Jeg har bebrejdet mig selv – men skammer mig ikke over at være blevet smittet med COVID-19
Den sidste onsdag i november var der fysisk teammøde på Anna Konstantelos Birkes arbejdsplads. Da en ny kollega skulle læres op i at undervise online, foreslog hun, at teamet på fem mødtes. Det var nemmere at sidde sammen ved en computer og vise den nye kollega systemerne.
Teamet mødtes i et stort lokale, og de var generelt meget ”hysteriske” med at overholde sikkerhedsforanstaltninger. Alle sad med visir og sprittede hænder.
Efter mødet ringede den ene kollega imidlertid og fortalte, at dennes søn var testet positiv.
- Da jeg fik det at vide, gik jeg straks i isolation og sendte min mand hen i den anden ende af huset. Min kollega blev selv testet positiv dagen efter mødet, og det blev jeg også, da jeg fik en test et par dage efter, siger Anna Konstantelos Birke.
10 dage med næsten 40 i feber
Sådan endte hun og to andre fra teamet blandt de i alt 1.845 anmeldte arbejdsskader som følge af COVID-19 i uge 48 i 2020.
- Altså, lad mig sige det på den måde, at den næste, der mener, at det bare er en slags influenza, får tæsk. Jeg havde næsten 40 i feber ti dage i træk – morgen, aften og hele tiden. Jeg var helt smadret, siger Anna Konstantelos Birke.
Hun fortæller, at oveni kom der en stor angst. Hun har lige været igennem en hård kræftsygdom, og hendes immunforsvar kommer aldrig til at virke ordentligt igen på grund af den stamcelletransplantation, hun blev behandlet med.
Efter dagene med høj feber, havde hun seks dag med gradvist faldende feber, og så begyndte hun at arbejde. I alt var hun sygemeldt i to uger plus en weekend – 16 dage. Hun havde stadig en deltidssygemelding, fordi hun var så træt. Hvis hun sad mere end tre timer ved computeren, var hun helt færdig. Så kom juleferien, og efter den var hun frisk igen.
Krævede kræfter at anmelde arbejdsskade
Anna Konstantelos Birke skrev under sin sygdom til arbejdspladsen og til sin nærmeste leder, at hun gerne ville have sygdomsforløbet anmeldt som en arbejdsskade.
- På den kommunale forvaltning, hvor min arbejdsplads hører til, havde man imidlertid en idé om, at man skulle skrive alle dem, der var smittet på arbejdet, på en liste. Og først hvis nogen fik senfølgeskader, skulle de anmeldes som arbejdsskader. Det gjorde jeg ophævelse mod, for jeg mente, at en arbejdsskade skal anmeldes med det samme, fortæller hun.
Det ville kommunen ikke i første omgang, så hun talte med Uddannelsesforbundet, der bakkede op om at anmelde. Men kommunen ville stadig ikke. Så ringede hun til sin egen læge og fik det samme svar: Hun skulle anmelde. Lægen henviste til en hjemmeside, hvor hun selv kunne gøre det.
- Og så anmeldte jeg det selv. Men det var hårdt at skulle gøre, når man ligger med 40 i feber. Det var nogle kæmpe skemaer at udfylde, og når man havde udfyldt dem, sendte de et andet skema, siger hun.
- Man kan jo aldrig bevise, at det er på arbejdspladsen, man er blevet smittet. For selv om man har siddet ved siden af en til et team-møde, der bevisligt havde corona, kan det selvfølgelig også være sket i Føtex. Men på min arbejdsplads har de været meget liberale og har taget det for pålydende, uddyber hun.
Anna Konstantelos Birke har generelt følt sig godt behandlet på sin arbejdsplads og af kolleger i forbindelse med både sin kræftsygdom og COVID-19. Siden har kommunen også ændret praksis og anmelder, når medarbejdere bliver smittet med COVID-19.
Et kæmpe dilemma
Anna Konstantelos Birke oplevede at stå i et dilemma, da hun skulle anmelde sit forløb, fordi hun har været meget syg med kræft de seneste år og er ansat i en branche, der i 25 år har været i en bølgebevægelse, hvor ansættelser og fyringer erstatter hinanden igen og igen.
- Jeg blev ikke fyret, mens jeg var syg, selv om der var fyringsrunde i den periode. Men jeg vil altid være hende, der i højere grad end kollegerne får influenza, fordi mit immunforsvar ikke virker 100 procent, og fordi jeg aldrig kommer til at kunne arbejde, som jeg kunne før. Og hvis jeg oveni igen ville være hende den besværlige og irriterende, der insisterede på sin ret, kunne det da godt være, at de ville tage det med i overvejelserne i næste fyringsrunde, siger hun.
- Jeg kan forestille mig, at andre kan være i samme dilemma: Hvor meget vil jeg genere min arbejdsplads, og hvor vigtigt synes jeg, det her er, hvis jeg kommer over sygdommen på 14 dage og ingen senfølgeskader får? Og hvis man har en arbejdsgiver, der har misforstået reglerne, kan man jo godt møde modstand, tilføjer hun.
- Så hvis man ikke har fulgt med og ved, at det skal anmeldes, eller hvis arbejdsgiveren ikke synes det eller ikke har forstået reglerne, så sker det jo ikke, uddyber hun.
Aldrig skamfuldt at være syg
Kan det være skamfuldt for en arbejdsgiver, hvis der er mange smittede på en skole?
- Det tror jeg da. Vores chef er meget stolt af, at vi har haft meget lidt smitte på skolen – også da vi holdt åbent. Det er vist sket en enkelt gang, at en kursist har smittet en lærer, men så vidt vi ved, har der ingen tilfælde været af, at kursister har smittet hinanden på skolen. Og det er vores chef meget stolt af og roser os for, siger Anna Konstantelos Birke.
Psykolog Keld Molin taler om, at man kan blive ramt på sin professionelle selvforståelse som COVID-19-ramt lærer?
- Den kollega, som kom til at smitte os andre, har virkelig været ked af det – selv om der jo ingen grund er til det. Hun vidste ikke, at hendes søn var positiv, og at hun selv var smittet ved mødet. Og vi gjorde alle de ting, vi skulle, rent sikkerhedsmæssigt. Det har alle i teamet sagt til hende: Det er surt at blive smittet, men det er ikke din skyld, siger Anna Konstantelos Birke.
Hun indrømmer, at hun da også selv har været ked af, at det var hende, der synes, at de skulle møde op.
- Det har jeg da bebrejdet mig selv, men jeg har jo ikke skammet mig over det, for der er ikke nogen, der kan styre den her uberegnelige sygdom, siger hun.
At det altid skal anmeldes som en arbejdsskade, hvis man er blevet smittet på arbejde – og hvorfor – er Anna Konstantelos Birke også opmærksom på – på grund af sin kræftsygdom. Her fik hun senfølgeskader, der betyder, at hun må arbejde på nedsat tid, og derfor er hendes indtægt faldet. Hvis der skulle komme senfølger af COVID-19, som måske kronisk træthed, ville hun være nødt til at gå endnu mere ned i tid.
- Og så måtte jeg sælge mit hus. Derfor har jeg været meget opmærksom på, at jeg skulle anmelde det som en arbejdsskade – for en sikkerheds skyld. De fleste af os får ikke senfølger, men der er altså nogle, der gør, siger Anna Konstantelos Birke.
