiårig dreng, som læste højt af Jakob Martin Strids ’Den fantastiske pære’ for sin lillebror. Han var en dygtig læser, men pludselig begyndte han at lave fejl og kludre i oplæsningen, fordi han i stedet begynder at fantasere. 

- Og så siger han: ”Orv mand, der gad jeg godt bo. Tænk sig, der er ordentlig meget mad, og man kan sejle rundt i en kæmpemæssig pære og spise af den, når man bliver sulten”…

- Det er jo lige præcis de kompetencer, vi gerne vil have frem, når vi taler læsning – at eleverne kan bruge deres fantasi, perspektivere og bruge deres egen viden til at bygge videre på historien. Men det sjove er, at drengen blev korrigeret af sin mor i bedste mening. For nu skal skoleelever jo læse 20 minutter om dagen derhjemme, og det skal ikke bruges på at komme på alle mulige andre afveje, sagde Sarah Bro Trasmundi.

Hun håber derfor, at undervisere vil se og være åbne for de pauser, der opstår. Og at eleverne selv lærer at blive opmærksomme på, hvordan de læser, og træner og udvider de øjeblikke, hvor de stopper op, smager på et ord, tøver, læser langsommere eller forkert, så det bliver en del af læsningen fremfor en forstyrrende proces, der afbryder den.

Sarah Bro Trasmundi understregede på ORD25, at man gerne må læse med et formål og lære elever at kunne afkode eller bruge analysemodeller:

- Man skal bare ikke tro, at det er den eneste måde, man skal læse på. Jeg kunne godt tænke mig, at vi får en lidt mere nysgerrig tilgang til, hvad læsning også kan være.