Karin Marie arbejder for at tiltrække flere kvindelige EUD-elever
Udfordringen?
Alt for få – og færre og færre – kvinder starter på en erhvervsuddannelse. Sidste år søgte en ud af ti unge kvinder EUD umiddelbart efter grundskolen, mens det i 2010 var næsten 16 procent. Det er især et problem på de linjer, der traditionelt tiltrækker unge mænd – ofte inden for bygge- og anlægsbranchen.
Det kan skyldes en for ensidig vejledning af de unge kvinder mod gymnasiale uddannelser eller de mere traditionelle kvindeuddannelser på erhvervsuddannelserne, eller at især bygge- og anlægsbranchen er kendt for hårdt fysisk og tungt arbejde, gætter Karin Marie Jensen.
Hun blev som den første kvindelige faglærer ansat på Herningsholms snedkerlinje sidste år og har taget handsken op for at gøre flere unge piger interesseret i en erhvervsuddannelse. Og med sig har hun 30 års erfaring fra produktionsvirksomheder og en ny uddannelse til produktionsteknolog, efter at hun måtte omskole sig på grund af en dårlig ryg.
Om Karin Marie
- Karin Marie Jensen startede som møbelsnedker på EFG Bygge- og anlæg i 1989 og blev udlært i 1994.
- Har arbejdet som møbelsnedker på tre møbelfabrikker indtil for fire år siden, hvor hun fik dårlig ryg.
- Omskolede sig ved at læse til produktionsteknolog.
- Blev udlært sidste sommer og startede herefter som faglærer på Herningsholms snedkerlinje.
Hvad er løsningen?
- Jeg ved, at min leder tænkte, at det ikke gjorde noget, at det blev en kvinde, der blev ansat, med alle de piger, som efterhånden kom på snedkeruddannelsen, siger Karin Marie Jensen.
Og selv om det ikke er hende, der kan tage hele æren for det, har hun gjort en stor indsats for at tiltrække flere unge piger til blandt andet snedkerlinjen – for eksempel ved en aktiv og opsøgende indsats under corona til 30-35 skoler i Herning for at fortælle om EUD. Men også ved at arbejde med at holde fast i de unge kvinder som medlem af arbejdsgruppen for netværket Q på stedet.
Hvorfor er det en god løsning?
Netværket har som medlem den første kvindelige lærling, Gry Astrup på 18 år, der vandt DM i Skills på mureruddannelsen. Og det fungerer for unge kvindelige elever på kryds og tværs af uddannelserne til industritekniker, smed, mekaniker, tømrer, snedker, landmand og lignende.
- Vi har tænkt, at dette netværk kan betyde, at pigerne holder lidt længere fast i uddannelsen, siger Karin Marie Jensen og fortæller, at de lige har haft et opstartsmøde i Q, hvor de unge kvinder mødtes og hørte om andre aktiviteter for at gøre kvindelige EUD-elever synlige som rollemodeller, og hvilke planer om netværket på tværs af uddannelserne, de har.
Derudover holder de middagspauser sammen en gang om måneden over en sodavand med dem, der er på lokationen. Der er ingen dagsorden, og det er eleverne selv, der taler på kryds og tværs om noget, de selv har lyst at tale om, siger Karin Marie Jensen.
Også andre rollemodeller
- Faglærere fra andre områder fortæller mig, at pigerne ofte godt kan føle sig lidt alene på deres uddannelser. Og selv om der er store forskelle blandt de kvindelige elever, er der en anden forståelse blandt dem. Så i netværket får de meget ud af hinanden, og jeg tror, de nyder at se, at der er så mange andre piger på værkstederne.
- Jeg er klar over, at jeg er en rollemodel. Så hver gang vi starter noget nyt, får de min baggrund at vide, siger Karin Marie Jensen og tilføjer, at hun tror, at det, at der er en kvindelig underviser på værkstedet, har betydet meget for pigerne. Men også for nogle af drengene, som hun har andre og ofte mere personlige snakke med, end hendes mandlige kollega har.
Der er også andre rollemodeller på Herningsholm nu: De kvindelige elever, der deltager i projektet Boss Ladies. Og til oktober kommer initiativet Girls Days in Science for piger i folkeskolens 4. til 9. klasse for tredje gang. De bliver inviteret ind til Herningsholms Erhvervsskole og møder de kvindelige elever herfra.
- På snedkerlinjen er vi ret privilegeret, siger Karin Marie Jensen og fortæller, at mens det på grundforløbet sidste år kun var hver tredje, der startede, som var en pige, er det i år halvdelen. Det vil sige 12 ud af 24 elever. Og pigerne er nu også begyndt at vælge maskin- eller bygningssnedkerlinjen i stedet for kun møbelsnedkerlinjen.
Boss ladies er et projekt, der…
- Skal stimulere piger og unge kvinders interesse for at søge håndværksfag, som i dag hovedsageligt tiltrækker drenge og mænd.
- Vil styrke den faglige stolthed og bidrage til, at kvinderne opnår gode praktikforløb og trives på skolen og i virksomhederne.
- Vil udvikle nye metoder og viden i de brancher, hvor det har været vanskeligt at tiltrække og fastholde kvindelige talenter.
- Er støttet af blandt andet Nordea-fonden, Grundejernes Investeringsfond og Bygge- og Anlægsbranchens Udviklingsfond og STARK Fonden.