”Jeg møder hele verden i mit job – hver dag”

Lyspunktet 

Jeg har verdens bedste arbejde. Hver morgen møder jeg folk fra hele verden. Alt det, du i dyre domme rejser ud for at se, er lige rundt om mig hele dagen. Alene det at komme og se alle de farver om morgenen og sige godmorgen til motiverede kursister og medarbejdere er en helt vidunderlig måde at starte dagen på. 

Omdrejningspunktet

Der er en stor forskel på, hvordan man i offentligheden taler om udlændinge og migrantarbejdere, og hvordan jeg oplever dem her. De er i 99,9 procent af tilfældene ekstremt motiverede. Et gennemgående træk er, at de er kommet fra et fremmed land, har lyst til at være en del af Danmark, få et arbejde og gøre sig selv og deres familie til en succes. Derfor tager de med kyshånd imod al den hjælp, de kan få. 

Synspunkt

Når sprogundervisningen har fået et dårligt ry undervejs, har det været uforskyldt og en del af det politiske spil, hvor forskellige partier har gjort det til deres politik, at det, der kommer udefra, er en trussel mod vores kultur. I virkeligheden handler det jo også om, at man skal bruge sproget for at få det lært. Og rigtig mange, der har gået hos os, har haft jobs, hvor de ikke bruger sproget særligt meget. Det har forskere gang på gang påvist. Og uden hjælp fra arbejdspladsen – ingen læring.  

Fikspunkter 

Der er statistikker, man aldrig har lavet. Hvis man så på, hvordan det går ti år efter, kursisterne er færdige med danskuddannelserne, ville mange af dem have langt bedre resultater, end man havde turdet drømme om. Ting tager tid.

- I gennemførelsesstatistikkerne er der ikke taget højde for, hvem kursisterne er. Hos os skal du ned på niendepladsen over kursistgrupper, før der er nogen, der kommer med det latinske alfabet. De største migrantgrupper i København taler derimod engelsk eller tysk. Mon ikke der er forskel på, hvor hurtigt man så lærer dansk? Men på det her område gælder åbenbart, at enten er man dansker eller også udlænding. Det er så lige resten af verden med deres forskellige kulturer og religioner… 

Det ømme punkt

Det har været meget tydeligt for mig i den her periode, at der er nogle ting, man kan gøre, fordi det handler om udlændinge, som man ikke ville gøre andre steder. At sende uddannelser i udbud for eksempel. Hvis det er så genialt, hvorfor gør man det så ikke på andre uddannelsesinstitutioner? Er det en succes, burde det da smitte af på også andre steder. Eller er det kun noget, der gælder folk fra et andet land? 

- Det er svært at måle succes-raten for, om de kommunale eller private sprogcentre klarer sig bedst. Man måler for eksempel ikke på, om der foregår Teaching for the test eller Teaching for the life. Man måler kun på karaktererne. Mig bekendt har man heller ikke målt, om man er en mere tilfreds medarbejder på et kommunalt sprogcenter end et privat i forhold til den opgave, man udfører – eller om kursisterne er mere tilfredse det ene eller andet sted? 

Det springende punkt

Da vi lagde danskuddannelserne ud til kommunerne, havde de ingen erfaring med udbud. I starten vidste man ikke, hvad man skulle stille krav om til danskuddannelserne, og mange udbud måtte gå om. Det virker stadig fjollet, at man som udbyder kan få danskuddannelsen i fireårige perioder. Når de år er gået, kommer der en ny udbyder ind, som skal finde et sted at leje sig ind, have nye computere, borde og stole og andet. 

- Der har været mange konflikter mellem gamle udbydere, der er sure over ikke at blive valgt, og som skal overlade alt til den nye. Og så længe, vi kører de systemer, vil de konflikter fortsætte. Reformkommissionen sagde også, at udbud begrænser mulighederne for at samarbejde. Det er jeg fuldstændig enig i. Man samarbejder ikke, når man konkurrerer, og samarbejde er en af hjørnestenene. 

