Peter er glad for, at der kom fokus på de maritime erhvervsuddannelser med hans undervisningspris.
Derfor blev jeg...

Jeg ser nærmest lærerne som hverdagens helte

Det ligger faglærer Peter Stenfeldt Mathiasen meget på sinde at give tilbage til erhvervet, der har bragt ham så spændende steder hen i verden. Han er glad for, at hans nominering til Politikens Undervisningspris i foråret satte spot på, at søfarten også har erhvervsuddannelser.

Da Politiken ringede, troede Peter Stenfeldt Mathiasen, at det var for at sælge et avisabonnement. Han stod i en undervisningssituation. Så han blev både overrasket og meget glad, da opkaldet skyldtes, at han var nomineret til en af avisens undervisningspriser i maj 2023.

Endnu gladere blev han næsten, da hans indlæg om nomineringen på LinkedIn gav mange fine beskeder fra både tidligere elever og forældre.

– Det tænder min ild og indre motivation at se, at man gør en forskel. Jeg blev meget, meget rørt over nomineringen – den gik lige i hjertekulen.

Hvorfor blev du lærer?

– Jeg nyder at have med unge mennesker at gøre. Det giver mig energi at sætte en kurs for dem, og når de giver mig energi, får jeg selv energi til at aflevere til dem. Jeg er meget bevidst om at sætte trivslen i højsædet. Ellers kan jeg ikke lære fra mig – og eleverne kan ikke lære, lyder svaret.

Mere om Peter 

  • Peter Stenfeldt Mathiasen er født i 1967. Efter HF blev han værnepligtig i flyvevåbenet og tog derefter en maritim grunduddannelse.
  • Han sejlede jorden rundt to gange. Læste efterfølgende på Svendborg Navigationsskole og blev uddannet skibsfører i 1994. Arbejdede på forskellige rederier, hvor han havde elevansvar. 
  • Begyndte på Marstal Navigationsskole i 2012 og blev nomineret til Politikens Undervisningspris i 2023.

Peter Stenfeldt Mathiasen blev nomineret for at være elevernes advokat og støtte og siger:

– Flere og flere unge har ændret sig til den lidt skæve og udfordrende side. Og til Politikens fejringsfest kunne jeg høre, at alle lærere oplevede det samme. Så efterhånden ser jeg nærmest lærerne som hverdagens helte.

Hvorfor tror du, flere unge har det svært?

- Det tænker jeg over nærmest hver dag. Jeg tror, at mobiltelefonen er undervurderet i undermineringen af deres trivsel, siger han og tilføjer, at vi også er i en verden med meget fart på - ligesom der mangler nogle af de gode nyheder fra verden. 

Også derfor er han glad for, at Politiken fik øje på den maritime branche med nomineringen.

Jeg er meget bevidst om at sætte trivslen i højsædet.
Peter Stenfeldt Mathiasen
Faglærer Marstal Navigationsskole

- Vi taler altid om, at en erhvervsuddannelse er for tømrere, snedkere og kokke, men vi er verdens sjettestørste søfartsnation. Som underviser kan jeg give eleverne en faglig viden, men også et syn på, hvad der foregår i den virkelige verden – gøre dem verdensvendte. De kigger ofte alt for meget på sig selv og sammenligner sig, men de skal prøve at kigge ud i verden, hvor mange har det langt ringere end dem selv.

Peter Stenfeldt Mathiasen fortæller, at han også gerne kommer med sine egne historier – en af eleverne kalder ham for Anekdote-Peter:

– Men jeg har virkelig set, prøvet og oplevet hele verden. Det har givet mig en vis robusthed, men også et indblik i mennesker og kulturer, som jeg gerne deler med dem. 

Vil du også fortælle, hvorfor du blev lærer, vejleder eller konsulent, hvad du er vild med
ved jobbet – eller mindre glad for? Så skriv til dop@uddannelsesbladet.dk

Dato
Af
Foto
Kristian Myrhøj Johannsen