Folketingsvalget kan afgøre EPX's skæbne
Ekspertgruppen, der var nedsat for at komme med bud på, hvordan EPX’en kunne bygges op, afleverede sin rapport i december 2025. Og de politiske forhandlinger om indhold, rammer og linjer for uddannelsen skulle i gang. Men så blev der udskrevet folketingsvalg. Og pludselig flagrer mange løse ender fra reformen i luften.
EPX-aftalen
Er du usikker på, hvad den politiske aftale om EPX går ud på, og hvad der indtil videre er aftalt, som kan påvirke dig? Så kan du blive klogere på den her.
Med valget kan det flertal, der vedtog EPX-aftalen, nemlig smuldre eller ændre sig. For en politisk aftale er blot en aftale om, hvad en række partier har til hensigt at gøre. Aftalen er først juridisk bindende, når den er vedtaget ved lov i Folketinget.
Har aftaleparterne, som tæller de tre regeringspartier, SF og Dansk Folkeparti, ikke længere et flertal efter valget, kan de partier, der står uden for aftalen, kræve aftalen åbnet.
Venstre: Vi skal videre
Uddannelsesbladet har spurgt partierne, hvad der skal ske med EPX-aftalen, hvis de får indflydelse efter valget. Af partierne bag aftalen er det kun Venstre, der er vendt tilbage.
Uddannelsesordfører fra Venstre Anni Matthiesen skriver:
- Jeg mener, det er afgørende, at vi hurtigst muligt efter valget kommer videre, og at der indkaldes til forhandlinger om både indhold og linjer i EPX’en som noget af det første.
Blandt de partier, der står uden for aftalen i dag, er der nogenlunde enighed om to ting: Grundtanken om en praksisnær gymnasievej er fin, men tre punkter bør genforhandles: Nedlæggelsen af 10. klasse og HF samt adgangskravet til gymnasiet, der ifølge aftalen skal hæves til et gennemsnit på 6,0.
Radikale Venstre: Prisen for EPX er for høj
Radikale Venstre skriver, at man gerne vil lave campusser og tilbyde flere erhvervsrettede tilbud, så flere unge kan få lov at udskyde deres uddannelsesvalg og indgå i et stærkt ungdomsmiljø:
- Men vi forstår ikke, hvorfor vi skal ødelægge gode eksisterende uddannelser for at gøre det, lyder det i partiets svar.
- EPX-reformen er for omfattende og prisen for høj for alle andre uddannelser og for de unge. Derfor vil vi genforhandle reformen, så vi fastholder de gode elementer og ambitionen om et erhvervsgymnasium, men uden at nedlægge HF, 10. klasse og indføre skærpede adgangskrav til gymnasiet.
Radikale Venstre vil også kæmpe for at tage tempoet ud af reformen, så den kan implementeres mere gradvist. Det skal ske i stedet for, som det hedder i svaret fra partiet, ”at kaste sektoren ud i en stor og usikker omvæltning og ødelægge velfungerende uddannelsesinstitutioner.”
Partiet vil derimod bygge videre på den eksisterende HF:
- som er en af vores største uddannelsessuccesser herhjemme.
Enhedslisten: Idéen er god, men…
Svaret fra uddannelsesordfører Rosa Lund fra Enhedslisten er også som udgangspunkt, at ”ideen om en ny gymnasial uddannelse med mere praksisnær undervisning er god, fordi alt for mange unge i dag presses til at vælge retning for tidligt”. Men, skriver Rosa Lund næsten samstemmende med de Radikale:
- Vi mener, at reformen er blevet forringet af tre centrale elementer: afskaffelsen af 10. klasse, nedlæggelsen af HF og højere karakterkrav til de almene gymnasier.
Og:
- I de videre forhandlinger vil vi derfor arbejde for at bevare 10. klasse som et vigtigt pusterum for mange unge, der har brug for tid til at finde deres retning. Samtidig vil vi afskaffe planerne om at hæve karakterkravet til gymnasiet, fordi det øger presset på eleverne i grundskolen og rammer socialt skævt.
Alternativet: Justering, tak
Også uddannelsesordfører for Alternativet, Christina Olumeko, slår fast, at alle partier helt overordnet er enige om, at aftalen om en gymnasial uddannelse, som formelt forbereder til erhvervsuddannelserne, er god:
- Men det kan gøres klogere end opfindelsen af den dybe tallerken, som regeringen virker til at have lagt op til, skriver hun.
- Uddannelsen bør tage udgangspunkt i den eksisterende HF, hvor der allerede er stærke erfaringer flere steder med praksisnær og anvendelsesorienteret undervisning. Det vil give en mere solid faglig og pædagogisk forankring og sikre kvaliteten fra start – især i lyset af, at uddannelsen skal være klar fra 2030, lyder det. Og hun understreger, at justeringer skal ske ansvarligt og i tæt dialog med sektoren.
Partiet vil også lempe karakterkravet til det almene gymnasium, som er en del af EPX-aftalen. Det nuværende niveau risikerer at forstærke karakterpresset i grundskolen og skubbe unge unødigt tidligt ind i en præstationskultur, som man ved har store trivselsomkostninger, skriver hun i sit svar.
Her lufter hun i øvrigt også, at der kan være andre elementer, der med fordel kan genforhandles.
Det Konservative Folkeparti: Revision, tak
Det Konservative Folkeparti anerkender ligeledes, at EPX kan være ”et relevant skridt i retning af at styrke de erhvervs- og professionsrettede uddannelsesveje.” Men uddannelsesordfører for partiet, Lise Bertelsen, understreger, at partiet ikke vil ”gamble” med uddannelsessystemet og de unges fremtid:
- Derfor kan en revision af EPX’en sikre, at reformen implementeres på en ansvarlig måde, skriver hun.
Det skal gøres ”klogt” og ”med respekt for de uddannelsestilbud, der allerede fungerer godt og som mange unge i dag aktivt vælger”. Derfor har også Konservative et ønske om at beholde 10. klasse og HF:
- Begge uddannelser spiller en central rolle for mange unge: 10. klasse giver tid til faglig og personlig modning, og HF er i dag en vigtig gymnasial vej for mange. Derfor ønsker partiet at tilbagerulle beslutningen om at nedlægge 10. klasse og HF, lyder det i svaret fra uddannelsesordfører Lise Bertelsen.
Hvad der kommer til at ske med EPX-aftalen, ved vi først efter folketingsvalget den 24. marts 2026.