Balancepunktet

Der har selvfølgelig været nogle indbyggede konflikter i at repræsentere både de kommunale og de private sprogcentre som formand for De Danske Sprogcentre. Nogle synes, at udbud er evigt dejlige, fordi de lever af det, og andre vil ikke have dem. Det har været en spændende opgave at balancere på den knivsæg og finde ud af, hvad vi kan være fælles om. 

Yderpunktet

I Danmark har vi verdens bedste andetsprogslov, hvor man giver penge til at lære folk sproget. Det er nok også derfor, man stiller så mange krav. Omvendt har man også undervejs brugt danskuddannelserne som en barriere for at få det lært og sætter gebyr, depositum og begrænsninger for, hvor længe de må gå til dansk. 

Vendepunktet

Inden for de seneste par år er man blevet klar over, at udlændinge er en del af løsningen og ikke problemet. Vi hører forskerne sammen med arbejdsgiverorganisationerne sige, at det er nødvendigt at få flere udlændinge hertil, fordi vi har så stor vækst og mangler arbejdskraft.

- Det kan selvfølgelig skyldes højkonjunkturen, men jeg vælger at se på det som en ny trend: At vi har indset nødvendigheden af udlændinge. Hvis der skal være nogle til at skifte vores bleer, skal de komme udefra, for vi har ikke lavet børn nok til at få det til at fungere. På den måde er det blevet ekstremt vigtigt i sundhedssektoren, og derfor skal vi sørge for at klæde de mennesker ordentligt på, så de får et sprog, de kan bruge i arbejdet med de gamle. Dansk er ikke det nemmeste sprog at lære, og der skal også kultur ind over, så kursisterne ved, hvad de skal snakke om – og helst i en kombination mellem noget undervisning på sprogcentrene og noget på arbejdspladsen.

Tyngdepunktet

Jeg opfatter danskuddannelsen som et tog, der kører, og så er der stationer undervejs: Man stiger af og lærer, hvad man skal bruge for – for eksempel at passe sit arbejde. Så får man måske børn, der skal i folkeskole og skal måske bruge mere sprog. Så kan man stige på toget igen for at komme på et højere niveau. I virkeligheden burde det være en form for livslang læring, hvor man ikke talte om at falde fra, men om at få mere undervejs. 

- Derfor bør man afskaffe den femårsregel, der siger, at udlændinge kun har ret til danskuddannelse i de første fem år, de er i Danmark. Det er jo voksne mennesker, der kommer hertil. De skal leve et langt liv. Vores erfaringer er, at når de først kommer til Danmark, tager de landet til sig og bliver her i rigtig mange år. Derfor er det vigtigt, at man giver dem en chance for at få lært tingene. En anden fordeling ville give enormt mange gevinster for både den enkelte og samfundet.

Kardinalpunktet

For os er det vigtigt, at man politisk ikke kvalitetsmæssigt smider det, vi har lært, ud med badevandet, men at man rent faktisk får det brugt og inkluderet på en fornuftig måde, og at man sikrer sig, at man får merværdi i et samarbejde med VEU-systemet, hvor danskuddannelserne er med. Også selv om det hører under to forskellige ministerier. Derfor er vi gået ind i følgegruppen med meget stor iver.

Det bløde punkt

 Det er næsten igen blevet himmerige at være på et sprogcenter. Jeg er stolt over, at vi i dag bliver taget så alvorligt og samarbejder – og at der er så meget entusiasme i sprogcentrene på trods af, at der har været politisk modstand. Man har formået at holde fanen højt og få rigtig mange velintegrerede medarbejdere ud på arbejdsmarkedet, som virkelig har bidraget til, at vi har fået det bedre i Danmark.

Punktummet

Vi har snart MED-møde. Jeg talte lige med vores TR om, hvad vi skal drøfte. Han mente, at vi skulle kigge på en revision af duftpolitikken på vores sprogskoler – sikkert affødt af en kursist, der havde haft for meget parfume på. Da jeg kørte hjem den dag, tænkte jeg: ”Hvis det vigtigste, vi skal diskutere på et MED-møde, som vi har fire gange om året, er vores duftpolitik – så går det sgu egentlig meget godt.