Kun få partier har planer for kortuddannede voksne
I Danmark går cirka 667.000 personer – 18 procent af de 16-65-årige – rundt og har svært ved at læse. Næsten lige så mange har vanskeligt ved at regne.
Er det et problem, som vi skal gøre noget ved? Det har Uddannelsesbladet spurgt alle partierne forud for folketingsvalget.
Kun fem af de 12 opstillingsberettigede partier har valgt at svare på spørgsmålet: Hvis dit parti får indflydelse efter valget, vil I så sikre, at voksne kortuddannede får bedre mulighed for at vedligeholde eller opkvalificere også deres almene kompetencer?
Et af dem er Alternativet. Her svarer Christina Olumeko, der er uddannelsesordfører, men ikke selv genopstiller.
Hun skriver, at Alternativet vil ”styrke og prioritere området, så flere kortuddannede voksne får reelle muligheder for at opkvalificere sig”.
- For os handler det om at give voksne en reel ny chance – ikke kun i forhold til beskæftigelse, men også i forhold til aktiv deltagelse i samfundet.
- Vi mener, at retten til livslang læring skal styrkes – også når det gælder almene kompetencer som læsning, skrivning, regning og digitale færdigheder. Det er både et spørgsmål om arbejdsmarkedstilknytning og personlig værdighed, lyder det.
Så galt står det til med voksnes basale færdigheder
Vidste du, at næsten hver femte dansker har svage læse- og regnefærdigheder. Det viser den internationale PIAAC-undersøgelse, som du kan læse mere om her.
Husk også vejledningen!...
Alternativet mener også, at området kræver bedre og mere stabile rammevilkår for udbyderne, og at tilbuddene skal være mere fleksible på arbejdspladserne, eller når de kombineres med job:
- Det kræver, at vejledningsindsatsen bliver styrket, så voksne bliver gjort opmærksomme på deres muligheder, lyder det i svaret fra Christina Olumeko.
Partiet ønsker desuden at investere i efteruddannelse af underviserne, så ”kvaliteten fastholdes og udvikles”, ligesom partiet vil arbejde for, at deltagelse ikke skal afhænge af den enkeltes privatøkonomi, men at ”økonomiske barrierer i forhold til at uddanne sig skal reduceres”.
… og de ledige!
Enhedslistens uddannelsesordfører Rosa Lund svarer, at partiet vil arbejde for, at det skal være muligt at ”opkvalificere sine kompetencer i takt med, at både arbejdsmarkedet og ens arbejdsliv ændrer sig”. Derfor mener partiet, at ledige skal have en reel ret til at vælge opkvalificering eller uddannelse i perioder uden arbejde, skriver hun, og ærgrer sig over, at denne rettighed blev afskaffet med den nye beskæftigelsesreform. Nu er det i højere grad op til kommunerne at vurdere, om der kan bevilges uddannelse.
Enhedslisten ser også gerne, at ufaglærte og kortuddannede skal kunne tage flere uddannelser med 110 procent i dagpenge, så positivlisten for uddannelser bliver udvidet.
- Det vil gøre det økonomisk mere trygt for flere at vælge en uddannelse i en periode, lyder det fra Enhedslistens Rosa Lund.
Ja tak til livslang læring
Det Konservative Folkeparti melder sig i koret: Ja tak til at voksne med kort uddannelse skal sikres bedre muligheder for at opkvalificere både faglige og almene kompetencer.
- Særligt styrkelse af læse- og regnefærdigheder er vigtigt for både hverdagsliv og arbejdsmarked, skriver partiets uddannelsesordfører, Lise Bertelsen.
Derfor skal voksenuddannelsestilbuddene være fleksible, modulopbyggede og relevante, så deltagerne kan få ”konkrete færdigheder, der kan bruges med det samme”.
- Uddannelse skal være praktisk, meningsfuld og attraktiv – både for personlig udvikling og livslang læring, lyder det fra Det Konservative Folkeparti.
Uddannelse er den vigtigste frihed
Radikale Venstre vil gerne støtte og investere i uddannelse og efteruddannelse på alle niveauer, lyder det i partiets svar.
- For os er det et absolut hovedkrav til en ny regering, at det faldende uddannelsesniveau skal vendes. Uddannelse er den vigtigste frihed, vi kan give videre til den næste generation. Flere og bedre uddannelsesmuligheder til alle er radikalt hjerteblod og en hjørnesten for vores fremtid, demokrati og sociale mobilitet.
Derfor er det ”en katastrofe at uddannelsesniveauet har været faldende i et årti, særligt uden for de store byer”, lyder det fra partiet, der dog i særlig grad bekymrer sig om de unges muligheder i den henseende. Blandt andet kalder partiet det ”en skandale”, at SVM-regeringen har lukket og afkortet uddannelser, hævet adgangskrav, kontrolleret de unges studievalg og sænket muligheden for SU til studieskift, lyder det.
Partiet vil især investere milliarder i børns trivsel og læring i folkeskolen, så de får ”langt bedre muligheder for at tage en uddannelse efterfølgende”:
- Og så vil vi bevare 10. klasse og HF, som netop hjælper mennesker i uddannelse, der ellers ikke havde fået en, hedder det.
Det handler om dygtige medarbejdere
Svaret fra Venstre er kort. Uddannelsesordfører Anni Matthiesen skriver, at ”det altid skal være let at kunne uddanne sig og opnå nye kompetencer – igennem hele livet”:
- Det er nemlig afgørende for, at også vores virksomheder altid har dygtige medarbejdere til rådighed, og at medarbejderne glæder sig ved at gå på arbejde.
Hun skriver ikke mere om, hvordan det i givet fald skal ske.
Ingen af de øvrige opstillede partier er vendt tilbage på Uddannelsesbladets rundspørge. Så svaret på, hvad der eventuelt kan og skal gøres ved udfordringen i, at mange danskere har svært ved at læse og regne – eller hvordan – er svært at spå om.
Måske vil nogle af de politiske svar lyde på den høring om VEU-området, som Uddannelsesforbundet, Danske HF & VUC samt DEG har planlagt at holde på Christiansborg den 21. maj.